Hvorfor blev jeg landmand?

Det spørger jeg tit mig selv om i disse dage, uger, måneder og år

Af Bo Ritterbusch, landmand Hadsund

For at finde svaret på det, skal vi en del år tilbage. Vi skal tilbage til min barndom, eller tidlige ungdom. Jeg er opvokset på landet, ikke på en gård. Mine forældre er ikke landmænd, langt fra. men som sagt, er jeg opvokset på landet med marker og åbne vider omkring stedet hvor vi boede. Ja mine forældre bor faktisk samme sted den dag i dag. 

Der ude på landet var der fred og ro. Her kunne man hver eneste dag følge med i årets gang for bondemanden. ”Bondemanden han har altid travlt” lyder en strofe fra en børnesang. Køerne gik og græssede lige uden for vores køkkenvindue.

På vej til skole kunne man hver dag følge med i hvad der nu var årstidens gøremål. Det var forholdsvis små brug. Hver bondemand tøffede rundt på sin lille traktor. Var der større opgaver, f.eks. når der skulle tages roer op, så hjalp naboerne hinanden. Det så altid ud til at være hyggeligt. Det virkede også som om, der altid var tid til en snak over skellet. 

Som stor knægt var der også rig mulighed for at tjene en skilling ved at hjælpe til. Der var tit brug for en hjælpende hånd. Det være sig når der skulle køres halm ind, eller hvis der skulle samles ”spildroer”. Når man havde vist tilstrækkelig interesse og en vis vedholdenhed, så fik man lejlighedsvis lov til at prøve kræfter med at køre traktor.

Jeg husker stadig hvor pave stolt jeg var, de første gange jeg fik lov til at ”køre frem” når der skulle samles halm. Jeg var 6 år, og måtte holde i rattet af alle kræfter, for at kunne træde koblingen i bund, og sætte i gear. Gårdejeren gik ved siden af vognen og forkede op til fruen der lagde læsset. Og så var det min fornemste opgave at holde den rette fart, ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Pludselige stop eller voldsomme starter, var heller ikke i høj kurs. Her var virkelig tale om, at ”arbejdet bar lønnen i sig selv”.

Senere, når man havde bevist sine evner til at håndtere traktoren, så kunne man blive sat til at stubharve helt på egen hånd. Mor var af og til lidt bekymret for om nu også det var forsvarligt. Hun så mig jo når jeg kom hjem totalt sort i hovedet af støv, og med lettere forstyrret hørelse. Jeg husker særligt en episode, hvor jeg havde tromlet en hel dag. Bondemanden stak mig en halvtredser da jeg var færdig, med ordene ”det er vist endda knap nok, bare til vaskepulveret!”. 

Med årene blev jeg selvfølgelig mere og mere bidt af det. Man tjente sine egne penge. Man tjente dem endda ved noget som var lærerigt og sjovt. Der var altid en god stemning. De fleste steder gik bondekonen hjemme. Der var altid rigelige mængder af mad, hjemmebag, og saftevand. Hvad kunne man ønske sig mere. Tænk sig at man kunne leve af det! Der var altid masser af andre at snakke med. det var i sandhed gode tider. Bevares, der var da også opgaver der var knap så sjove, men man lærte at tage det sure med det søde. 

På et tidspunkt får folkeskolen en ende. For mit vedkommende var det kærkomment. Hvad skulle der nu ske. Hvad skulle man uddanne sig til? Mine lærer var ikke i tvivl, de sagde fra en side af, at jeg da som det mest selvfølgelige skulle i gymnasiet. Det havde jeg overhovedet ingen lyst til. Jeg havde betydeligt mere lyst til, at blive landmand. (En overgang havde jeg en drøm om at blive jagerpilot, men det var jeg i mellemtiden blevet alt for lang til.) Der var der ikke den store opbakning til landmandsdrømmen.

Mine forældre og mine lærer frarådede det, på det kraftigste. Min dansklærer mente det ville være spild af evner. Det undrede mig lidt. Det at få et landbrug til at løbe rundt, lød til at kræve visse evner! Mine forældre argumenterede med, at de jo ikke havde mulighed for at hjælpe mig, da de jo ingen gård havde, som jeg senere kunne arve. Enden på det hele blev dog at jeg fik min vilje og det har de så retfærdigvis bakket op om siden. 

En anden medvirkende årsag til valget af landmandslivet, skal tilskrives min afdøde farmor. Hun havde prøvet at være ung i trediverne’s Tyskland. Hun kunne i den grad fortælle om, hvor godt der havde været på landet. Hun fortalte om hvor vigtigt det var, hver dag at kunne få noget at spise. Det gav god mening i mine ører. Måske en smule romantisk, men lidt romantiker er der vel i os alle. 

Jeg skulle vælge uddannelse i starten af firserne. Der var stor ungdomsarbejdsløshed. Det var svært at få læreplads som håndværker og lign. det var heller ikke så ligetil at få en plads på en gård, men dog en mere overkommelig opgave. Jeg tænkte også en del over det med at producere fødevarer. Jeg kom frem til, at mad, det skal vi jo alle helst ha’ hver dag. 

Jeg havde også med i mine overvejelser, at alle de steder hvor jeg havde trådt mine første landmands skridt, der var familien samlet om det at drive landbrug. Husmor gik hjemme. Hun var den faste klippe der altid var at finde. Jeg fandt det tiltalende, og tænkte at sådan kunne jeg også godt tænke mig fremtiden. Jeg kunne se klare fordele i, at der altid ville være nogen ”hjemme” når engang det kom til det med at stifte familie. Jeg har selv været vant til en mor der altid var hjemme når jeg kom fra skole, med alle de kvaliteter der ligger deri. 

Beslutningen var nu taget. Det drejede sig bare om at komme i gang. Jeg fandt hurtigt en plads, og der blev lavet en konto i banken hvor der hver måned blev sat godt og vel de penge ind som jeg kunne undvære. Jeg var meget afklaret omkring, at jeg senere skulle ud og købe en ejendom i fri handel, hvis jeg ville fuldføre drømmen. Jeg tog hele uddannelsen og var ”i lære” flere steder inden jeg i 93 købte min først ejendom. Det var et stort spring. Det var en mindre ejendom som havde været på tvangsauktion. Det gik ret hurtigt op for mig at det var mere end svært at få det til mere end bare lige at løbe rundt. Det var planteavl og en smule slagtesvin. Jeg havde også arbejde ved siden af. 

Efter 3 år var jeg kommet til den erkendelse, at der skulle noget større til, og gerne noget med en større animalsk produktion. Så den lille gård blev solgt. Faktisk med en lille fortjeneste. Jagten gik derefter ind på noget mere permanent. Det blev gården som vi bor på i dag. Købt i 97. i starten også kun planteavl, med udearbejde som supplement.

Efter nogle år etablerede vi en mindre sobesætning. Denne produktion har vi faktisk den dag i dag. Vi har nu haft svineproduktion siden 2003. Det kører fornuftigt. Vi har en medarbejder ansat på nedsat tid. Det giver den fornødne frihed til at komme på den årlige skiferie, og mulighed for at holde fri, de weekender hvor vi fra tid til anden besøger venner og bekendte. 

Det helt store spørgsmål er nu, vil jeg gøre det samme igen? Det korte svar er NEJ. Det skal jeg gerne uddybe. Det landmandsliv jeg oplevede som ung, det findes ikke mere. Dengang kæmpede man med de helt basale ting. Det var vejret, sygdomme i afgrøder og hos dyrene, afregningspriser der strøg op og ned, maskiner der gik i stykker når det var allermest ubelejligt. I de fleste tilfælde kunne problemer løses ved hjælp af sund fornuft, faglighed og logik. Sådan er det langtfra i dag. Bevares de samme ting gør sig gældende, men der er kommet meget andet bøvl til. 

I dag er de ting der fylder mest, ting der bestemt ikke behøver at fylde. Bureaukratiet har i den grad taget overhånd. Gødningsplaner, medicinregistrering, sprøjtejournaler, logbøger for flydelag på gyllebeholder og ansøgningsskemaer om alting og ingenting. Love der ”overlapper”, så holder du den ene til punkt og prikke, ja så er du sikkert på kant med den anden.

Der går ikke en dag, uden man i medierne får skyld for alt ondt i kongeriget. Landbruget er angiveligt skyld i alt, hvad der ellers ikke lige kan findes en oplagt synder til. Det være sig alt lige fra grundvand til den luft vi indånder. Tages al kritikken under et, og sammenfattes den, så får man det indtryk, at Danmark var meget bedre stillet, om landbruget var lukket ned og reduceret til lidt økologisk nostalgi.

Et paradoks opstår på forunderligvis i kølvandet på al den regulering. Den overordnede dagsorden for meget af den regulering landbruget er er at vi skal bevare så meget ”natur” som muligt. Tit har en lov den absolut modsatte effekt. Lad mig give et par eksempler. Når harmonikravene stammes, det vil sige når der stilles krav til et større areal til udspredning af husdyrgødning fra en given produktion, så koster det natur.

Hvorfor det? Jo, for stalden er jo belånt, budgettet er afhængig af at den er fyldt. Ergo må landmande ud og finde noget mere udspredningsareal. Det skal alle landmændene på vejen. Der bliver altså i husdyrtætte områder mangel på jord. Det med fører så at arealer der tidligere ”lå hen” måske ekstensivt afgræsset, eller helt udyrket. De bliver taget under plov, ikke fordi det er en god ide fagligt, eller økonomisk god forretning, nej kun for at tilfredsstille strammere harmonikrav. Det kan også siges på en anden måde. Det er politisk bestemt at gylle skal spredes på et større areal, men i et tyndere lag.

Et andet eksempel er gødningskvoterne. Der tildeles en mængde kvælstof til hver hektar der er under plov, så er der som ovenstående, igen jagt på arealer der kan tælle med i det regnskab. Ingen koster tåbelig lovgivning” natur”, stik imod hensigten. Det kan også sammenfattes i sætningen, tryk avler modtryk.

Det er umådeligt trættende at stå model til. Mange landmænd har i forsøget på at tilfredsstille alle de grønne krav, investeret gigantiske summer. Vel at mærke penge der lånt. Det næste man så skal klandres for er at landbruget har for stor gæld. Den aktuelle situation vakler mellem, om det er landmanden der kører videre på bankens nåde, eller om det reelt er det modsatte der gør sig gældende.

Der er nu nok en lille sparekasse her og der, der gruer for den dag landmændene kommer med nøglen og siger nu stopper festen. Det kan ske før vi tror! Det kan omvendt være, det vil være det bedste. Det er som om resten af samfundet ikke regner landbruget for andet end en sten i skoen. Det vil sikkert ikke ændres før, det hele lukker ned og realiteterne viser sig. Slagterierne er lukket ned, mejerierne er lukket ned osv. 

Det er mig umådeligt meget imod, men skulle der komme et ungt initiativrigt menneske og spørge mig om han/hun skal give sig i kast med landbrugsuddannelsen, så vil jeg bede dem om at tænke sig om en ekstra gang. Det at være landmand har pt. ingen fremtid i Danmark. Skulle vedkommende insistere, må jeg anbefale vedkommende at søge andre græsgange udenfor landets grænser. 

Se det er i mine øjne et af de allerstørste problemer vi har i DK i dag! Små ændringer i en grundlæggende forkert regulering af det danske landbrug vil ikke ændre en døjt. Tilliden til systemet og resten af samfundet er væk. Stod det til mig, så bør vi starte helt forfra med en meget mere enkel og fagligt funderet regulering af det stolte danske landbrug. En start kunne være følgende.

§1. Al landbrugsdrift i Danmark skal foregå i overensstemmelse med principperne for godt landmandsskab.

§2. I tvivlstilfælde – læs §1.

Jeg pines ved at skrive det, men jeg tror ikke det vender før hele systemet har slået en kolbøtte. Det skal som sagt være skidt før noget igen kan blive godt. Jeg er faktisk ikke så bange for de foretagsomme landmænd, de skal nok klare sig. De finder nye græsgange, de er ikke bange for at tage fat og prøve noget nyt. Mange vil emigrere, andre vil finde på noget helt tredje. Dem der kommer til at betale den højeste pris, vil sikkert ikke engang være de naive naturelskere der har orkestreret hele balladen. De skal nok vide at få deres på det tørre. 

Der var engang et yndigt land med en stolt bondestand, det er der snart ikke mere!

Når bonden har det godt BYEN

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen