Landmand vandt over NaturErhvervstyrelsen i strid om lysåbne arealer

Den nordjyske landmand Jørgen Mølhus Jørgensen har vundet over NaturErhvervstyrelsen i en sag, hvor myndighederne har nægtet støtte til lysåbne arealer i 2014. Nu vil Jørgen med bistand fra Bæredygtigt Landbrug også kræve støtten tilbagebetalt for årene 2011, 2012 og 2013.

Mælkeproducent Jørgen Mølhus Jørgensen har med Bæredygtigt Landbrugs hjælp sejret over NaturErhvervstyrelsen (NAER). Siden 2011 er landmanden blevet trukket i støtte for arealer, der er udpeget som lysåbne, hvilket NAER siden 2011 har sidestillet med, at arealerne ikke er i god landbrugsmæssig stand. Men praksis ser nu ud til at være ændret. Landmanden har nu fået tilsagn om, at han får udbetalt den fulde støtte for 2014 den 20. marts. 

Jørgen Mølhus Jørgensen har været ude og vedligeholde dræn på sine marker i det tidlige forår, for han vil sikre sig, at de også kan benyttes til landbrugsdrift de næste mange år. For det er ikke en selvfølge, at det, som landmanden fra Vrå i Nordjylland kalder landbrugsjord har samme betegnelse hos NAER i København.

Det fandt Jørgen Mølhus Jørgensen for alvor ud af, da han for et år siden fik en bøde på 18.000 kroner, fordi han havde anmodet om den sædvanlige landbrugsstøtte til nogle mindre græsarealer på den 75 hektar store kvægejendom med 130 malkekøer. Støtten blev afvist for tre hektar jord, da NAER havde bestemt, at man fra 2011 ikke længere kunne modtage støtte for ’lysåbne arealer’.

Det var noget af en bet, fortæller Jørgen Mølhus Jørgensen, der efter otte måneders kamp mod NAER, der af Jørgen benævnes som ’dem ovre i København’, nu har fået ret i, at det er i strid med reglerne, når landmænd trækkes i landbrugsstøtte, fordi noget af landbrugsjorden er omkranset af træer.

Tilfreds med afgørelsen
Bæredygtigt Landbrug har fanget Jørgen Mølhus Jørgensen på mobiltelefonen i den nordjyske blæst, og selvom landmanden har fået en mail, der fortæller, at han har vundet sagen, og at han skal have det fulde støttebeløb udbetalt for 2014, så har han ikke meget tillid til embedsværket i København.

Jørgen Mølhus Jørgensen

”Njah, jeg synes nu ikke, jeg har fået nogen penge endnu, ” lyder det fra Jørgen Mølhus Jørgensen som kommentar til spørgsmålet, om han ikke er glad for at have sejret over NaturErhvervstyrelsen.

Afgørelsen er truffet den 6. marts 2015, men alligevel må landmanden vente yderligere 14 dage før pengene bliver overfør til den slunkne kassekredit-konto, der siden december måned har haft et hul på små 300.000 kroner, da NaturErhvervsstyrelsens praksis er, at man tilbageholder landmændenes fulde støttebeløb indtil alle forhold i forbindelse med støtteåret er faldet på plads.

”Jamen, det er sgu da for dårligt, når det er dem, der har tabt sagen, og jeg skulle have haft pengene allerede i december måned, så skal de da bare se at få dem udbetalt. Det kan da ikke passe, at de bare kan trække den yderligere, ” lyder det irriteret fra landmanden, før han uddyber, hvad det var, der i sidste ende fik ham til at tage kampen op mod NAER.

”Det har ikke været det store beløb, det har bare været et irritationsmoment, for jeg mener, jeg havde ret til støtte på arealerne. LandboNord har anket sagen, og anket sagen og anket sagen på en alt for pæn måde, og det fik jeg aldrig en skid ud af, ” siger Jørgen, der i 2014 fik nok af landoforeningens flinkeskole.

”I 2013, der fik jeg så lige pludselig en stor bøde, og så trak de yderligere tre hektar. Hvorfor, kunne vi ikke få at vide af direktoratet. Så var det vi begyndte at gå lidt mere til dem, og efter tre måneder fik vi endelig at vide, at sagen var blevet afgjort i 2012, uden at vi havde fået besked, ” siger Jørgen og fortsætter:

”Så begyndte det jo lige pludselig at blive til nogen penge, de holdt tilbage. Så blev jeg noget irriteret, og tænkte, at det kan sgu ikke passe, det der. Det er et irritationsmoment, og det har det været, når man synes man har ret, og så ikke får det. Så var det, jeg kontaktede Bæredygtigt Landbrug. ”

Jørgen Mølhus Jørgensen kontaktede chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Nikolaj Schulz, og han mente landmanden havde en god sag, og de blev hurtigt enige om at tage kampen op mod NaturErhvervstyrelsen.

NAER svære at danse med
Nikolaj Schulz fortæller, at Bæredygtigt Landbrugs juridiske afdeling konstant har spurgt ind til de helt basale juridiske ting i sagen. Blandt andet slog de på, at NAER i denne sag manglende hjemmel til at gøre, som man gjorde, og så anførte han, at NAER fuldstændig havde misforstået fortolkningen af EU-retten.

”Det er helt absurd, at de lysåbne arealer ikke er blevet udfordret langt tidligere. Det her er en kæmpe sejr for alle de danske landmænd, der har fået underkendt de lysåbne arealer eller ikke har turde ansøge i frygt for at deres lysåbne arealer underkendes, ” siger Nikolaj Schulz efter sejren.

Hos Bæredygtigt Landbrug mener man, det er et stort problem, når NaturErhvervstyrelsen fortæller landmændene, at de skal godtgøre og dokumentere først det ene og så det andet for at få støtten.

”Faktum er, at arealer, hvor der er landbrugsaktivitet skal have landbrugsstøtte. Og hvis NaturErhvervstyrelsen imod forventningen vil underkende et areal, så skal de konkret dokumentere, hvorfor et areal i en skov skal behandles anderledes end et areal i det åbne land. ”

Bæredygtigt landbrug vil nu sammen med Jørgen Mølhus Jørgensen, arbejde på også at få udbetalt fuld støtte for årene 2011, 2012 og 2013, og ifølge Nikolaj Schulz er man klar til at føre sagerne for en dommer.

”Vi fortsætter indtil NaturErhvervstyrelsen behandler landbruget efter gældende ret, dvs. i overensstemmelse med EU’s forordninger og forvaltningsloven. Vi kigger embedsapparatet i kortene, indtil de opgiver deres ulovlige praksis, og om nødvendigt må denne kamp fortsætte hele vejen ind i retslokalet. ”

Nikolaj Schulz opfordrer andre landmænd til at gå hjem og granske støtten for de seneste år godt og grundigt. Han påpeger, at med Jørgens sejr i ryggen, er det nu man som landmand skal søge om genoptagelse af sagen, hvis støtten er blevet afvist med henvisning til, at det var et lysåbent areal.

”Hvis du har oplevet en reduktion af din støtte, så er det nu du skal anmode om genoptagelse. Er du også blevet mødt med argumentet om den ”faste praksis”, så er det nu, du skal sige fra og kræve din ret. ”

Støtten falder på et tørt sted
Det var ikke en tilfældighed, at Jørgen Mølhave Jørgensen valgte at tage slagsmålet med NAER i 2014. På grund af et godt forår med en stor mælkeproduktion fra de 130 malkekøer havde Jørgen og familien lidt at stå imod med, og han frygter, at NaturErvhervstyrelsen spekulerer i, at landmændene ofte ikke kan klare sig igennem vinteren, hvis ikke de får støttepengene udbetalt i december måned.

”Kassekreditten er ved at have det hårdt, fordi, det er jo hele støtten for sidste år, de holder tilbage. Det er jo 300.000 kroner for sådan et bette landbrug her. Så hvis ikke jeg fik pengene nu, så ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg ville have råd til at købe udsæd og gødning her til foråret, ” fortæller Jørgen Mølhave Jørgensen, som frygter, at NAER spekulerer i, at landmændene ikke har råd til at vente på støttekronerne.

”De lavede jo det nummer for at håbe, at jeg stod ligeså hårdt presset med min kassekredit som mange andre landmænd. Hvis vi ikke får vores støtte, så lukker bankerne for vores kassekredit, og så vil de vinde sagen. Og det er altså noget svineri, at der sidder nogle folk i København, der ikke engang kan finde ud af at følge reglerne, og så bare truer os på vores økonomi. Så bliver jeg tvær og siger, det her skal køres igennem; så tager vi dem i retten. ”

”Når jeg har vundet her, og når jeg har fået ret, så må de jo betale bøder. Og hvad de ellers har undladt at udbetale til mig, det må de betale med renters rente oveni. Det må ikke være andet end rimeligt, ” slutter Jørgen Mølhus Jørgensen.

Fakta:
Uddrag fra NaturErhvervstyrelsens afgørelse omkring Jørgen Mølhus Jørgensens ansøgning om Enkeltbetaling for 2014:
Afgørelse lysåbne araeler, uddrag

 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top