Landbruget er ikke tjent med halve løsninger

Den meget forhandlingsvillige linje Landbrug & Fødevarer (L&F) har ført, er årsagen til, at Bæredygtigt Landbrug opstod, og så længe Axelborgs ’forhandlingsresultater’ og nære forhold til skiftende ministre fører til fattigdom og afmagt for de danske landbrugsfamilier, så kæmper Bæredygtigt Landbrug imod

Af Peter Rosendal, næstformand

Hvis vi ikke melder klart ud, at vi ikke deltager i arbejdsgrupper, hvor grundlaget ikke er med til at forbedre de danske landbofamiliers vilkår, så modarbejder vi det. Det er helt klart, også selv om det betyder, at vi ikke kan sidde med ved forhandlingsbordet hver eneste gang. 

Vi kæmper med næb og kløer mod de styrelser/organisationer, der indgår i de politiske aftaler, hvor der arbejdes i lukkede partnerskaber – det gælder også L&F og VFL. Bæredygtigt Landbrug er ikke tilhængere af en regulering af landbruget udtænkt bag lukkede døre i et ministerie. Vi tror på, at en fagligt funderet offentlig dialog baseret på faktiske forhold er den bedste vej at gå for landbruget.

Danske landmænd har ikke noget at være flove over. Danske landmænd bør være stolte af at være dem, som andre lande ser op til, når det handler om at producere klimavenligt og effektivt. Der er absolut ingen grund til at indgå aftaler i porten med regeringen, når vores dagsorden er nobel og ærlig. Danske landbrugsfamilier skal ranke ryggen og være synlige i udviklingen af et bæredygtigt Danmark og ikke gemme sig i et forhandlingslokale. 

I Bæredygtigt Landbrug ved vi alt for godt, på hvilket grundlag Videncentret for Landbrug og L&F bygger de planlagte luftkasteller. Vi husker, hvem der fostrede ÆGTE GRØN VÆKST. Vi ser også hvordan L&F gang på gang benægter, at den forhandlingsvenlige holdning har ført dansk landbrug ned i sin hidtil værste krise, hvor 20 procent af vore to foreningers medlemmer står overfor truende konkursbegæringer.

Den organisation, der skal varetage mine interesser, skal holde sig til faktuel viden og et gennemarbejdet datagrundlag. Det gælder især hvad angår lovgivning og retningslinjer udstukket af EU, når de danner grundlag for den danske indsats. Når grundlag for danske regler skal godkendes, det være sig baselineberegninger, eller udtagning af vandanalyser til brug for en basisanalyse, så er det utrolig vigtigt, at godkendelsen sker i overensstemmelse med intentionen i EU-reglerne. Hvis man, som L&F flere gange har været med til, haster sagerne igennem uden at tage højde for konsekvenserne, uden at sige fra overfor urimeligheder og overimplementering, så har den dialogsøgende linje været til skade for landbruget. 

Peter Paghs responsum
I 2005 fik L&F udarbejdet et responsum af juraprofessor Peter Pagh, der forklarede, at Danmark havde forbrudt sig mod nitratdirektivet. At Danmark ikke havde fulgt EU’s regler. L&F vidste, at man havde fakta og retten på sin side – men hvad gjorde man? Man valgte at gemme rapporten på en anonym placering på sin hjemmeside. Den skulle bruges som pressionsmiddel i forhandlinger, hed det sig. Først da BL støvede rapporten af og behandlede indholdet, fik L&Fs medlemmer kendskab til, hvordan Axelborg skjuler fakta for at føre sin dialogsøgende linje ud i livet. Det er skammeligt – og skadeligt. 

Blandt andet derfor kan jeg ikke lade L&F varetage mine interesser. Jeg mener formandskabet glemmer vedtægterne, der er grundlaget for mit medlemskab. Jeg og andre medlemmer af BL har forsøgt at forklare L&F og VFL faren ved hovedløst at springe til forhandlingsbordet, blot for at blive bondefanget. Se også blot arbejdet med VMP II og III, og senere med udarbejdelsen af Ægte Grøn Vækst, der førte til skrækscenariet Grøn Vækst, som BL med hårdt slid efterhånden har lagt i graven. 

En udmelding er den rette vej at gå, hvis man som landmand har fået nok af fejlslagne forhandlinger. 

Hos Bæredygtigt Landbrug arbejder vi for en ny regulering af landbruget baseret på målinger. Baseret på fakta. BL kæmper for at landbruget igen kan få mulighed for at gøde planterne efter deres behov – efter ligevægtsprincippet. Vi stiller os ikke tilfredse med at nå halvt i mål, når vi ved, at vi har fakta på vores side. Vi mener, at danske landbrugsfamilier fortjener at have samme vilkår som kollegerne i vores nabolande, og vi står på mål for, at en ny regulering baseret på målinger vil blive en gevinst for både natur og landbrug. 

Bæredygtigt Landbrug mener ikke, at L&Fs forhandlingstaktik har ført til fremgang for dansk landbrug – tværtimod. I Bæredygtigt Landbrug ser vi ikke L&F  som værdige til at tale landbrugets sag overfor politikerne og befolkningen, og derfor beder vi danske landmænd om et mandat til at være deres stemme i arbejdet med at sikre danske landbrugsfamilier bedre vilkår. Et mandat til at være landbrugets stemme. 

Klik her for at læse juraprofessor Peter Paghs responsum

 Gård Bornholm

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen