Efterafgrøder har brug for kvælstof

Efterafgrøder kan medvirke til at binde CO2 i jorden og så kan de hente kvælstof op til dyrkningslaget, men efterafgrøderne kræver gødning for at kunne virke efter hensigten

Efterafgrøder er en afgrøde, der sås efter kornet er høstet, eller også spredes den ud inden man høster kornet. Efterafgrøder har til formål at samle kvælstof op til dyrkningslaget ved hjælp af et stærkt rodnet, således at den vigtige ressource ikke vaskes ud af jorden. Efterafgrøderne skal heller ikke høstes, men bliver i stedet findelt og ført tilbage til jorden, hvor de beriger jorden med plantemateriale og binder store mængder CO2.

I Danmark foreskriver reglerne, at landmanden som minimum skal have 10 til 14 procent af sit areal sået til med efterafgrøder hvert eneste år, men mange steder har efterafgrøderne ingen effekt, da planterne ikke får tilstrækkeligt med gødning til at de kan virke efter hensigten. Problemet er særegent for danske landmænd, da man herhjemme ikke har mulighed for at tildele efterafgrøderne tilstrækkeligt med gødning, hvorimod man i eksempelvis Tyskland rask væk tildeler imellem 20 og 40  kilo kvælstof ved etablering af efterafgrøder.

Rundt i efterårslandskabet støder man dette efterår på marker, hvor efterafgrøderne knapt kan dække jorden, men det er ikke tilfældet på en mark ved Skibby ved Isefjorden. Her står kraftige grønne planter med hvide blomster tæt med tykke stængler og med en rodknold, der vidner om kraft og vitalitet. Og det er ikke nogen tilfældighed. Efterafgrøderne ved Skibby har nemlig fået 20-25 kilo kvælstof ved etableringen, og planterne har kvitteret med et blomsterflor, der i det varme efterår er en fryd for øjet.

Planteavlsrådgiver Vagn Lundsteen har sammen med ejeren af markerne ved Skibby besluttet, at en del af den sparsomme gødning denne vækstsæson skal bruges på at skabe succesfulde efterafgrøder.

”Det her er en efterafgrøde, der hedder olieræddike, og den er valgt fordi det er den efterafgrødeart, som kan vokse hurtigst og hente mest kvælstof op. Men for at efterafgrøden kan virke efter hensigten, så kræver det faktisk, at der er kvælstof til stede,” lyder det fra planteavlsrådgiveren.

Marken vokser godt fordi den har fået tilført ekstra gødning ved etableringen, men det er ikke det gængse billede, når man kigger på efterafgrøderne rundt i Danmark, lyder det fra planteavlsrådgiveren, og han hiver en gnalling af en olieræddike fra nabomarken frem for at give syn for sagen.

”Her er en typisk olieræddikeplante, som ikke har fået kvælstof, men som bare skal leve af den smule kvælstof, som er i jorden, og det er under danske forhold ikke nok til at den kan gro. Så rigtig mange steder rundt i landet for øjeblikket, så ser man masser af sådan nogle små planter med hvide blomster, som står på markerne, men som ikke virker efter hensigten. Der er ganske enkelt ikke kvælstof i jorden, som de kan leve af.”

Tyskland som forbillede
Landmanden ved Skibby, som Bæredygtigt Landbrug er på markbesøg hos, dyrker sine efterafgrøder som man gør det i Tyskland. Her har man givet en lille smule gødning samtidig med at han har sået sin efterafgrøde, og forskellen ses tydeligt på de to planter, som Vagn Lundsteen holder i vejret.

”I Danmark har man haft alle omkostningerne, man har haft alt arbejdet, men det har stort set ingen effekt. Med den tyske model har man derimod en efterafgrøde, der har fået en smule gødning som starthjælp, så planten kan udvikle et ordentligt rodnet, og den kan samle en masse kvælstof op. Man kan jo se, at den har hentet en masse kvælstof fra jorden – og den har hentet mange gange mere, end man har tilført den,” siger Vagn Lundsteen og fortsætter:

”Den har fået sådan cirka 20-25 kilo kvælstof per hektar, og når man ser på denne plante, kan man se, at den har hentet minimum 60 kilo kvælstof op fra jorden. Så det er et rigtig godt bytteforhold. Så hvis man skal have efterafgrøder, der skal virke efter hensigten, så skal man også have lov til at give dem noget kvælstof, for ellers giver det slet, slet ikke nogen mening.”

Efterafgrøder med gødning giver mening
Vagn Lundsteen er utilfreds med, at landmanden ikke får gevinst af efterafgrøderne med de danske regler.

”Herhjemme er det næsten som om, man vil chikanere landmanden til at have nogle omkostninger, som ikke har nogen som helst virkning – som ikke har nogen effekt – nærmest kun for at drille landmanden lidt,” lyder kritikken fra Vagn Lundsteen. Han mener Danmark bør tage ved lære af Tyskland.

”Der er en helt anden effekt af efterafgrøderne i Tyskland. Her får man lov til at give efterafgrøderne lidt kvælstof, sådan at de kan lave noget. Efterafgrøderne har nemlig den positive virkning, at de efterlader meget mere humus i jorden, og det er noget, man går rigtig meget op i i Tyskland. Så hvis man giver en lille smule gødning til sine efterafgrøder, så har man sådan en kæmpemæssig afgrøde, som den her,” siger Vagn Lundsteen med blikket på den kraftige plante i sin hånd, imens han fortsætter talestrømmen, ”som ikke skal høstes, men som bare bliver muldet ned, og som efterlader en masse organisk materiale i jorden.”

Og plantemassen fra efterafgrøderne er godt for jorden; det giver et godt humusindhold, og det binder rigtig meget kulstof i jorden, hvilket er en gevinst for klimaregnskabet, fortæller Vagn Lundsteen.

”Set i klimasammenhæng, så kan man også sige, at den danske model med svage efterafgrøder uden kvælstoftildeling, den er håbløs og ligegyldig i forhold til at gavne klimaet. Sådan en lille plante binder ikke meget CO2, men den store binder rigtig meget CO2 – binder rigtig meget kulstof, og bygger det ned i jorden igen, så vi har noget virkning af det.”

”Det er hele forskellen på, hvordan vi tænker i Danmark og i Tyskland,” lyder det fra Vagn Lundsteen, der endnu engang hæver de to olieræddikeplanter i vejret for at vise billedet af en fejlslagen dansk lovgivning når det gælder anvendelsen af gødning til afgrøderne.

Fakta  om efterafgrøder:

Sådan etableres en god efterafgrøde, der i stedet for at være en omkostning og ulempe for landmanden, i stedet bliver til gavn for klimaet, opbygger humus i jorden og ikke mindst betaler landmanden for de omkostninger, han har ved at etablere efterafgrøden

Olieræddike anvendes bedst, da det er den efterafgrøde, der under de optimale forhold har det største rodnet. Den er desuden ikke passiv smittebærer af rapssygdomme.

Olieræddike er en ”kujonafgrøde”, der kun kan håndtere medgang. Derfor skal den sås så tæt på 1. august som muligt. Det vil sige lige efter mejetærskeren. Jorden skal være løs, og der skal placeres minimum 20 kilo N ved såning enten i fast eller flydende gødning. Dette gøres for eksempel rigtigt godt med de nye direkte såmaskiner, der løsner jorden, placerer gødning og sår olieræddikefrøet i et godt såbed i den rigtige dybde.

For at kunne ”arbejde optimalt”, skal afgrøden være uden konkurrerende ukrudtsarter og spildkorn fra forrige afgrøde. En veletableret olieræddike, der har startgødning at leve af, kan klare de fleste ”konkurrenter”, men hvis der er store mængder spild fra den forrige afgrøde, kan det være nødvendigt at sprøjte olieræddiken med et græsmiddel fx Agil, eller Focus Ultra for at spildkornet ikke skal tage livet a olieræddiken. Igen her er det hjælp til selvhjælp. Det drejer sig om at afgrøden kommer godt fra start.

Olieræddike kan ikke tåle frost, så den dør normalt, når vinteren kommer. Om foråret er den helt smuldret, så der ofte kan etableres et godt såbed, uden at der skal pløjes. 

  • Udsædsmængde ca. 10 kilo hektar
  • Såtid: primo august
  • Gødning: 20 kilo N placeret
  • Såmetode: direkte såmaskine m. gødningsplacering
  • Kvælstofopsamlende effekt: 40-60 kilo N

                                                                               Kilde: Vagn Lundsteen

 

 Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen