Mette Bock om forslag til ny regulering: Vi skal gøde efter ligevægtsprincippet

Liberal Alliance har netop fremsat et beslutningsforslag om en ændring af gødskningsreglerne. Partiet foreslår, at de nuværende gødskningsregler erstattes af gødskning efter ligevægtsprincippet, som beskrevet i Nitratdirektivet, og at konkrete målinger skal danne baggrund for reguleringen af landbrugsdriften

En central del i forslaget går på at ændre de nuværende gødningsregler, som ifølge Liberal Alliance afspejler en ’gammeldags detailregulering’ med fokus udelukkende på input fremfor på output. Partiet efterlyser med det nye beslutningsforslag i stedet en ny og målrettet regulering, som bygger på konkrete nitratmålinger.

Landbrugsordfører for Liberal Alliance, Mette Bock, kalder forslaget for et nødvendigt paradigmeskifte.

”Der skal nye gødningsregler til, fordi vi er i en situation, hvor alle de – inklusive Natur- og Landbrugskommissionen og regeringens eget vækstteam – har kunnet se, at her har vi altså nogle regler, som i virkeligheden ikke gavner miljøet, men som tværtimod hæmmer produktionen, både kvantitativt og kvalitativt. Og derfor går vi nu ind og foreslår, at man ændrer reglerne, så vi ikke overimplementerer i forhold til EU’s direktiver, men faktisk sørger for at få gødet og få lavet reglerne efter ligevægtsprincippet. Det synes vi, er sund fornuft, som vil gavne dansk økonomi. Både samfundets såvel som den enkelte landmands økonomi.”

Håber på opbakning
Det nye beslutningsforslag er netop fremsendt til Folketinget, og Mette Bock håber på bred opbakning til forslaget.

”Det her er noget mange politikere taler om, så det burde vi kunne blive enige om meget bredt. Netop fordi det jo ikke kun er den ene side af folketingssalen, som peger på det her. Der er fagligt belæg for det. Regeringens egen Natur- og Landbrugskommission og regeringens Vækstteam for Fødevarer har også peget på de her ting. Så det burde vi kunne blive enige om,” lyder det fra ordføreren til baeredygtigtlandbrug.dk.

Efter modtagelsen af forslaget bliver beslutningsforslaget nu tidssat i folketingets kalender, hvor partierne skal forholde sig til indholdet.

”Og så må vi så se, hvor stor en tilslutning, der er. Jeg håber rigtig meget, der kommer en god og bred tilslutning til det. Men vi må se, hvor den lander i salen, ” slutter Mette Bock.

Læs Liberal Aliances beslutningsforslag 

 

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen