Meget tid med ingenting

Miljøstyrelsen gav os i sidste uge sin version af konklusionerne fra det pilotprojekt, der har kørt i et lille års tid, med henblik på at danne baggrund for en kommende ny regulering

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør

Styrelsen skriver bl.a., at projektet viser, “… at kvælstofudledningen til Danmarks vandmiljø kan begrænses samtidig med, at landmænd nogle steder kan gøde mere og opnå bedre økonomi. …”

Nogle steder…

Jeg venter nu spændt på, at deltagerne i pilotprojektet fortæller os, hvilke steder det er, man kan forvente at måtte gøde mere. Og nok så interessant; hvilke steder man ikke må, og hvilke steder der skal gødes mindre.

 

Retentionskort 2007 - IKKE TOP

Ud over Miljøstyrelsen, har projektet haft deltagelse af Naturstyrelsen, NaturErhvervstyrelsen, Energistyrelsen, SEGES (tidl. Videncentret for Landbrug), Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening. 

Det hedder videre fra Miljøstyrelsen:

“…I projektet er anvendt eksisterende viden om retentionsforhold og modeller for kvælstofudvaskning samt en række bedriftsøkonomiske og miljø- og produktionsmæssige standardværdier. De forudsætninger og afgræsninger, som har været gældende i afprøvningen af de to modeller, har betydning for, hvordan projektets resultater kan anvendes. Sammen med undersøgelsens begrænsede omfang på 30 bedrifter betyder dette, at resultaterne ikke kan opskaleres til at gælde hverken på oplandsniveau eller på landsniveau.

Der er dog væsentlige erfaringer fra pilotprojektet, som vil indgå i det videre tværministerielle arbejde med ny målrettet arealregulering. …”

Eller sagt på dansk: Projektet er baseret på teoretiske modeller, og kan i øvrigt ikke bruges som eksempel på landsplan.

Hvad det så helt præcist er, man har skullet med forsøget, og hvad det reelt kan bruges til, fortoner sig i det uvisse for mig, men de “… væsentlige erfaringer …” man vil bruge fra forsøget kan man jo håbe på er reelt anvendelige i forhold til en ny regulering.

Jeg kunne ønske, at den erfaring, der hedder, at vi ikke skal nøjes med modelberegninger, blev brugt. Lad os nu blive enige om, at der er behov for konkrete målinger af de effekter der er af at tildele gødning efter ligevægtsprincippet. Det er sådan Bæredygtigt Landbrug ønsker den ny regulering af landbruget.

A pro pos ligevægtsprincippet, så lagde jeg mærke til, at sidste ugens Plantekongres havde emnet på dagsordenen, ligesom formand for L&Fs Plantesektion, Torben Hansen, svarede på spørgsmål om at gå mere aktivt ind i kampen for ligevægtsprincippet.

“… Jeg siger »afgrødens behov«. Og vi skal gøde efter nitratdirektivet. Vi er enige om, at vi skal gøde efter afgrødernes behov og tildele den nødvendige mængde kvælstof. Den enkelte landmand skal have mulighed for at justere kvælstoffet på ejendommen…”, sagde Torben Hansen.

Jeg gætter på, at udtryk som ”økonomisk optimum” og ”18 procent” ville have indgået i et tilsvarende svar for bare et år siden. Det gjorde de så ikke i sidste uge.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen