Modeller, modeller, modeller… Men hvad med virkeligheden

Hvorfor er det, at jeg ikke føler mig helt tryg ved, at vandområdeplanerne kommer til at vise det reelle billede af vandmiljøets tilstand? Hvorfor er det, at jeg med det udgangspunkt bliver stærkt nervøs for de krav der bliver indbygget i en kommende ny regulering, baseret på modeller og retentionskort?

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør

Det er ikke kun Miljøstyrelsen og de andre samarbejdspartnere i pilotprojektet der falder i svime over modelberegninger og teoretiske vurderinger af virkeligheden. Også DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, har jublende meldt ud om sin medvirken til de vandområdeplaner, som kom i høring kort før jul.

”Computermodeller, der sammenstiller næringsstofbelastning og økologisk tilstand i danske fjorde og bugter, indgår sammen med modeller for de åbne havområder som vigtige værktøjer i Danmarks kommende vandområdeplaner 2015-2021”, hedder det i en pressemeddelelse fra DCE.

Bjarne Nigaard close up TOP

I et projektsamarbejde med den private rådgivnings- og forskningsinstitution DHI og med Naturstyrelsen har forskere ved DCE udviklet computermodeller for 119 kystnære vandområder.

DCE-modellerne er såkaldt statistiske modeller, der er baseret på data fra Danmarks nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur, NOVANA.

Hvorfor er det, at jeg ikke føler mig helt tryg ved, at vandområdeplanerne kommer til at vise det reelle billede af vandmiljøets tilstand? Hvorfor er det, at jeg med det udgangspunkt bliver stærkt nervøs for de krav der bliver indbygget i en kommende ny regulering, baseret på modeller og retentionskort?

For det første fordi vi jo desværre ved, at modelberegninger ikke har det med at ramme plet.

Og for det andet og nok så væsentlige: Ved at basere en i forvejen tvivlsom metode på netop data i NOVANA, så er det jo nærmest givet på forhånd, at resultatet kun kan blive fejlagtigt.

Tilfældige målinger giver forkert billede

Graf 2 Søren S. Kiær

En del af NOVANA er nemlig målinger foretaget i det såkaldte Grundvands-moniteringsprogram (GRUMO), der blev etableret i 1989.

GRUMO består af 67 målesteder fordelt over hele landet. På hvert af disse målesteder findes ca. 20-25 boringer, der igen kan være udstyret med et eller flere filtre i varierende dybder.

De 67 målesteder blev udvalgt tilfældigt. Ikke repræsentativt. Det blev ikke på noget tidspunkt fastlagt, ud fra hvilke kriterier målestederne skulle udvælges. Ordningen blev, at staten udvalgte enkelte områder, mens det blev overladt til amterne at vælge langt hovedparten.

At målestederne i GRUMO var udvalgt tilfældigt bekræftes af mailskrivelse til os fra GEUS af 10. april 2013. Af mailen fremgår det bl.a.:

” … GRUMO blev udpeget af de forskellige amter i områder med en vandindvinding og typisk et vandværk som indvandt grundvand i øvre og nitratpåvirket magasin for at vise effekten på vandmiljøplanen 1989…

… Der var ikke nogen fast køreplan med defineret formål som alle amter skulle køre efter dengang, så det blev mere eller mindre tilfældiqt udvalqt. Herunder hos de forskellige amters forskellige politiske interesser i området og forskellige teknisk faglighed hos de involverede parter. Der er lavet nye boringer i årene op til amternes lukning [udgangen af 2006,] af hensyn til at få flere indtag med ungt vand. …”

Der har altså ikke været nogen samlet plan for, hvordan man hensigtsmæssigt skulle løse opgaven med overvågning af det danske grundvand. Udvælgelsen af målesteder foregik tilfældigt og vilkårligt. Eneste gennemgående træk er, at man har søgt efter nitratpåvirkede magasiner, dvs. områder hvor man forventede at støde på forekomster af nitrat.

Det siger sig selv, at når man særligt udsøger de områder, hvor der findes eller forventes nitrat, så giver det muligvis god mening for at se på nitratens intensitet, men der opnås ikke et repræsentativt billede af nitratsituationen i det danske grundvand.

Derudover lukkede man i de første år grundvandsboringer i de nedre jordlag, hvor nitratværdierne var meget små. I stedet åbnede man nye boringer i de øvre jordlag indeholdende det yngre grundvand, hvor nitrat selvfølgelig er mere fremherskende. Som det fremgår af mail fra GEUS var det et ønske at inddrage flere indtag med ungt vand.

Man rykkede altså målingerne opad mod jordoverfladen, hvilket gjorde det lettere at finde forekomster af nitrat. Det fremgår bl.a. af myndighedernes egne årsrapporteringer, at man i perioden fra 2000-2003 til perioden 2004-2007 øgede antallet af målinger i den øverste boredybde fra 41 til 108 (< 5 m) og fra 289 til 451 i den næstøverste boredybde (5-15 m). Samtidig fremgår det, at antallet af målinger i den nederste boredybde (30 m <) reduceredes fra 421 til 379 målinger.

Ikke bare umuliggør denne praksis at sammenligne tal over tid, fordi de ikke er målt på samme måde og samme steder år for år, men selvsagt øger det sandsynligheden for at finde nitrat, når man måler nærmere rodzonen. Akkurat som myndighederne ønskede det.

Skal man vise en udvikling i vandets nitratindhold over tid, må man kontinuerligt anvende de samme boringer og ikke udskifte disse undervejs med nye boringer i andre dybder eller jordtyper.

Når man derfor bruger disse tydeligt fejlbehæftede måledata til at lave en model, der skal forsøge at beregne virkeligheden, så ringer alarmklokkerne så højt, at selv en døv mand bør kunne høre det.

Indtil videre har miljøministeren, fødevareministeren, deres styrelser, og andre der samarbejder om at lave vandplaner og en ny regulering baseret på modelberegninger alligevel ikke hørt det.

Gad vide om de bevidst holder sig for ørerne? De skal efterhånden holde sig hårdere og hårdere for dem, for at holde larmen ude.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen