Af Bjarne Nigaard, adm. direktør
Ved indførelse af randzoner på ni meter langs vandløb og søer på landet, vil regeringen samtidig have, at ejeren af jorden, landmanden, ikke må drive sin virksomhed som han altid har gjort på disse jorder. Der må ikke dyrkes, gødes og høstes i randzonerne. Mange landmænd har dog den opfattelse, at loven er uden faglig mening, og de har derfor ikke lyst til at anerkende randzonerne.
For en del udenforstående ligner det muligvis bare en sag, hvor danske landmænd tager tingene i egen hånd og ikke vil efterkomme landets love. Sådan har i hvert fald regeringen gerne villet fremstille situationen.
Der er jo imidlertid også den mulighed, at de love selvsamme regering, sammen med et flertal i Folketinget, har fået vedtaget, ikke overholder Grundlovens bestemmelser, og ikke stemmer med de almindelige retsprincipper i et demokratisk samfund.
Grundlovens § 73 stk. 1 lyder helt enkelt: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.”
Bæredygtigt Landbrug mener, at disse helt simple betingelser ikke er til stede, og at indførelsen af randzoner derfor er ulovlig ekspropriation.
At ’almenvellet’ skal have behov for et indgreb i ejendomsretten, betyder kort sagt, at det skal være nødvendigt for samfundet at inddrage privat ejendom. Der skal være et højere formål for fællesskabet, end der er i den enkeltes interesse for sin egen ejendom.
Typisk sker ekspropriationer ved eksempelvis større anlægsarbejder, hvor samfundet vurderer, at en ny motorvej eller en ny banestrækning er nødvendig for infrastruktur og udvikling, og derfor må den enkeltes baghave inddrages.
Der er i disse tilfælde altså en konkret og saglig årsag til ekspropriationen. Er der så det i forhold til randzoner?.
Manglende proportionalitet
Nej, for hele argumentet for at indføre randzoner er, at det vil skabe bedre miljø, primært i form af at tilbageholde nitrat. Problemet er bare, at det er veldokumenteret, at randzonerne lige præcis ikke hjælper på at tilbageholde nitrat. Det har bl.a. tyske forskere fastslået i to videnskabelige rapporter.
Læs rapporterne: Tyske forskere: Randzoner har minimal effekt
Der er derfor ikke en saglig grund til, at ’almenvellet’ kan kræve randzoner frem for landbrugsdrift i en bræmme langs de danske vandløb.
Det er heller ikke en saglig begrundelse, at randzonerne blev gjort offentligt tilgængelige, så folk med mountainbikes, vovse i snor eller vandrestave kan gøre deres indtog på landmandens ejendom, for den slags rekreative formål kan naturligvis løses på en mindre indgribende måde end ved at inddrage dyrt købt landbrugsjord.
Hvis man et kort øjeblik leger med tanken om, at der i stedet for landbrugsjord var blevet inddraget en bræmme på de ni bagerste meter af samtlige danske villahaver, fordi det skulle hindre belastning af miljøet med plænerens, havegødning, ukrudtsmiddel med videre, og at det i disse bræmmer blev forbudt at gøre andet end at holde beplantningen nede med en saks frem for med plæneklipper, mens i øvrigt hæk og hegn skal fjernes, så samtlige naboer på stikvejen får fri adgang til arealet, mens ejeren stadig får lov at betale ejendomsskatter af ’sin’ have, så ville det være spændende at høre, hvor mange danske villaejere – eller danskere i det hele taget – der ville mene, at den danske regering var helt velforvaret?
Selv hvis randzonerne rent faktisk havde en miljøeffekt, så er der stadig et problem med overholdelsen af Grundloven. For som man kan læse, så skal ekspropriation ske mod fuldstændig erstatning.
Kompensation afskaffet
De landmænd, der har udlagt randzoner, blev i første omgang lovet en kompensation på cirka 2.400 kroner pr. hektar randzone. Til sammenligning sælges en gennemsnitlig hektar dyrkningsbrugbar landbrugsjord, afhængig af hvor den ligger, fra kr. ca. 125.000 og op efter. Hvis landmanden vælger at forpagte den samme hektar ud, så kan han få en pris fra ca. 5.000 kr. og opefter pr. år – igen afhængig af placeringen. Og både bank og realkreditinstitut har i vurderingen af landmandens ejendom og kreditværdighed gået ud fra, at jorden er et aktiv.
Den såkaldte kompensation er altså en symbolsk og klar underbetaling for at måtte opgive sit aktiv, og kan på ingen måde sammenlignes med en fuldstændig erstatning i forhold til markedspris og reduceret kreditværdighed.
At der ikke er ydet erstatning bliver dog endnu klarere, når man ser på forløbet med den såkaldte kompensationsordning.
Først ville regeringen skaffe midlerne fra EU, men det afviste EU fordi betingelserne for at give en sådan støtte ikke var på plads. Så forsøgte regeringen sig med en national støtteordning, der dog for det første havde et økonomisk loft, og for det andet ikke kunne benyttes af alle. Og nu senest er kompensationen så helt afskaffet. Så den enkelte landmand forventes altså bare med et smil og et buk gratis at afgive den jord, han har købt og betalt, og regnet med som et aktiv.
Det er en dybt besynderlig logik, at regeringen på denne måde mener sig berettiget til at bestemme over andre folks værdier. Gad vide, hvad og hvem der næste gang står for tur, hvis en regering får en idé om et eller andet?
Hvis randzonerne nu virkelig var så fantastiske for vores miljø, og derfor reelt har en stor samfundsværdi for nuværende og kommende generationer, hvorfor kan vores rige samfund dog så ikke bare betale det, en randzone nu reelt koster?
Hvorfor skal det være en halv løsning, hvor man gerne vil have godet, men ikke vil yde indsatsen for det?
De i alt 25.000 planlagte hektar med randzone (regeringens tal) ville selvfølgelig koste en pæn skilling at købe, men hvorfor er det dog ikke det rimelige at gøre, hvis det faktisk skaffer renere vand og en tryggere fremtid for alle?
Grundloven er ikke det eneste, der efter Bæredygtigt Landbrugs opfattelse er under pres med randzonerne. Nogle af de helt basale retsprincipper er også på spil.
Fejl, på fejl, på fejl
De steder, der skal udlægges randzoner skulle oprindeligt anvises af et kort udgivet af myndighederne. Kortet har vist sig at være behæftet med et utal af fejl. I flere tilfælde har kortet vist over 90 procent forkert på en ejendom. Når samme landmand har brugt et andet myndighedssystem til at søge sin hektarstøtte, er der fremkommet et helt andet areal end via kortene. Og når han har bedt eksempelvis en professionel landmåler anvise randzonerne, er der kommet et tredje tal.
Ved myndighedernes kontrol er der fremsat krav om randzoner med et fjerde areal, og når landmanden har kigget på kortene sammen med den stedlige vandløbsmyndighed, som er kommunen, er der kommet et femte tal frem.
Faktisk har forvirringen været så total, at tre forskellige fødevareministre siden lovens indførelse har indført ’fjumreår’ for landmændene, i erkendelse af, at det har været umuligt med sikkerhed at fastlægge randzonernes rette placering.
Kan man virkelig bede en almindelig dansk borger om at finde ud af de ting, som den håndhævende myndighed ikke selv kan finde ud af?
Stemmer det med vores opfattelse af retssikkerhed, at man ved at følge en af flere mulige anvisninger fra en offentlig instans, risikerer alligevel at blive dømt for ikke at have gjort det rigtige?
I Bæredygtigt Landbrug mener vi, at det ikke kan være en retstilstand, der er værdig for hverken beslutningstagere eller borgere i Danmark.
Loven ændres konstant
Randzoneloven er også blevet væsentligt ændret siden den trådte i kraft i 2012. I august 2014 blev den måde randzoner skal udpeges på nemlig helt anderledes, ligesom det samlede areal med randzoner blev halveret. Det medførte naturligvis randzoner nogle helt andre steder end efter de tidligere kriterier. Samtidig blev bredden reduceret fra 10 til ni meter.
De landmænd, der nu er sigtet for at bryde randzoneloven, er alle blevet kontrolleret og efterforsket i 2013. Men de er nu anklaget for at have brudt loven, som den ser ud fra 2014.
Selv om jeg erkender, at danske landmænd er visionære og fremsynede, så er det dog lidt en voldsom påstand, at de skulle have været i stand til i foråret 2013 at forudse, hvordan en lov ville blive ændret i august 2014.
Er det betryggende for retssikkerheden, at man anklager folk for en forseelse begået i 2013, som først er ulovliggjort ved en lov i 2014?
Bæredygtigt Landbrug mener helt entydigt, at randzonerne og de forskellige love om dem, er et uværdigt cirkus for ikke bare dansk landbrug, men for hele det danske retssamfund.
Der må og skal være grænser for hvilke klovnerier, der skal accepteres. Efter vores opfattelse, så er randzonecirkusset gået alt for vidt, og regeringen har ladet sagen tage alt for mange omgange i manegen.
Danske landbrugsfamilier arbejder hver dag, året rundt, for at skabe en god virksomhed og et trygt sted for familien og ansatte. Danske landmænd bidrager til lokal vækst og til at skaffe en positiv bundlinje på betalingsbalancen, så der er råd til mere velfærd.
Hvis mulighederne for det skal begrænses, så er det vel ikke for meget forlangt, at grundlaget for det skal være sagligt og lovligt. Det mener vi ikke randzonerne er. Og derfor bruger vi nu den demokratiske mulighed i et retssamfund, som det er at bede en uvildig dommer vurdere sagen.
For os er sagen klar. Landmænd er også sikret af de basale retsprincipper i Danmark:
Grundloven gælder også på landet.
