En hyldest til de hvide perler i mulden

Bæredygtigt Landbrug har iført sig gummistøvlerne og været i marken hos en planteavler for at blive lidt klogere på alt det der med gødning.

Vi er i Gadstrup på Midtsjælland – eller ’på landet’, som nogen måske vil hævde. Herude, hvor luften er så frisk, at den næsten bider i næseborene, når man trækker vejret. Herude, hvor rådyrene græsser ugeneret på rapsmarkerne, og hvor der ikke er brug for plankeværk til at skærme for naboerne.

 

Dalsagergaard

Herude har planteavler Ole Christiansen et fritidslandbrug. Dalsagergaard, hedder det. Her dyrker han frøgræs, der bliver til græsfrø og senere til græsplæner, og så er han med til at holde produktionen af både Mariekiks og håndbajere i gang ved at dyrke hvede og vårbyg malt – for bare at nævne et par af de afgrøder, han har på markerne.

Men der bliver meget få kiks og meget lidt øl, hvis Ole Christiansen ikke gøder sine marker. Derfor er han ude at sprede gødning tre-fire gange om året.

”Uden gødning vil jeg tro, at jeg kun ville få halvt så meget udbytte af mine planter. Sådan en frøgræsmark som denne her, den ville blive ved med at have det gullige skær, den har nu, hvis den ikke fik gødning,” siger han. 

Madpakker og vitaminpiller

Ole Christiansen åbner porten til maskinhuset. Den skarpe forårssol rammer den store grønne traktor, der tårner sig op og får maskinhuset til at syne småt. Det er en John Deere. Med gule fælge. Det er sådan, den skal se ud, fortæller han. En vaskeægte klassiker.

Ole Christiansen

Bag på traktoren sidder en gødningsspreder. Ikke sådan en lille plastvogn, som de fleste haveejere tøffer rundt med i foråret for at give græsplænen lidt at leve af. Nej, dette er en velvoksen en af slagsen. I det røde monstrum kan der være flere tusind kilo gødning.

De seneste dages pæne plusgrader og sol fra en skyfri himmel betyder, at Ole Christiansen kan komme i gang med at gøde tidligere, end han plejer. De fleste år tillader vejret ikke at begynde forårsgødningen før i begyndelsen af april, så i år er han i meget god tid. I dag er det en af hans frøgræsmarker, der skal have gødning. Eller en madpakke, som han synes er en mere rammende beskrivelse.

”Vi har alle brug for mad for at kunne overleve. Det gælder også planter. For deres vedkommende består en næringsrig kost af lys, vand og gødning,” siger han.

Det lyder muligvis som en lidt ensformig madpakke. Men i den gødning, Ole Christiansen skal give frøgræsmarken i dag, er der både kvælstof, fosfor, kalium og svovl. Også kaldet NPKS-gødning. En kunstgødning, hvor 27 procent er kvælstof, eller nitrat, som det også kaldes, seks procent er fosfor, andre seks procent er kalium, og to procent er svovl. Det giver bogstavkombinationen NPKS.

2000 kilo flamingokugler

Ole Christiansen hopper rutineret op ad de tre trin til traktorens førerhus. Der lyder et ordentligt ’klonk’, da han lukker døren efter sig. Nu sidder han trygt og godt i den hule, han kender så godt. Den hule, hvor han har tilbragt tusindvis af timer i sit eget selskab. Hans hånd finder tændingsnøglen, og han giver den et let vrid. Der går et splitsekund, og så kan man tydeligt høre traktoren, der brummer og ryster den værste træthed af sig. Ole Christiansen sætter den i bakgear, og traktoren glider ubesværet ud af maskinhuset.

Gødning

Tragten i gødnings-sprederen er næsten tom. Kun en bundslat ligger tilbage fra sidst. Derfor bakker han den hen til vognen, hvor de store hvide gødningssække står på. Hans far, der arbejder på gården, har slukket sin traktor og er kommet over for at hjælpe med at fylde tragten op.

Ole Christiansen sætter sig bag styrpinden i en gul kran. Han får hægtet kranens krog i en af de hvide gødningssække og hejser den over i tragten på gødningssprederen. Her sprætter Ole Christiansens far bunden af sækken op med en kniv. Med det samme fosser det ud med noget, der mest af alt ligner de små flamingokugler, man som barn fyldte i hjemmesyede bamser. Eller måske de små hvide perler fra yndlingshalskæden i smykkeskrinet derhjemme. Associationer er der nok af. Og i løbet af ganske kort tid er sækkens indhold tømt ned i tragten. 500 kilo gødning virker som en forsvindende lille mængde i den store røde gødningsspreder.

“Vi er slet ikke færdige. Der skal tre sække mere i, før den er nogenlunde fyldt,” siger Ole Christiansen og hejser den næste sæk over i tragten.

De små hvide perler fosser ud. Febrilsk forsøger hver og en af dem at finde en ledig plads i tragten. Perlerne er hårde på ydersiden, næsten som paintballkugler, og er heller ikke sjove at få i hovedet, hvis man går for tæt på, advarer han. Men ud over det er de ganske harmløse og hverken lugter eller er giftige, fortæller Ole Christiansen.

Gødningspose

“Hvis du tildeler gødningen efter det såkaldte ligevægtsprincip – det vil sige, at man ikke efterlader mere gødning på markerne, end planterne kan optage i løbet af en sæson, så er det ikke farligt. Flere modstandere af gødning hævder, at kvælstof er farligt i vandmiljøerne. Men faktum er, at kvælstof også er en del af den luft, vi indånder. Og så længe forholdet mellem kvælstof og fosfor i vandmiljøet er optimalt, så sker der ingenting.”

Gødningsplaner på telefonen

Ole Christiansen dækker gødningssprederen til med en gul presenning og triller derefter traktoren ud på frøgræsmarken.

Presenning

I samarbejde med en planteavlsrådgiver lægger han hvert år en gødningsplan. Gødningsplanen bliver lagt, så den tilgodeser den mængde kvælstof, som den enkelte landmand må bruge i løbet af et år. I et program på telefonen kan Ole Christiansen holde styr på, hvilke marker der skal have gødning hvornår, og hvor meget gødning de må få.

”Her kan jeg se, hvad jeg har sået på mine marker, og hvilken slags gødning de skal have. Der står også, hvornår jeg gødede sidst, så jeg kan følge med i, hvornår afgrøderne har brug for gødning næste gang. Så skal jeg ikke gå rundt og huske på det,” siger han.

Gødningsplan

Det er ikke småpenge, der bliver brugt på gødning, som Ole Christiansen beskriver det. Hvert kilo NPKS-gødning koster ham to kroner og 50 øre. Til frøgræsmarken bliver der brugt 230 kilo gødning pr. hektar. Det vil sige, at der for hver kvadratmeter af marken bliver spredt 0,023 kilo gødning. Det er meget, meget lidt, understreger han.

I Sverige har man en noget mere lempelig kvælstofkvote. Det betyder, at en svensk landmand på den anden side af Øresund må gøde med 100-120 kilo mere kvælstof pr. hektar.

“Og det er altså ‘kilo kvælstof’ – du skal huske på, at de 230 kilo, jeg spreder ud pr. hektar, er ‘kilo gødning’, altså en blanding, som ikke udelukkende består af kvælstof. Så man kan godt sige, at den svenske landmand er noget foran på point,” siger han.

Ole Christiansen kører den grønne John Deere-traktor ind i et af de såkaldte plejespor, der ligger i marken. Når han kører i sådan et spor, ved han, at der er 24 meter over til det næste spor, og på den måde kan han indstille sin gødningsspreder til at sprede gødningen, så den lige præcis havner inden for de 24 meter.

Skærm

På en skærm i traktoren tænder han for gødningssprederen. Kort efter begynder en susen bag traktoren, og i bakspejlet kan man ane en støvsky fyldt med de små gødningskugler. På skærmen følger han med i, hvor meget gødning der er tilbage i tragten.

Forventningens glæde

Gødningssprederen skyder de små perler af sted med lynets hast. De er svære at se med det blotte øje, når de er i luften, men så snart de rammer jorden, er de igen til at få øje på. Og det er med at nyde dem, så længe de ligger i mulden og soler sig i stråler af forår. For snart vil de blive opløst, så planterne kan bruge dem som vitaminpiller.

“Der går ikke meget mere end en dag eller to, før de er trukket ned i jorden og ikke længere kan ses. Det er den høje fugtighed i luften, der gør dem bløde og får dem til at smuldre,” siger han.

Traktor2

Ole Christiansen lader gødningssprederen få pause, mens han vender traktoren og styrer mod et nyt plejespor på marken. Så trykker han igen på ‘on’-knappen på skærmen, og den genkendelige susen fra gødningssprederen indfinder sig endnu engang.

“Senere på året vil frøgræsset gå os til knæene, og vi kan høste nogle rigtig fine græsfrø, som bliver til de blødeste græsplæner. Rigtig ‘soft’ græs, som man siger. Det kan jeg godt sidde her i traktoren og glæde mig lidt over,” siger han.

Af Cecilie Christensen, cc@baeredygtigtlandbrug.dk

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen