NNF: Politikere bremser væksten på Sjælland

Teknisk udvalg i Næstved Kommune har vendt tommelfingeren ned i forhold til en ansøgning om udvidelse af en svineproduktion i Fuglebjerg, der vil sikre 47.000 slagtesvin årligt til slagteriet i Ringsted. Det har fået NNF-Sjælland & Øerne til at kritisere de lokale politikere for at bremse væksten på Sjælland

Formand for Fødevareforbundet NNF-Sjælland & Øerne, Henrik Tonnesen, er dybt rystet over, at Næstved Kommune spiller ”hasard” med slagteriarbejdernes job på deres arbejdsplads Danish Crown i Ringsted, og han tordner derfor imod Næstved Kommune, der har afvist en anmodning om at udvide svineproduktionen i området, der ellers ville kunne bidrage til at sikre 300 arbejdspladser på slagteriet i Ringsted.

”Alle ved, at der mangler grise til slagtning i Ringsted, og når op til 40 procent af grisene, der bliver slagtet i Ringsted, kommer fra Fyn og Jylland, så er det da tude-tosset, at Næstved kommune ikke ønsker at være med til at bidrage til flere slagtesvin til Ringsted og dermed være med til at sikre arbejde til de 300 slagteriarbejdere, der godt nok arbejder i Ringsted, men betaler deres skat i Næstved kommune”, siger Henrik Tonnesen, formand for fødevareforbundet NNF-Sjælland & Øerne i en pressemeddelelse.

Teknisk udvalg i Næstved Kommune har vendt tommelfingeren ned i forhold til en ansøgning om udvidelse af en svineproduktion i Fuglebjerg, der vil sikre 47.000 slagtesvin årligt til slagteriet i Ringsted. Og det på trods af, at slagteriet i Ringsted mangler grise til slagtning og uden problemer kan aftage disse grise. 

Henrik Tonnesen peger på, at det er dokumenteret, at ammoniakudledningen opfylder lovkravet. Herudover vil nitratindholdet i grundvandet være reduceret, på grund af nye og moderne staldanlæg.  Henrik Tonnesen vurderer på den baggrund, at udvalgsmedlemmernes frygt for forringelser af grundvandet, må bero på misforståelser. 

Han tager derfor nu selv affære og kontakter borgmester Carsten Rasmussen for at få ham til at se på sagen på byrådsmødet den 24. februar. På vegne af de 300 slagteriarbejdere og skatteborgere vil han afkræve borgmesteren svar på, hvad han mener, at der skal til for at få vækst og beskæftigelse til at ”gå hånd i hånd med miljøet”. 

” Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, hvordan kommunen vil opfylde det krav, når Tekniskudvalg vender tommelfingeren ned i en sag, hvor alle spilleregler er overholdt, og hvor det er dokumenteret, at en øget produktion ikke vil medføre en øget miljøbelastning. Og så vil jeg gerne have svar på, hvor mange arbejdspladser miljøet må koste i den konkrete sag. 300 arbejdspladser er åbenbart ikke nok,” udtaler Henrik Tonnesen.

Henrik Tonnesen ser frem til dialogen med borgmesteren og håber på, at fornuften i sidste ende vil sejre, så udvidelsen af svineproduktionen kan fastholde lokale arbejdspladser i landbrugsklyngen på Sjælland.

Væksthæmmende symbolpolitik
Hos Bæredygtigt Landbrug er adm. direktør Bjarne Nigaard uforstående overfor, hvorfor en kommune vælger at fjerne grundlaget for arbejdspladser, når grundlaget for en udvidelse af produktionen er til stede.

“Sådan som jeg har forstået sagen, har landmanden netop dokumenteret, at han lever op til alle regler, også dem, der handler om ikke at belaste miljøet yderligere. Når en kommune på den baggrund alligevel afviser en udvidelse, så er det jo et ekstra benspænd til den konkrete ansøger, men også et meget besynderligt signal til et erhverv, der kan og gerne vil sikre lokale arbejdspladser og vækst. Afslaget virker på mig mest som et forsøg på at tækkes den politisk korrekte holdning, snarere end det er sagligt begrundet. Det er alt i alt en ret kortsigtet politik der tilsyneladende føres i Næstved,” lyder kritikken fra Bjarne Nigaard. 

Læs også: BL i fælles opfordring med NNF: Grisene skal blive i Danmark

JTI

Scroll to Top