Erik Ugilt: Tilpas landbrugsproduktionen til den faglige virkelighed

Læs landmand Erik Ugilt Hansens indlæg omkring de urimelige rammevilkår, der betyder, at dansk landbrug må benytte mindre N og have færre dyreenheder pr. hektar i forhold til kollegerne i EU. Konsekvensen er ifølge landmanden den aktuelle gældsætning af dansk landbrug

Af Erik Ugilt Hansen, landmand Hobro

Vi har verdens dygtigste landmænd, produktionsmæssigt når det handler om produktion af kvæg, svin, frø, kyllinger og mink. Listen er længere endnu. Vi har samtidig Europas mest forgældede primærproducenter. Over 50 procent er teknisk insolvente og mange kan ikke komme fra deres bedrift.

For nogle få er det selvforskyldt, men for langt de fleste skyldes det rammevilkår, der er vedtaget af folketinget på et manipuleret og urigtigt grundlag fremlagt af bl.a. fødevareministeriet og miljøministeriet.

Erik Ugilt Hansen

Danish Crown, ARLA og DLG markedsfører hvert år fantastiske regnskabsresultater. L&F og VFL,SEGES, har gennem mange år fortalt samfundet, at der er lys forude.

Hvordan kan hr. og fru Danmark og dermed politikerne få anden opfattelse end at landmændene ynker sig selv endnu engang.

Flere forskellige grupper har gennem de sidste par år dykket ned i den faglige, juridiske og økonomiske virkelighed, der er gældende for danske bønder.

Jeg selv, sammen med Chr. Mejdahl, Niels Busk og Bent Knudsen besluttede i september 2013 at dykke ned i den faglige og juridiske virkelighed for politikernes vedtagelse af landbrugets rammevilkår. Vi indgav høringssvar i december 2013.

Resultatet af vores indsigt var beskæmmende. En stor del af de oplysninger ministerierne havde givet folketinget forud for den løbende vedtagelse af rammevilkårene, byggede på et manipuleret og undertiden usandt grundlag.

Vi brugte hele 2014 til at delagtiggøre medier, borgmestre, kommuner, politikere, erhvervsinteresser, menigmand osv. om vores indsigt. Det var op ad bakke, da ingen troede, at vores myndighedssystem kunne være illoyalt over for EU, folketinget og samfundet. Men i løbet af kort tid fandt flere og flere ud af den faktiske virkelighed, som blev til en løbeild over hele Danmark. Og i dag er alle medier informeret og bringer daglig bidrag om virkeligheden. JP og Nordjyske har netop bragt gode beskrivende artikler fra en gårdmandskone fra Thy og en tidligere borgmester fra Læsø.

Danske rammevilkår bygger på et falsum
Mange af rammevilkårene bygger på et falsum. Og vores vandmiljø i vandløbene, som alle dræn løber ud i, har de sidste 25 år haft en vandkvalitet, der giver næsten alle jyske vandløb betegnelsen Laksefiskevand, hvilket er målopfyldelse. Det har myndighederne aldrig fortalt! De har sagt, urigtigt, at der gennem 25 år kun har været uændret målopfyldelse ved 45-50 procent af vandløbsstationerne.

Konsekvensen kender I. Landbruget er urigtigt blevet reguleret med mindre N, færre dyr/DE og så videre, med det til følge, at erhvervet er blevet u-konkurrence dygtigt i forhold til alle vore kollegaer i EU. Og rammevilkårene har medført gæld og gæld og gæld.

Som verden ser ud i dag for danske bønder, og dermed det danske samfund, er der ikke brug for mudderkastning. Hver dag sker der økonomiske og menneskelige katastrofer for mange familier –  på grundlag af myndighedernes ulovligheder.

De ulovlige vandplaner, med meget mere, vil betyde, at 60-80 procent af Limfjordsoplandet på 525.000 ha. kommer til at ligge udyrket hen. Sidste nye er de tragiske udsigter for oplandet til Mariagerfjord, der vil blive endnu værre ramt. Men ellers er det hele landet, hvor store dele skal tages ud af drift.

De begåede skader gennem de seneste 25-30 år er sket på tværs af politiske skel, så der er ikke nogen, der skal bebrejde andre noget. Man har været naive og har troet på sine myndigheder.

Rettidig selvransagelse
Men der findes en løsning: Få øjeblikkelig tilpasset produktionen på mark og i stalde til den faglige og juridiske virkelighed med fuldgødskning og mindst 1,7 dyreenheder pr. hektar. Så vil det langsomt begynde at gå den rigtige vej.

Produktionen vil stige, bønderne kan begynde at servicere lidt af deres gæld, arbejdspladserne vil vende tilbage til gavn for det erhverv, der har været fundamentet for Danmarks velfærd og dermed hele vores samfund.

Og til slut. Folketingets formand, Mogens Lykketoft, har i weekenden været fremme med forslag til at folketinget skal have bemyndigelse til at sætte fagfolk til at kontrollere rigtigheden af myndighedernes informationer til folketinget forud for vedtagelsen af ny lovgivning. Det må vist kaldes ”rettidig” selvransagelse i relation til nogle myndigheders magtovertagelse – over folketinget  –  som oven for nævnt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen