Randzonesagen udsat på ubestemt tid

Randzonesagen er den 8. december blevet udsat af Retten i Holstebro. Det er bekræftet af retten over for Bæredygtigt Landbrug.

Randzoneretssagen, hvor Povl og Christian Blak Bojer er under anklage for at have forbrudt sig mod Randzoneloven, er udsat på ubestemt tid efter advokat Uffe Baller mandag morgen har anmodet retten om udsættelse af sagen.

Udsættelsen skyldes, at advokaten i forbindelse med en faldulykke har pådraget sig hjernerystelse. 

Retten i Holstebro har overfor Bæredygtigt Landbrug mandag formiddag bekræftet, at sagen nu er udsat, og fra retten lyder det, at man forventer retssagen genoptaget først i det nye år.

Klik her for at se nyheden om udsættelsen af sagen på Retten i Holstebros hjemmeside

Bæredygtigt Landbrug er nu i færd med at kontakte medier og medlemmer for at gøre opmærksom på udsættelsen af sagen. 

Foreningen har med udsættelsen af sagen udsat traktormanifestationen torsdag den 11. december og opfordrer til at traktorerne sættes i venteposition i maskinhuset til sagen igen er berammet. 

Arrangementet i Gråkjær Arena er ligeledes aflyst den 11. december.

Artiklen opdateres løbende.

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top