Skal man fjerne en del af det kvælstof, der forlader marken efter gødningssæsonen, findes der flere forskellige virkemidler, herunder de generelle efterafgrøder.
Men vil man supplere, eller måske på sigt afløse de generelle virkemidler og gå mere målrettet til værks, kan etableringen af et såkaldt minivådområde, der er målrettet rensning af drænvand, vise sig at være ganske effektivt.
Fem forsøg
I fem nye og netop offentliggjorte forsøg med minivådområder, foretaget af Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet,viser forsøgene, at et minivådområde evner at reducere mellem 20-30 procent af det kvælstof, der afstrømmer via dræn. Da minivådområdet samtidig kræver et væsentlig mindre areal end de kendte markvirkemidler, er der tale om et meget effektivt virkemiddel,” fortæller seniorforsker Charlotte Kjærgaard, der er projektleder på projektet med kvælstoffjernelse ved hjælp af minivådområder.
Selvom forsøgene endnu kun har kørt over et år, og selvom Charlotte Kjærgaard godt kunne have ønsket flere år at sammenligne med, for, som hun siger ’at opnå mere robusthed i datagrundlaget’, så mener hun alligevel, at forsøgene giver et godt billede af, hvilken effekt man kan forvente.
 |
”De giver os en indikation af, hvilket niveau vi kan forvente i forhold til de danske klimatiske forhold, hvor kvælstoffjernelsen i et minivådområde er basseret på naturlige, biologiske processer. Og de foreløbige data antyder, at det er et effektivt virkemiddel, når vi sammenligner med andre virkemidler.”
Stor effekt med lille indsats
Effekten af minivådområder som målrettet virkemiddel er blevet undersøgt i et østjysk delopland på 612 hektar med en gennemsnitlig udvaskning på 26 kg N per hektar. Analysen viste, at der ved etablering af 1,6-2 hektar minivådområder i direkte forlængelse af dræn kunne opnås en reduktion i den samlede N-udledningen fra hele deloplandet på knap 20 procent,” fortæller Charlotte Kjærgaard.
”Pointen er, at du målretter indsatsen mod transportvejen. Ved at lave en målrettet indsats mod dræntransporten på et begrænset areal, bliver det meget hurtigt et konkurrencedygtigt virkemiddel,” siger Charlotte Kjærgaard, der har sammenlignet effekten af minivådområdet med effekten af efterafgrøder.
”Hvis den samme reduktion i kvælstofudledningen skulle opnås med efterafgrøder, så ville det i det konkrete opland kræve 78 hektar med efterafgrøder. Sammenholdt med de 1,6-2 ha minivådområder er minivådområder 39 til 49 gange mere effektivt end efterafgrøder på arealbasis.”
Minivådområder er ikke for alle
Selvom minivådområder lader til at være et effektivt virkemiddel, så mener Charlotte Kjærgaard ikke, at minivådområdet er det rigtige valg for alle. Minivådområder er et virkemiddel målrettet transport af næringsstoffer via dræn og bør derfor målrettes arealer, hvor afstrømningen via dræn dominerer.
”Det er en meget, meget vigtig pointe, at det her er et virkemiddel, som er målrettet arealer, hvor den primære transport går i dræn. At arealer er drænede, er ikke i sig selv ensbetydende med, at transporten via dræn er stor, og på arealer hvor grundvandstransporten dominerer, er minivådområder ikke det rigtige virkemiddel. Så derfor skal minivådområder jo målrettes de arealer, hvor den primære afstrømning sker via dræn. Og det er primært på de lerede og lavtliggende arealer.”
Derudover skal man, ifølge forskeren fastslå, om der er behov for reduktion overhovedet.
”Jeg tænker ikke, at minivådområde er løsningen for alle. Det ultimative, må jo være at placere virkemidlerne, hvor der er behov. ”
En ny regulering
Ifølge Charlotte Kjærgaard ville det, hun selv beskriver som det ’ultimativt, optimale scenarie’ være, at landmanden kunne få papir på tilstanden i hans jord. En form for dokumentation for at en jord eksempelvis er særlig robust, og derfor kan tåle mere kvælstof.
En sådan kortlægning vil, ifølge Charlotte Kjærgaard, være første skridt på vejen i retning af en ny og bedre regulering.
”Det bliver jo den her meget store udfordring, hvis man skal lave målrettet regulering, hvor man opdeler Danmark i nogle områder ud fra arealernes naturlige N-reduktion.”
”Det vil sige, at fra nogle arealer vil det N, der tabes fra landbrugsjorden stort set være omsat, inden det når ud i recipienten. Det er områder, hvor man ikke behøver gøre en stor indsats. Og så er der de andre områder, hvor jorden ikke har de her naturlige egenskaber til at fjerne kvælstof. Målrettet regulering går ud på at målrette indsatsen mod kvælstoftab mod de arealer, der ikke har et naturligt stort reduktionspotentiale. Det kræver så, at vi har tilstrækkeligt data til, at vi kan lave en finere opdeling af landet. Jeg tror, at alle landmand ved hvor stor variation, der er både indenfor og mellem marker, og det siger sig selv, at det kræver et meget stort datagrundlag, hvis vi skal kunne lave en målrettet regulering på markniveau. Det datagrundlag har vi simpelthen ikke.”
”Hvis man skal bruge det her, så kræver det også, man ved lidt om, hvad der er en acceptabel udledning; hvor meget af det kvælstof der udvaskes fra pløjelaget ender rent faktisk i drænet? Hvis der i jorden sker en reduktion på 30 eller 50 procent vil en øget kvælstoftilførsel, der fører til et øget kvælstofoverskud, alt andet lige medføre en øget udledning. Men det er klart, hvis man har et kvælstofoverskud på et areal, som kan fjerne 50 procent, så får man jo ikke den samme effekt ude i vandmiljøet som på et areal, hvor du ikke har den her reduktion. ”Målinger
Selvom mange landmænd allerede har taget initiativ til at måle på egne dræn, og dermed et kommet et skridt tættere på at fastslå, hvor stor egen udledning egentlig er, så kan virkeligheden være mere kompleks, pointerer Charlotte Kjærgaard.
”Drænvand kan fødes af grundvand, der strømmer til fra større områder end den enkelte mark, og hvis man ikke har styr på hydrologien, kan man som landmand ikke være sikker på, hvad det er, man faktisk måler. En forudsætning for at bruge drænvandsmålinger er, at man har styr på det opland, der føder drænet, og en koncentrationsmåling vil aldrig være tilstrækkelig dokumentation for udledningen – her kræves også en kontinuerlig måling af vandføringen. ”
Bedre data giver bedre regulering
Aarhus Universitet deltager i øjeblikket i et GUDP-projekt der ledes af Videnscentret for Landbrug, og der har som mål at opstille forskellige koncepter for en ny regulering baseret på målinger. Og selvom drænmålinger kan være nyttige, så mener Charlotte Kjærgaard, at en fremtidig bedre fastlæggelse af reduktionsforhold i marken kan have endnu større perspektiver.
”Målinger og bedre data er en forudsætning for at lave en bedre og mere målrettet regulering, men vi skal bruge ressourcerne smartest, ” siger Charlotte Kjærgaard, der dog sagtens kan følge landmandens interesse for målinger.
”Jeg kan godt forstå landmanden. Hvis jeg selv havde noget landbrugsjord, ville jeg sikkert også tænke; ’kan det virkeligt være rigtigt med de modeller?’. Og det er klart, at hver gang, der kommer en sag op, hvor nogle målinger ikke stemmer helt overens med, hvad man har fået fortalt ud fra nogle modeller, så bliver man jo skeptisk. Og så er det jo, at hvis man går ud og måler, og der er tale om nogle lave koncentrationer, så føler man selvfølgelig også, at det ikke er rimeligt, at man skal reguleres på det grundlag. Så jeg har stor forståelse for, at mange landmænd ville ønske, vi kunne basere reguleringen på, hvad der egentlig kommer ud fra deres egen mark.”
Se på helheden
I forhold til en ny og fremadrettet mere målrettet regulering efterlyser hun en mere sammenhængende helhedstænkning, hvor landmænd indenfor det samme opland sammentænker virkemiddelsindsatsen.
”Landbruget vil gerne have lov at have lidt flere frihedsgrader; de vil måske gerne have lov at slippe for efterafgrøderne, have lov at gøde lidt mere osv. En mulighed for at opnå dette er at skabe flere såkaldte filterzoner i landskabet. Med landskabsfiltre tænkes på minivådområder eller reetablering af naturlige vådområder, der kan tilbageholde og omsætte næringsstoffer, der udledes fra marken, inden det når recipienten. Det vil bidrage til at skabe en bedre bufferkapacitet i landskabet, der i sidste ende kunne give landmanden større frihedsgrader på marken ,” lyder vurderingen fra Charlotte Kjærgaard.
Men, fastslår hun, det kræver dog, at landmænd i højere grad tænker fælles løsninger.
”Landmænd indenfor et opland eller delopland afvander jo til den samme recipient. Og jeg tror, at landmændene vil opleve, at hvis de tænker i fælles løsningsmuligheder indenfor et delopland, så vil de meget mere effektivt kunne nå målene, end hvis man udelukkende ser på egen bedrift. Det viste vores deloplandsundersøgelse med de 1,6-2 ha minivådområder. Hvis man i forhold til målrettet regulering anvender en landskabsanalysetilgang, så kan man jo udpege de steder, hvor man får mest muligt ud af at gøre en indsats. Og hvis landmændenes så kunne blive enige om at lave en fælles målrettet indsats indenfor deloplandet, ville der være store perspektiver for alle parter”, slutter Charlotte Kjærgaard.
|
|
Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk
