Skeletterne vælter ud af Miljøministeriets skab

Hvordan kan man mene, det er demokratisk først at sige, at vi bygger miljøreglerne på videnskab, men bliver det for kompliceret, så vil ”jeg ikke gå ind i en dybere faglig diskussion”? Bjarne Nigaard mener efterhånden at benægtelsen af fakta i Miljøministeriet har antaget Kafkaske dimensioner.

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør

Biologen Claus Hansen, der tidligere har bevæget sig rundt på gangene i Naturstyrelsen som ansat igennem 31 år, har for alvor fået sat spørgsmålstegn ved både styrelsens og ministeriets troværdighed.

Dels ved at pege på, at den måde Danmark undersøger sit grundvand på måske nok kan finde evt. problemområder, men i øvrigt ikke er det mindste repræsentativ. Og derfor ikke kan bruges som indikator på den almene tilstand af grundvand, hverken hvad angår pesticider, nitrat eller noget helt tredje.

Og dels ved at sætte fokus på, at den danske udgave af vandrammedirektivet indeholder en ganske betydelig fejloversættelse, hvorefter den måde grundvand defineres i Danmark er væsentlig anderledes end i landene omkring os. Kort fortalt oplyser Claus Hansen, at man i praksis har målt i for højtliggende vand i Danmark, hvilket altså blot yderligere udstiller, at man ikke kan bruge den danske grundvands-overvågning, GRUMO, som repræsentativ retningsviser på, hvordan grundvandet i almenhed har det.

Ministeren har allerede fået flere, ganske berettigede, spørgsmål om emnet. Men ministeren har indtil videre ikke vist sig sønderligt interesseret i at svare tilstrækkeligt og tilbundsgående på nogle af dem.

Egentlig underligt, for ministeren selv har jo ikke lod og del i sagen. Hun kan i stedet opstige som den minister, der fik korrigeret en væsentlig fejl, og rettet op på en fejladministration, der i snart tre årtier har betydet store økonomiske tab for Danmark, fordi landbruget er blevet fejlagtigt reguleret. En fejladministration, der har givet betydelige ekstra ressourcer til en tung men åbenlyst ubrugelig håndtering af grundvandsovervågningen.

I stedet virker det som om, ministeren afgiver en automatreaktion, hvorefter hun stiller sig last og brast med embedsværket, uden i det mindste først fx bare at svare; ’Det vil jeg gerne kigge nærmere på.’

Kafkask tilgang til problemerne i ministeriet
Miljøministeren har i stedet flere gange blot forsvaret sit ministeriums ansatte, og forsøgt at lukke enhver yderligere debat ved at sige, at hun ikke vil ”gå ind i en faglig diskussion”.  

Kafka ville kunne have fået adskillige kapitler ud af sådan en tilgang. Myndighederne laver en regulering baseret på faglighed og videnskab. Angiveligt, i hvert fald… Når nogle så formaster sig til at gå dybt i materien, så vil embedets øverste kvinde ikke besvare spørgsmål omkring det grundlag, hun påstår, der er gældende. Det fører frem til, at såfremt du vil have svar, så må du spørge staten først, og staten kan derefter definere svaret og grundlaget sådan lidt efter forgodtbefindende.

Hvordan kan man mene, det er demokratisk først at sige, at vi bygger miljøreglerne på videnskab, men bliver det for kompliceret, så vil ”jeg ikke gå ind i en dybere faglig diskussion”? Eller ”Det er en faglig diskussion, som jeg ikke agter at gå nærmere ind i.”, som var ministerens svar på FT-spørgsmål 164, stillet af Jakob Jensen.

Ministeren har altså selektiv hørelse og forståelse overfor, hvilke faglige argumenter der må drøftes.

BL har som bekendt tilbage i 2012 valgt at lægge sag an mod staten med påstand om, at gødskningsreglerne er fejlimplementeret, netop i forhold til de reelle forpligtelser overfor EU.

To af de argumenter vi har anført i sagen handler netop om, at Danmarks oversættelse af direktivets definitioner er fejlagtig, og at den danske grundvandsovervågning ikke er repræsentativ.

Derfor er vi desværre ikke overraskede over Claus Hansens afsløringer, som man kunne have håbet på, vi ville være, ud fra devisen om, at det offentlige i udgangspunktet opfører sig objektivt. Til gengæld er vi glade for, at vores argumenter nu på fineste vis bestyrkes.

Lad os se på den fejlagtige definition af ’grundvand’.

Grundlaget er nitratdirektivet
Den definition, som er taget med i vandrammedirektivet, er bl.a. taget med i forlængelse af det tidsmæssigt ældre nitratdirektivs tilsvarende definition. Det er jo netop nitratdirektivet, der bestemmer grænserne for landbrugets brug af kvælstof, og dermed er det relevant at måle nitrat i grundvand jf. netop nitratdirektivets definition.

I nitratdirektivet forefindes i hhv. forarbejderne og den endelige tekst følgende to forskellige definitioner af grundvand: 

Forarbejde

a) Grundvand: alle former for vand under jordens

overflade i det vandførende lags mætningszone og

i direkte kontakt med jorden eller undergrunden;

 

Endelig tekst

a) Grundvand: alle former for vand under jordens

overflade i (3 ord udgår) mætningszonen og i

direkte kontakt med jorden eller undergrunden; 

Disse to definitioner giver behov for at kende den faglige definition af ’mætningszonen’, af ’det vandførende lags mætningszone’, samt af ’jorden’ og af ’undergrunden’. 

Det spurgte Bæredygtigt Landbrug derfor geologerne på Københavns Universitet om, og fik følgende svar: 

”… Angående definitionen af grundvand så har jeg fundet to fra nogle lærebøger vi plejer at bruge (desværre på engelsk):

C.R. Fitts, Groundwater Science, Academic Press Second edition, 2013

“Below the water table is the saturated zone or phreatic zone, where water pressures are greater than atmospheric and the pores are saturated with water. Groundwater is the term for water in the saturated zone.” ISBN: 978-0-12-384705-8

R.A. Freeze and J.A. Cherry, Groundwater, Prentice Hall, 1979

“The term groundwater is usually reserved for the subsurface water that occurs beneath the water table in soils and geologic formations that are fully saturated.” ISBN: 0-13-365312-9

Ellers vil jeg referere til GEUS’s (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) hjemmeside: http://www.geus.dk/viden_om/vogv-dk.htm

eller definitionen: ”grundvand; vand, som under jordoverfladen udfylder alle porer og sprækker. ” taget fra Den store danske Gyldendals åbne encyklopædi.   …

Med andre ord er grundvand alene at finde i den mættede zone, når man spørger sagkundskaben.

Det håber vi så stemmer overens med den målemetode, som er brugt i Danmark.

Mål grundvandet
Der er i hvert fald ingen grund til at måle i andet end grundvand, for Danmark har for længst meddelt EU, at nitrat ikke er et problem i overfladevand. Det skete ved skrivelse af 2. marts 1998 til EU-Kommissionen, hvor den danske regering bl.a. skriver, under henvisning til den rapport, som man i 1996 har fremsendt til Kommissionen i henhold til nitratdirektivets artikel 10, om indberetning af den nationale tilstand, og hvori “der findes en præsentation af gennemsnitsværdier for nitratkoncentrationer i fersk overfladevand”.

I dette brev, side 17, henholdsvis 5. afsnit, 1. punktum og 6. afsnit står der: “Udvaskning af nitrat fra de dyrkede arealer til vandløb spiller derimod under danske forhold ikke nogen rolle for vandløbenes tilstand.”, og videre “Af materialet fremgår således, at nitrat som udgangspunkt ikke har betydning for vandløbskvaliteten under danske forhold.”

På side 18 konkluderes derfor, at “På denne baggrund er det den danske regerings opfattelse, at direktivets målsætninger på dette område (vandløb) er opfyldt.”

På samme vis konkluderer Danmark på side 19, at der heller ikke er noget nitratproblem i de danske søer: “Den danske regering finder derfor, at direktivets målsætninger i forhold til søer er opfyldt”

Det eneste, der derfor kan være et problem, er altså grundvandet.

De tal man i Danmark bruger til at beskrive grundvandstilstanden er fremkommet ved målinger foretaget i det såkaldte Grundvandsmoniteringsprogram (GRUMO), der blev etableret i 1989.

GRUMO består af 67 målesteder fordelt over hele landet. På hvert af disse målesteder findes ca. 20-25 boringer, der igen kan være udstyret med et eller flere filtre i varierende dybder.

De 67 målesteder blev udvalgt tilfældigt. Ikke repræsentativt. Det blev ikke på noget tidspunkt fastlagt, ud fra hvilke kriterier målestederne skulle udvælges. Ordningen blev, at staten udvalgte enkelte områder, mens det blev overladt til amterne at vælge langt hovedparten.

En repræsentativ udvælgelse ville have været lavet ud fra fx den kvadratnetsmetode, som man oprindeligt anvendte, men som efterfølgende afskaffedes.

At målestederne i GRUMO var udvalgt tilfældigt bekræftes af mailskrivelse til os fra GEUS af 10. april 2013. Af mailen fremgår det bl.a.:

” … GRUMO blev udpeget af de forskellige amter i områder med en vandindvinding og typisk et vandværk som indvandt grundvand i øvre og nitratpåvirket magasin for at vise effekten på vandmiljøplanen 1989…

… Der var ikke nogen fast køreplan med defineret formål som alle amter skulle køre efter dengang, så det blev mere eller mindre tilfældiqt udvalqt. Herunder hos de forskellige amters forskellige politiske interesser i området og forskellige teknisk faglighed hos de involverede parter. Der er lavet nye boringer i årene op til amternes lukning [udgangen af 2006,] af hensyn til at få flere indtag med ungt vand. …”

Sagt med andre ord har der ikke været nogen samlet plan for, hvordan man hensigtsmæssigt skulle løse opgaven med overvågning af det danske grundvand. Udvælgelsen af målesteder foregik tilfældigt og vilkårligt. Eneste gennemgående træk er, at man har søgt efter nitratpåvirkede magasiner, dvs. områder hvor man forventede at støde på forekomster af nitrat. Det siger sig selv, at når man særligt udsøger de områder, hvor der findes eller forventes nitrat, så giver det muligvis god mening for at se på nitratens intensitet, men der opnås ikke et repræsentativt billede af nitratsituationen i det danske grundvand.

Derudover lukkede man i de første år grundvandsboringer i de nedre jordlag, hvor nitratværdierne var meget små. I stedet åbnede man nye boringer i de øvre jordlag indeholdende det yngre grundvand, hvor nitrat selvfølgelig er mere fremherskende. Som det fremgår af mail fra GEUS var det et ønske at inddrage flere indtag med ungt vand.

Målinger blev rykket opad

Vandglas-top

Man rykkede med andre ord målingerne opad mod jordoverfladen, som gjorde det lettere at finde forekomster af nitrat. Det fremgår bl.a. af myndighedernes egne årsrapporteringer, at man i perioden fra 2000-2003 til perioden 2004-2007 øgede antallet af målinger i den øverste boredybde fra 41 til 108 (< 5 m) og fra 289 til 451 i den næstøverste boredybde (5-15 m) . Samtidig fremgår det, at antallet af målinger i den nederste boredybde (30 m <) reduceredes fra 421 til 379 målinger.

Ikke bare umuliggør denne praksis at sammenligne tal over tid, fordi de ikke er målt på samme måde og samme steder år for år, men selvsagt øger det sandsynligheden for at finde nitrat, når man måler nærmere rodzonen. Akkurat som myndighederne ønskede det.

Skal man vise en udvikling i grundvandets nitratindhold over tid, må man kontinuerligt anvende de samme boringer og ikke udskifte disse undervejs med nye boringer i andre dybder eller jordtyper.

Eller hvis jeg skal sammenfatte det kort: Danmark har valgt sin egen fortolkning af, hvilket vand vi opfatter som grundvand, og antageligt inddraget målinger fra umættet zone, ligesom man over tid har flyttet de i forvejen ikke repræsentativt anbragte målesteder højere op mod jordfladen, fordi man leder efter nitrat, i stedet for at påvise en generel tilstand af det danske vand.

Jeg håber, at ministeren meget snart, uagtet sit udgangspunkt om ikke at forholde sig til ting, der er faglige, begynder at tale med sit ministerium og sin styrelse om, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen med den danske overvågning af grundvand.

Ellers udvikler sagen sig til noget, der ikke er det rene grundvand. Men uden at have noget med nitrat at gøre.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen