Randzonekortet er i frit fald

Randzonekortet er mere vildledende end vejledende, mener chefjuristen i Bæredygtigt Landbrug, Nikolaj Schulz. I en sag om støtte til ekstensiveret landbrug i randzonerne har NaturErhvervstyrelsen nu erkendt, at kortet har usikkerheder.

randzonekortet

Et medlem af Bæredygtigt Landbrug har i lighed med flere andre valgt ikke at anerkende randzonerne. I stedet har han valgt at ekstensivere dele af sit landbrugsareal – deriblandt selve randzonen.

Helt efter bogen har landmanden derfor heller ikke søgt om randzonekompensation, men om at få ekstensiv støtte i randzonen. I sommeren 2014 fik landmanden en afgørelse om, at han ikke kunne få den støtte, han havde søgt om, men i stedet kunne søge om randzonekompensation. Bæredygtigt Landbrug påklagede afgørelsen på vegne af landmanden.

”Vores klage gik i hovedsagen på, at i det omfang, der kan opretholdes ekstensivt landbrug i randzonen, så kan embedsværket ikke afvise landmanden. Derudover gjorde vi opmærksom på, at det vel heller ikke kan udelukkes, at landmanden er berettiget til begge typer støtte,” siger Nikolaj Schulz.

Usikkerhed i randzonekortet

Herefter var der larmende tavshed fra NaturErhvervstyrelsen, og først i februar 2015 kom der svar. Styrelsen havde taget et ekstra kig på randzonekortet og kunne nu konkludere, at en lang række af randzonerne ikke var gældende. Derfor var der truffet en ny afgørelse i sagen, og udfaldet blev, at landmanden fik det meste af sin støtte til ekstensivt landbrug.

I afgørelsen skriver styrelsen: ”[…]På baggrund af din klage har vi gennemgået sagen igen ud fra de tilgængelige luftfotos. I en række tilfælde har vi ikke med sikkerhed kunne afgøre, om der skal være udlagt randzone. Denne tvivl har vi besluttet at lade komme dig til gode.[…]”

Den afgørelse får rosende ord med på vejen fra chefjurist Nikolaj Schulz.

Nikolaj Schulz

”Det er positivt, ærligt og modigt, at embedsværket ser kritisk på deres egne afgørelser og indrømmer deres fejl. Hvis ikke det skal anerkendes, så er der lang vej til nye rammevilkår for danske landmænd og et konstruktivt samarbejde mellem myndigheder og danske landmænd,” siger han.

Ifølge chefjuristen er det dog tankevækkende, at NaturErhvervstyrelsen reelt ikke ved, hvor randzonerne bør ligge.

”Afgørelsen her viser mig med al tydelighed, at NaturErhvervstyrelsen godt ved, at randzonekortet er mere vildledende end vejledende. Styrelsen selv har svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned.”

Randzoneloven skal for retten

Onsdag den 15. april begynder Danmarks første retssag om randzoner i retten i Holstebro. Her skal det afgøres, om randzonerne er lovlige, eller om de er i strid med ejendomsretten. Nikolaj Schulz mener, at udfaldet i sagen om støtte til ekstensiveret landbrug i randzonen sender et kraftigt signal til retten i Holstebro.   

”Sagen her er endnu en dråbe ned i det store bæger, der til sidst flyder over. Det er tydeligt, at randzonerne slet ikke har været igennem den nødvendige kvalitetssikring, og at randzonekortet derfor har store usikkerheder. Jeg ser frem mod retssagen i Holstebro, hvor vi langt om længe får randzonerne under byrettens hammer,” siger han.

Af principielle årsager har Bæredygtigt Landbrug påklaget den nye afgørelse i sagen om støtte til ekstensiveret landbrug i randzonen i håbet om at få en ordentlig forklaring på, hvorfor landmanden ikke frit kan vælge støtteordning.

Af Cecilie Christensen, cc@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen