Flemming Fuglede Jørgensen: Vi er kede af, at vi har fået ret

Bæredygtigt Landbrug afholder den 26. februar generalforsamling i Odense, men selv om økonomien er fin og medlemstallet er stigende, så er formand Flemming Fuglede Jørgensen alligevel ked af, at foreningen har fået ret i, at dansk landbrug er ved at blive udraderet af håbløse rammevilkår. Formanden frygter, at op mod 1.000 medlemmer kan blive tvunget

Over hele landet samles landmænd i disse uger til krisemøder for i fællesskab at finde ud af, hvordan man redder stumperne af dansk landbrug, der lige nu befinder sig i en af de værste kriser nogensinde. Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling kommer også til at handle om den desperate situation mange landbrugsfamilier befinder sig i, og Bæredygtigt Landbrugs formand er bedrøvet over at han må fortælle forsamlingen, at Bæredygtigt Landbrug desværre har fået ret i sine dystre forudsigelser.

”Bæredygtigt Landbrug er da kede af, at vi har fået ret. Vi er kede af, at vi har fået ret i at danske landmænd, de er ved at kollapse i stor stil. Vi har jo sagt det nu i fem år, og det er virkelig beskæmmende, og for mig faktisk bedrøveligt, at vi har fået mere ret end vi egentlig frygtede, ” siger Flemming Fuglede Jørgensen og fortsætter:

”Dansk landbrugsekport og dansk landbrugsproduktion kan blive halveret, hvis man ikke snart gør noget. ”

Landbruget har ramt isbjerget
Flemming Fuglede Jørgensen mener, at Landbrug & Fødevarer har været alt for længe om at indse, at landbruget ikke har haft kurs mod en lys fremtid, men at man derimod er styret direkte imod et isbjerg.

”Jeg kan for min død ikke forstå, at der er en tidligere hovedorganisation i Danmark, som ligesom en anden kaptajn på Titanic styrer ret frem med 200 kilometer i timen lige ind i isbjerget. Hvor vi har sagt, at vi bliver nødt til at være realistiske, så har man fra den anden organisation sagt, at fremtiden, den er ikke så sort, som den har været. Nu er man røget ind i isbjerget, og så fortsætter man med at tale om beregninger. Man siger, jamen, det går jo nok. Og som man gjorde på Titanic, så danser man og drikker champagne mens skuden synker, og det er det, vi oplever i øjeblikket; Landbruget synker, hvis ikke vi gør noget. ”

Fakta skal på bordet
Ifølge formand Flemming Fuglede Jørgensen findes der en løsning på problemerne. En løsning, der kan skabe vækst i både økonomien og planterne på marken. Det handler helt enkelt om at få fakta på bordet.

”Bæredygtigt Landbrug står, hvor vi har stået hele tiden; på hvad der er faktuelt korrekt. Og det vil vi altså ikke vige fra. Og jeg er glad for, at vi nu er begyndt at vende den offentlige mening. Vi har ikke fået den vendt endnu, men vi er ved at vende den offentlige mening, så man kan se, at dansk miljøregulering ikke er bygget på faktuel viden. Se, at den er bygget på beregninger og følelser, ” siger formanden med henvisning til, at der blandt andet fra de blå partier i Folketinget nu er politisk opbakning til Bæredygtigt Landbrugs krav om at markerne skal gødes efter ligevægtsprincippet.

Sådan så det ikke ud for bare få år siden.  Nu er realiteterne ved at gå op for folk uden for landbruget, og Flemming Fuglede Jørgensen mener, at Bæredygtigt Landbrugs massive pres på systemet nu bærer frugt.

”Jeg er så naiv, at jeg tror, vi blandt andet er årsagen til, at der er skrevet en bog, der hedder Mørkelygten, og at en mand som Claus Hansen springer ud og fortæller de barske realiteter, som de er. Og vi har også vores egen Poul Vejby-Sørensen, der har haft lignende oplevelser fra universitetsmiljøet. Og det er helt klart, at jo flere, der siger det, jo flere tør jo stille sig frem og sige, at det faktisk er rigtigt, det Bæredygtigt Landbrug fortæller. At hele miljøsiden i Danmark er at sammenligne med kejseren, der ikke havde klæder på. Modpartens argumenter er bygget på floskler, de er bygget på formodninger. Og derfor skal medlemmerne under generalforsamlingen høre, hvad en mand som Claus Hansen han har oplevet af manipulationer i et af de største ministerier i Danmark. ”

Claus Hansen er den tidligere sagsbehandler og Cand. Scient i biologi, der igennem 31 år har arbejdet i Miljøministeriet, men som i efteråret trådte frem i Maskinbladet og fortalte om et ministerium, der bevidst vildleder ministeren og fusker med blandt andet pesticid-statistikken. Forhold, der er blevet bekræftet af miljøministeren i forbindelse med flere samråd med baggrund i Claus Hansens afsløringer.

Fra talerstolen vil Claus Hansen i løbet af aftenen løfte sløret endnu mere for miljøministeriets ulovlige arbejdsmetoder. Derudover vil Bæredygtigt Landbrugs nye fagpolitiske rådgiver Jørgen Evald Jensen fortælle om de udfordringer, Bæredygtigt Landbrug kæmper med i 2015.

Medlemmer midt i stormes øje
Efter fem år som frontkæmpere for dansk landbrug oplever Bæredygtigt Landbrug fortsat en tilstrømning af nye medlemmer til foreningen, så der nu sendes medlemsbreve ud til 4.065 medlemmer. Og ifølge formanden er der en god grund til den flotte opbakning til foreningens arbejde.

”Det har vi jo simpelthen, fordi vi siger, hvad der er korrekt. Og vi er ikke bange for at blive ved med at sige det. Og jeg ved, det er det landmændene, specielt produktionslandmændene, de har manglet. En fagforening; nogen der varetager deres interesser, og som tør kalde tingene ved deres rigtige navn. ”

Selv om mange nye medlemmer er kommet til, så er den barske virkelighed også den, at mange har opsagt medlemsskabet, hvis banken har smækket kassen i eller når nok en landbrugsfamilie er gået konkurs.

”Jeg skal da ikke undlade at bemærke, at vi de sidste fire år har mistet cirka 200 medlemmer om året på grund af økonomi. De er simpelthen stoppet som landmænd. Og jeg kan da godt frygte, at vi mister 1.000 i år, for det er da klart, at vi har de store produktionslandmænd ved os, og det er dem, der er midt i stormens øje i øjeblikket. ”

Bæredygtigt Landbrug forventer at mere end 300 medlemmer af foreningen vil deltage i generalforsamlingen torsdag eftermiddag. Dørene åbnes klokken 16.00 på Dalum Landbrugsskole i Odense, og der er fortsat ledige pladser.

Arrangementet er åbent for alle interesserede, dog vil kun medlemmer af foreningen have stemmeret. Generalforsamlingen påbegyndes klokken 16.00 og fortsætter til klokken ca. 21.00 på adressen:

 

Dalum Landbrugsskole

Landbrugsvej 65

5260 Odense S 

Link til indkaldelse til generalforsamlingen

Forespørgsler i forbindelse med mediedækning af Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling kan ske til kommunikationsdirektør Jakob Tilma på telefon 42 43 50 15 eller på mail: jti@baeredygtigtlandbrug.dk .

Læs også: Vi skal ikke samarbejde med nogen, der ikke vil os det godt

Læs også: Tilbage i plus

Annonce generalforsamling 2015

Scroll to Top