Flemming Fuglede: Derfor skal du komme til Bygholm

I morgen, torsdag den 30. oktober, er der stormøde på Bygholm Landbrugsskole, hvor interesserede kan få et detaljeret indblik Bæredygtigt Landbrugs version af en kommende ny regulering. Her vil fagfolk og bestyrelsesmedlemmer af Bæredygtigt Landbrug fortælle om baggrunden for den nuværende regulering baseret på modelberegninger – og om, hvorfor den er forkert. En ny regulering

Med den forgange uges begivenheder som genintroduktion af efterafgrøder, naturplan med ’erstatningsfrie restriktioner’, et miljøministerie, der beskyldes for fusk og politisering af miljøreguleringen og en arbejdsnedlæggelse i Naturstyrelsen med den begrundelse, at jordbrugskontrollanter tvinges til at udføre hetz mod landbruget, er der lagt i kakkelovnen til et spændende møde, når Bæredygtigt Landbrug i morgen, trosdag, inviterer til stormøde.

Mere kvælstof
Det gennemgående tema på mødet vil eftermiddagen igennem være landbrugets behov for mere kvælstof med en introduktion til reguleringen i dag, reguleringen i Tyskland samt en præsentation af en anden type regulering. En regulering, hvor landmændene fremover skal kunne tildele afgrøderne den mængde kvælstof, de har brug for.

Det betyder, at danske landmænd opfordres til selv aktivt at tage hånd om bevisbyrden og demonstrere for omverdenen, hvor stor den faktuelle udledning af kvælstof egentlig er. Derfor er et af punkterne på dagsordenen en introduktion til egne kvælstofmålinger ved Carsten Frederiksen fra firmaet Sorbisense.

”Vi danske landmænd er nu i mange år forsøgt overbevist af de forskellige styrelser om, at vi er nogle grise-Mikler. Det er vi ikke. Og der er vi nødt til at blive opdateret nu. Vi har fået så mange stramninger med hensyn til gødning og med de kommende vandplaner og retentionskort lige om hjørnet, e reguleringen kørt helt af sporet. Det er vi nødt til at sige fra over for. Og en af måderne vi kan sige fra på, det er selvfølgelig ved, at vi måler på vores eget drænvand. Så har vi argumentationen i orden overfor det offentlige. Men også, måske endda endnu mere, overfor os selv. Så vi er sikre på, at vi ikke belaster vores natur og vandmiljø. Og hvis vi gør det, så kan vi så tage action på det. Og det er derfor danske landmænd skal komme til mødet på Bygholm, ” lyder opfordringen fra formand Flemming Fuglede dagen før mødet, hvor 400 landmænd allerede har registreret sig som deltagere.

Et sandt billede
Bæredygtigt Landbrug mener, at de ufaglige restriktioner, der har kostet landbruget dyrt, er kommet til på baggrund af ikke-eksisterende målinger og forkerte beregninger. Organisationen efterlyser derfor en ny regulering baseret på målinger fremfor modelberegninger. På mødet vil professor Troels Troelsen, CBS, dertil vurdere de økonomiske konsekvenser som følge af den nuværende regulering.

”Det er klart, vi kan ikke som en ansvarlig organisation gå og tro vi har den endelige sandhed, derfor har vi hyret nogen udefra til at vurdere på konsekvenserne. Der har jo desværre været opbygget et image omkring dansk landbrug af vores kollega-organisation, der fortæller, at fremtiden er ikke så sort, som den har været. Den kampagne er direkte skadelig for landmændene, fordi deres samarbejdspartnere får et økonomisk vrangbillede af situationen. Hvis man skal have et ordentlig samarbejde med andre mennesker, så skal relationen baseres på sandhed.  Ikke på skønmalerier. Det går bare ikke. Derfor har vi allieret os med Copenhagen Business School, som har vurderet dels de tal og dels det materiale, som vi har arbejdet med angående udledninger i de danske indre farvande. Den vurdering samt konsekvenserne ved alle de her særrestriktioner, som danske landmænd er udsat for, bliver fremlagt på mødet på Bygholm, ” siger formanden og fortsætter:

”Og så skal landmændene altså også høre, at de har en organisation, som tager de her ting alvorligt, og som tager konsekvensen, når det offentlige kommer med ufaglige og juridisk uholdbare restriktioner og love, og om hvorfor går vi ind og stævner dem. Faglighed kan ikke bøjes. Og det er blandt andet det, vi vil fortælle på mødet i morgen.”

 

Bæredygtigt Landbrug indbyder torsdag den 30. oktober 2014 til stormøde på Bygholm Landbrugsskole, Hattingvej 49, 8700 Horsens. Mødet finder sted  kl. 13.00-19.30.

Program for stormødet

12.30 – 13.00   Ankomst og registrering/betaling

13.00 – 13.45   Sådan regulerer vi kvælstof i Danmark ved Jakob Møgelvang, Naturerhverv

13.45 – 14.30   Sådan måler og regulerer de i Tyskland ved næstformand Peter Rosendal og bestyrelsesmedlem Jens Iversen                       

14.30 – 15.00   Den ny regulering. Derfor gør vi det ved formand Flemming Fuglede Jørgensen

15.00 – 15.30   Kaffe

15.30 – 16.00   Juraen i en ny regulering ved adm. Direktør Bjarne Nigaard

16.00 – 16.45   Fagligt oplæg; ligevægtsprincippet i hovedtræk ved faglig konsulent Vagn Lundsteen

16.45 – 17.45   Enkel nitratmåling, hvordan gør man? Oplæg ved Carsten Frederiksen, Sorbisense og Peter Mortensen, Eurofins

17.45 – 18.45   Kvælstof er beregnet forkert ved økonomiprofessor, Troels Troelsen, CBS

18.45 – 19.15   Debat og afrunding

19.15                 Middag

Entre: kr. 100,00 (kontant ved indgang. Kvittering til regnskab udleveres). Tilmelding: Navn og mobiltelefonnummer til info@baeredygtigtlandbrug.dk eller på telefon 3152 8805.

 

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

  

Scroll to Top