Ny regulering til debat i Folketinget

Tirsdag den 27. januar bliver landets lovgivere nødt til at tage stilling til, om de vil skabe bedre og mere ligeværdige vilkår for dansk landbrug. Efter planen skal nemlig først forslaget om en ny regulering fra Liberal Alliance behandles i Folketinget, dernæst forslaget fra VKO om en ny regulering

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør

Desværre kan jeg allerede nu frygte for den automatretorik, vi gang på gang har hørt fra især partierne til venstre for midten i det politiske spektrum.

Og der vil sikkert blive trukket gamle metaforiske cirkusheste af stalden, når fødevareministeren vil benytte sit navnkundige gylle-eksempel, hvor han sammenligner dansk landbrug med nogen, der hælder gylle direkte i et badekar eller i en swimmingpool.

Begge dele er, som enhver kan sige sig selv, retoriske overdrivelser, eller sagt på dansk; politiske platheder.

Bjarne Nigaard i vandløb dec 2014

Til gengæld tror jeg vi vil komme til at savne både fødevareministerens og miljøministerens svar på, om det, hvis man vil bruge platheder, så ikke var mere relevant at bruge et billede, hvor rensningsanlæg og overløbsværker hælder spildevand i et badekar og i en swimmingpool.

Jeg tror heller ikke vi vil få det gode svar på, hvad de samme to ministre mener om vores naboland Sverige, der gøder efter ligevægtsprincippet, og som har en kystlinje på 11.530 km (fastlandet alene), der både er halvanden gang længere end Danmarks kystlinje (7.314 km), og hvor over halvdelen af den vender ud mod det samme vand: Østersøen, Kattegat og Skagerak, som over to tredjedele af den danske kystlinje. Forurener svenskerne?

Snarere vil vi sikkert høre, at det efter ministrenes opfattelse er stensikkert, at tilførsel af mere kvælstof vil føre til øget udledning af kvælstof, der igen vil være til stor skade for vores vandmiljø. Det vil ministrene sige, at de har bestilt adskillige rapporter hos danske forskere, der bekræfter dem i.

Men det er bare ikke et uimodsagt billede, bestillingsarbejdet viser.

Landbruget tog tidligt hånd om problemerne
Hvis vi ser på de data, der findes fra overvågningsprogrammet for hele landet, viser disse, at nitratindholdet og tilførslen af nitrat til iltet grundvand generelt har været faldende siden ca. 1980. Det er altså tidligere end den første milliarddyre vandmiljøplan blev sat i værk.

Billede 1               

Læs mere om vandovervågningen: Grundvandsovervågning 2013 (GEUS) side 41

Den ændrede adfærd hos landbruget, især husdyrbrugene, er mere sandsynligt årsag til den positive effekt. Den faglige udvikling og indsigt sørgede for, at husdyrgødningen langt mere effektivt blev brugt som et aktiv, hvis værdi blev indregnet og udnyttet fuldt ud i kvælstoftildelingen, og bl.a. derfor blev der lagt fast bund under møddingerne og investeret i tætte gyllebeholdere. Husdyrgødningen blev også spredt mere fagligt hensigtsmæssigt og på de rette tidspunkter, hvor afgrøder kunne få glæde af næringsstofferne.

Dermed forsvandt meget af den uhensigtsmæssige udvaskning via punktkilder.

Figur 1: udvikling nitratudvaskning 1950-2000. 

Læs mere: Nitrattrends i dansk grundvand side 39

Udvaskning af kvælstof fra rodzonen stabiliserede sig i 2000 og er ikke faldet væsentligt siden. Vandmiljøplaner i forskellige generationer, og i særdeleshed de særlige danske kvælstofnormer, har ingen påviselig effekt haft. 

Ifølge LOOP, Landovervågningsoplandene, som løbende delvist måler, delvist beregner udvaskning fra rodzonen på seks udvalgte steder i landet, har udvaskningen ikke ændret sig siden år 2000.

Billede 2

Læs mere i rapporten: Landovervågningsoplande 2012 (NOVANA)  side 51 tabel  5.1.

