BL: Det bliver spændende at se Hækkerup tone rent flag

Justitsminister Karen Hækkerup (S) afleverer nu nøglerne til justitsministeriet og bliver ny administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer. Formand og administrerende direktør i Bæredygtigt Landbrug, byder Hækkerup velkommen og glæder sig begge til at se den nu forhenværende minister tone rent flag og forhandle på hele erhvervets vegne

Det var nok de færreste, der havde gættet, at tidligere administrerende direktør i organisationen Landbrug & Fødevarer Søren Gade ville blive afløst af socialdemokraten Karen Hækkerup, der siden december ’13 har siddet som justitsminister i den nuværende S-R-regering. 

Men selvom overraskelsen var stor, mener administrerende direktør i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard, at valget med Hækkerup er et spændende valg.

”Man kan sige, det er noget af et karrierehop, hun laver, men det synes jeg sådan set er interessant af to årsager. Punkt et; hun kommer senest fra et ministerium, justitsministeriet, som i meget, meget høj grad faktisk er blevet specialressort for os i landbruget. Fordi landbruget jo igennem de sidste år er blevet overreguleret, så derfor er det i virkeligheden helt oplagt at have en tidligere justitsminister til at se på nogle af landbrugets vilkår. Den anden ting er selvfølgelig den åbenbare; at hun har siddet i den regering, som hun nu fra i morgen kommer til at forhandle med om dansk landbrugs fremtid. Så forhåbentlig har hun da der nogle indgangsdøre til bedre dialog. Det synes jeg umiddelbart, er de to positive ting ved, at det er hende, ” lyder reaktionen fra Bjarne Nigaard.  

Positive signaler
Inden Karen Hækkerup (S) blev justitsminister nåede hun lige at vende fødevareministerposten. Det blev kun til fire måneder i fødevareministeriet, men Bjarne Nigaard håber, at Karen Hækkerup dermed har fået en faglig indsigt i det område, hun nu skal forhandle omkring.   

”Jeg synes, det giver den fordel, at hun ikke er ubekendt med området. Og jeg synes også, at man måske, hvis vi skal tage de positive briller på, kunne spore nogle positive takter i de par dage, hvor hun nu var minister. Og her tænker jeg specifikt på, at der var da nogle signaler om, at de der randzoner heller ikke var hendes livret, og dem kunne vi måske have fundet en konstruktiv løsning på sammen med hende som minister. Det kan vi ikke vide, men der var i hvert tilfælde nogle positive signaler, og det vil jeg da også bide mig fast i og håbe, at når nu hun bliver øverste, administrative chef for Landbrug&Fødevarer, at så er det nogle af de ting, hun kan tage med ind i det arbejde. Fordi nu skal hun jo netop ud og forfægte nogle af de ting, som helt specifikt er landbrugenes og fødevareerhvervenes interesse – og ikke en bred politisk dagsorden, som hun skulle tale dengang, hun var minister. Det bliver selvfølgelig rigtig spændende at se hende tone rent flag der. Og se, hvad hun består af, om man så kan sige, ” siger Bjarne Nigaard, der forventer, at den nyudnævnte direktør vil gøre sit til hurtige fremskridt for erhvervet.

”Jeg forventer mig selvfølgelig, hun gør det så godt, hun kan. Og jeg forventer mig og håber, at hun kva sin fortid har en indsigt i, hvor der er noget at komme efter. Altså hvor vi kan få nogle hurtige skridt fremad til gavn for hele erhvervet, fordi der må hun jo altså have en speciel hotline til Dan Jørgensen, Helle Thorning og Sass og hvem det måtte være. Det må vi da håbe. Og jeg tror, det er det, de har tænkt i Landbrug&Fødevarer; vi har brug for nogle hurtige skridt fremad, hvem kan give os det? – Det kan dem med den direkte forbindelse. Det håber jeg, er det, der kommer til at ske. Det bliver spændende. Og vi glæder os til at se, hvad hun kan levere, ” siger Bjarne Nigaard.   

Et godt indtryk
Også formand i Bæredygtigt Landbrug Flemming Fuglede hilser Karen Hækkerup velkommen til posten som administrerende direktør.

”De fjorten dage hun var fødevareminister, der havde vi et godt indtryk af hende. Hvorvidt hendes kvalifikationer rækker til at være direktør for Landbrug & Fødevarer, det kender jeg ingenting til, men vi havde et godt indtryk af hende dengang, ” lyder det fra Flemming Fuglede, der fortsætter:

”Nu har vi i fire år sloges for at få Landbrug&Fødevarer til at erkende landbrugets situation. Vi er på vej, og da hun jo tilsyneladende er en fornuftig pige, så kunne det da være, at hun kunne være med til at overbevise Landbrug & Fødevarer om realiteterne. Det bliver spændende at se, om hun har pondus nok til at forhandle på erhvervets vegne. Nu skal hun jo pludselig påtage sig en holdning, der varetager erhvervets interesser. Holdninger, der i mange tilfælde er 180 grader modsat af, hvad den regering, som hun selv har siddet i, har. Det må vi jo så håbe, hun kan, ” slutter Flemming Fuglede. 

Socialdemokraten Karen Hækkerup har siddet som justitsminister fra 12. december 2013, som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 9. august 2013 til 12. december 2013 og som social- og integrationsminister fra 3. oktober 2011 til 9. august 2013. Hun har været retsordfører i 2007-2011 og forbrugerpolitisk ordfører i perioden 2005-2007.

 

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen