Af Jens Iversen, bestyrelsesmedlem
Og rigtig galt går det, hvis Naturstyrelsen og Århus Universitet får gennemtrumfet, at landbruget skal reguleres efter de såkaldte retentionskort, der viser, hvor mange næringsstoffer hver enkelt af knap 1700 landområder Danmark udleder. Udarbejdelsen af retentionskortene har et budget på mere end en milliard kroner, hvilket betyder penge og beskæftigelse til de involverede forskningsinstitutioner. Men Danmark som helhed vil miste et uoverskueligt milliardbeløb på dette bureaukratiske overgreb.
Ifølge retentionskortet, siger forskernes teorier, at en tredjedel af Danmarks areal udleder for mange næringsstoffer, og i Naturstyrelsen og forskernes verden betyder det, at landbruget i disse områder skal begrænses så kraftigt, at det reelt betyder minimering at planteproduktionen og en hel afvikling af den animalske produktion, hvilket i sig selv vil gøre det vanskeligt at opretholde det velfærdssamfund, vi kender i dag. For selvom den animalske produktion i perioder kan være tabsgivende for landmanden, så leverer den råvarer til fødevareklyngen, som danner basis for op imod 200.000 arbejdspladser, store eksportindtægter og skatteindtægter.
 |
Problemet med kortene er, at de strider imod EU’s Vandrammedirektiv, og dermed er kortene på kant med loven. Nu er det ikke isoleret set ulovligt at lave kortene, men det er ikke-lovmedholdeligt at anvende kortene og dertilhørende teoretiske beregninger til at regulere landbruget efter, fordi EUs Vandrammedirektiv foreskriver, at en regulering af landbruget skal ske på grundlag af konkrete målinger i vandløbene – altså virkeligheden og ikke teoretiske beregninger.
Og der er en god begrundelse for at regulere efter faktiske målinger. For sammenholder man forskernes teoretiske beregninger med faktiske målinger i vandløbene, er resultat rystende: Der er ingen signifikant korrelation imellem de beregnede værdier og de faktisk målte værdier i vandløbene. Det betyder på dansk, at vi kunne lige så godt lade en chimpanse vælge værdierne frem for at betale de højt profilerede forskere for i årevis at tåge rundt i nogle beregningsmodeller. Hertil kommer, at de beregnede værdier i gennemsnit er 40 procent højere end de målte værdier, hvilket giver anledning til at stille spørgsmål til forskernes uvildighed.
Har forskerne og Naturstyrelsen en interesse i at lave nogle vildledende beregninger frem for at holde sig til fakta?
En offentliggørelse af retentionskortet vil lamme hele markedet for landbrugsejendomme. Tusindvis af ejendomme vil blive brændemærket som landbrugsmæssigt værdiløse og dermed usælgelige – og hvem tør købe eller udlåne penge til en ejendom, når man risikerer, at forskerne med en opdatering af retentionskortet kan gøre ejendommen værdiløs?
Mange landbrugsfamilier i store dele af landet vil med en implementering af retentionskortene blive tvunget ud i en konkurs eller være nødsaget til at lukke deres landbrug med massive tab af arbejdspladser og store tab i den finansielle sektor til følge. Alt dette fordi Miljøministeriet trodser EU’s vandrammedirektiv og undlader at tage de obligatoriske prøver i vandløbene og i stedet vildleder politikere og befolkning med misvisende beregninger – stærkt bakket op af forskere, der er parate til at ofre deres faglige stolthed blot for at please deres arbejdsgiver – Miljøministeriet.
|
Fakta: Uddrag fra Naturstyrelsens rapport: Usikkerhed ved model-bestemmelse af målbelastning Som beskrevet ovenfor er der udviklet en række modeller og koncepter til bestemmelse af målbelastningen for de 119 danske vandområder, som er dækket af Vandrammedirektivet. Da der ikke findes dokumentation for den ”rigtige” målbelastning, kan man ikke på traditionel vis bestemme, hvor sikkert modellerne estimerer målbelastningen. Den bedste metode til at bestemme usikkerheder på modelscenarier er ved ensemble modellering, hvor usikkerheden bestemmes ud fra to eller flere modellers estimater af målbelastningen. I dette projekt er der en række vandområder, hvor der er udviklet både en statistisk model og en mekanistisk model. I disse vandområder kan ensemble modellering benyttes. For at kunne foretage et usikkerhedsestimat baseret på ensemble modellering er der to vigtige antagelser: Modellerne er uafhængige af hinanden, dvs. at modelantagelser og resultater fra den ene model ikke påvirker resultaterne af den anden model. Der er meget stor forskel på de to modeltyper (statistiske versus mekanistiske) og derudover er metoderne til at beregne den endelige målbelastning med de statistiske henholdsvis de mekanistiske modeller forskellig, hvorfor en antagelse om uafhængighed holder. Modellerne vil ikke systematisk over- eller underestimere den ’rigtige’ målbelastning. Denne antagelse er ikke umiddelbar mulig at teste, men da begge modeltyper beskriver nutidskoncentrationer af klorofyl og Kd tilfredsstillende, og uden tydelige systematiske fejl, synes denne antagelse også rimelig, se /2/ og /3/ for yderligere beskrivelse. Det skal dog bemærkes, at eventuelle ændringer i økosystemernes opførsel (f.eks. pga. regimeskift, klimaændringer mm), sandsynligvis vil bevirke, at begge modeltyper systematisk vil over eller underestimere målbelastningen. Det er dog ikke muligt, at forudsige systemændringer. På grund af modellernes udfordringer med at forudsige systemændringer er det nødvendigt, at modellerne løbende tilpasses og forbedres ved at inkludere den nyeste viden om presfaktorer og økosystemernes respons og opførsel. Ved beregning af en målbelastning er der tre parametre, som har betydning: i) Status, ii) Miljømål og iii) Effekt i forhold til en reduktion i kvælstof. Den usikkerhed, som er beregnet her, forholder sig udelukkende til usikkerheden på effekt i forhold til en reduktion i kvælstof, og det vil sige den model-tekniske usikkerhed. Usikkerhedsanalysen inkluderer ikke eventuelle usikkerheder på målinger, fastlæggelse af statusværdier og bestemmelse af miljømål. |