Udvaskningen faldt fra 1980 til 2000. Men ikke siden.

Desværre er det ikke overraskende, ny viden for de styrelser og beslutningstagere, der har strammet reguleringsskruen over årene.

Hvis man havde turdet tro på, hvad det daværende Landbrugsministerium i 1985 i NPO-redegørelsen regnede sig frem til, i stedet for at slå sig på Miljøministeriets modelberegninger, kunne meget have set anderledes ud. Landbrugsministeriet tog da også afstand fra og forbehold for Miljøministeriets metoder, men desværre var det dengang for døve ører.

Tabel 4.1.7 er fra NPO –redegørelsen

Billede 3
 
Se hele NPO-redegørelsen

Af dette statsligt udarbejdede dokument kan man se, at der i forhold til udvaskningen af N ingen væsentlig forskel er på at gøde med 80 kilo N og 240 kilo N. Udvaskningen er den samme pr. hektar. Ser man på middelværdien er udvaskningen endda 3 kg mindre ved en tilførsel på mellem 80-160 kg N i forhold til en tilførsel på mellem 240-320 kg N.

Og så tilbage til Sverige
Vort naboland med det samme vand, den længere kystlinje, men med de væsentligt anderledes gødskningsregler.

Svenske forsøg fra Sveriges Jordbruksuniversitet har gennem en fireårig periode vist, at gødskning, så længe hvert kilo N bidrager med 10 kilo udbytte, ikke øger udvaskningen. Det er altså ikke mængden af kvælstof, der afgør om der sker en udvaskning, men måden man håndterer kvælstoffet.

Så længe man holder sig til ligevægtsprincippet og det gode landmandskab, vil der ikke ske en reelt større udvaskning, end ved at følge de nuværende danske kvælstofnormer, måske endda mindre.

Læs mere på Jordbruksaktuelt: Gödsling øker inte risken för utlakning

Det handler om at tildeling af husdyrgødning altid skal følges op af en afgrøde, at gødning tildeles ad flere omgange så afgrøderne kan nå at bruge gødningen, og at planterne stimuleres fra vækststart til et stort rodnet, der sikrer at næringsstofferne optages.

Det ved svenskerne, og det ved fagligheden i Danmark også. Men i Sverige tør man godt stå ved sin faglighed. I Danmark er man bange for fagligheden, af hensyn til en modelberegnet risiko for miljøet.

Heldigvis er der flere og flere toner, der indikerer, at vi er nødt til at forholde os til faglig virkelighed i stedet for modelberegnede ønsker for et urealistisk ideal.

BL og VfL, Videncenteret for Landbrug (ja, jeg ved godt at det nu hedder SEGES, men det er der jo ingen udenfor vores egen kreds der kan regne ud, hvad er, så jeg foretrækker det mere beskrivende navn) har i fællesskab set på, hvordan en fremtidig, fagligt baseret regulering skal se ud. Det er der efter et indledende møde kommet et kort notat ud af. Det er glædeligt, at der på det faglige niveau, ikke er nogen uenighed.

I det fælles faglige notat om hvordan man fastsætter afgrøders behov for kvælstof, forfattet af Leif Knudsen, Carl Åge Pedersen og Vagn Lundsteen, hedder det bl.a.:

”… Nitratdirektivet lægger op til, at gødskningen skal ske i henhold til godt landmandskab, og man må gå ud fra, at der dermed skal forstås, at det er landmanden, der skal følge dette princip.

Til det formål har han brug for vejledende talstørrelser, som han kan tage sit udgangspunkt i.

Afgrødernes behov bestemmes bedst ved at spørge afgrøderne selv, altså ved at gennemføre markforsøg og derudfra beskrive en udbyttekurve, som landmanden kan bruge til at optimere sin gødskning. Forsøgsgrundlaget suppleres med andre undersøgelser vedr. kvælstofomsætning samt en beregning af en langsigtet kvælstofbalance for marken ved forskellige tilførselsmængder. Den klassiske planteernæring foreskriver, at man skal tilføre kvælstof så længe, at værdien af marginaludbyttet overstiger omkostningerne til gødning.

Tabelværdier for afgrødernes behov kan udarbejdes på forskelligt detaljeringsniveau (efter forfrugt, jordtype, udbytte, dyrkningshistorie, anvendelse af afgrøden mv.). Der vil imidlertid altid kunne være forhold på den enkelte mark og bedrift, som sådanne tabelværdier ikke tager hensyn til, og som der nødvendigvis må korrigeres for på den enkelte bedrift

Typiske markspecifikke korrektioner vil være:

  • Afvigende udbytte i forhold til standardnormen
  • Viden om den faktiske frigivelse fra jorden på den enkelte lokalitet ud fra den langsigtede dyrkningshistorie og/eller bestemt med en N-min analyse, total-N analyse eller en sensormåling
  • Betydningen af aktuelle prisrelationer i forhold til forudsætningerne i normerne mellem afgrøde og kvælstofgødning.
  • Kornets salgsværdi eller foderværdi i forhold til proteinindholdet på den enkelte ejendom

Derudfra og ud fra anden viden om afgrødernes vækstforhold på de givne marker kan landmanden fastsætte afgrødernes behov for kvælstof.

Alle forhold for at implementere en ny af metode til gødskning efter afgrødernes behov er til stede. Der er ikke baggrund for at afvente yderligere forsøg eller undersøgelser. …”

Læg mærke til sidste afsnit. Der er altså ikke nogen faglig begrundelse for, at vi afventer yderligere debat eller modelberegninger. Fagligheden er både helt klar i sin udmelding, og helt enig i, at plantens behov er udgangspunktet for kvælstoftildeling. Det håber jeg folketingspolitikerne vil huske på tirsdag.

Jeg håber også de vil huske, at undergødskningen af danske marker er betydelig i dag. Ikke kun på de 18 procent, der ofte nævnes fordi man har skåret 18 % ned på de i forvejen fiktivt fastsatte normer.

Nej, undergødskningen er betragteligt større.

Også her er fagligheden enig.

Vi har i november 2014 bedt VfL om i et notat at forholde sig til følgende to spørgsmål:

1) Giver den danske lovgivning – og udmøntningen af denne – danske landmænd mulighed for at tilføre kvælstofgødning i henhold til ovennævnte tekst fra Nitratdirektivet?

2) Er undergødskningen reelt større end den procentsats, der er brugt ved indstillingen af normerne?

Den samlede konklusion fra VfL er ganske klar:

”… Med det nuværende regelsæt for gødskning af afgrøderne kan danske landmænd ikke tilføre så meget kvælstof til afgrøderne som foreskrevet i Nitratdirektivets bilag III, stk. 1,3.

Det skyldes dels den politisk bestemte reduktion af de indstillede økonomisk optimale kvælstofnormer, som til gødningsåret 2014/2015 er på 18,12 procent, og dels en række begrænsninger i måden, hvorpå normindstillingen skal ske, og dels begrænsninger, der er en konsekvens af regelsættes natur.

Det er ikke muligt på det foreliggende grundlag at angive nøjagtigt, hvor stor den reelle undergødskning er. …”

VfL har så efterfølgende, også i november 2014, lavet et uddybende notat om undergødskningens reelle omfang, hvor man har taget udgangspunkt i vinterhvede som konkret eksempel, og her hedder konklusionen:

”… 3 forskellige metoder til at fremskrive udviklingen af udbyttet fra 1997/98 (sidste år uden normreduktion) resulterer i, at kvælstofnormen for vinterhvede efter korn er mellem 22 og 30 procent mindre nu, end det ville have været uden normreduktionen. …”

Hvis de, der mener, at undergødskningen kun er på 18 procent, var ludobrikker, ville de så ikke være slået hjem nu?

Læs også: Planterådgiver Bente Andersen: Vi bør gøde som svenskerne

Læs også: Liberal Alliances beslutningsforslag om nye gødskningsregler

Læs også: VKO vil skabe vækst og arbejdspladser i landbruget

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen