Fremtiden er beg-sort

Bæredygtigt Landbrug har længe været tilbageholdende med at kritisere Landbrug & Fødevarer (L&F), da en fælles kamp for en ny regulering af landbruget med gødskning efter ligevægtsprincippet har været det vigtigste punkt på landbrugsfamiliernes dagsorden. Men våbenhvilen stopper nu, efter det står klart, at 20 procent af de danske landbrug er konkurstruede som følge af

Fremtiden er beg-sort, lyder det fra Flemming Fuglede Jørgensen efter de nyeste tal viser, at 20 procent af de danske landbrug kan stå overfor en konkurs. Selv blandt de bedst stillede landmænd kradser krisen efter endnu en proteinfattig høst, og selv om TV-reklamerne fra L&F siger det modsatte, så er fremtiden sortere end nogensinde før for dansk landbrug.

Nu opfordrer formanden for Bæredygtigt Landbrug landmændene til at melde sig ud af L&F, da han mener, at Axelborgs alt for dialogsøgende adfærd har ført dansk landbrug ud på en glidebane, hvor eneste redning nu synes at være, at bankerne nedskriver landbrugets gæld. 

 ”Vores håb har været, at man på Axelborg har villet ændre politik til landmandens bedste. Vi har desværre måtte erkende, at hverken den daglige ledelse eller den valgte ledelse har ændret noget, med mindre de er blevet tvunget til det. Når så Bæredygtigt Landbrug har tvunget fakta frem i lyset, har L&F kvitteret med at sige: det har vi altid sagt,” lyder kritikken fra Flemming Fuglede Jørgensen. 

Egenkapitalen på gårdene er væk
Primærlandbrugets situation er ifølge formanden for Bæredygtigt Landbrug ekstremt alvorlig med en kornpris på vej mod de 80 kroner tønden, en svinenotering på vej mod otte kroner kiloet og en mælkepris som er fortsat i en uforudsigelig, nedadgående retning. Ifølge Flemming Fuglede Jørgensen har godt 25 procent af de danske landbrug et negativt resultat på bundlinjen, og de er derfor i overhængende fare for at blive lukket af bankerne. 

”Bankerne har nu konsolideret sig, og ledelsen er mange steder rokeret rundt. Derfor er det en naturlig ting at ’dårlige’ landmandskunder bliver fjernet. Analyser viser, at halvdelen af den danske landbrugsproduktion bliver produceret fra gårde med negativ eller ingen egenkapital,” lyder det dystert fra formanden. 

Flemming Fuglede Jørgensen frygter, at efteråret vil byde på en lavine af konkurser, og han mener, det er vigtigere end nogensinde før, at der gøres op med danske særregler, der holder landmændene i en økonomisk og faglig gabestok. 

”L&F og fødevareminister Dan Jørgensen arbejder på bureaukratisk, modelberegnet regulering, der risikerer at fratage 1/3 af de danske gårde langt det meste af deres gødnings- og produktionsmuligheder. For 30-50 kg. N pr ha., hvilket mange steder ser ud til at blive konsekvensen, rækker ikke langt, heller ikke når det gælder dyreenheder. Man må påregne, at værditabet på disse ejendomme vil være på ca. 100 milliarder kroner, og samtidig vil usikkerheden omkring landbrugserhvervet højst sandsynligt betyde, at jordværdien på de resterende ejendomme vil falde med ca. 50 milliarder kroner,” siger Flemming Fuglede Jørgensen og påpeger, at landbruget nu må stå fast på, at det kræver ordentlige rammevilkår, hvis landbruget i Danmark skal bestå. 

”L&F har medvirket til at sænke os ned i det dybe, sorte hul vi nu befinder os i, ved i årevis at have accepteret faldende kvælstoftildeling og ved at samarbejde med Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen om uendelige stramninger i reguleringen af landbruget. Samtidig har L&F tilmed den frækhed at annoncere med endnu en annonce, der siger, at : ’Fremtiden er ikke så sort, som den har været.’ Det er jo helt sort – beg-sort at landbrugets største organisation på den måde sætter kikkerten for det blinde øje mens dansk landbrug synker i grus.” 

Opfordrer til udmeldelse af L&F
I lørdagens Effektivt Landbrug slog Flemming Fuglede Jørgensen tonen an, og i den kommende tid vil Bæredygtigt Landbrug gøre det klart for alle danske landmænd, at det ikke har været til deres bedste, at L&F igennem mange år har haft en fremtrædende rolle i samarbejdet med de danske politikere. Og så vil formanden have gjort op med årtiers fejlslagen indsats for miljøet, hvor man i et enevældigt dansk forsøg har villet gavne naturen ved at nedsætte kvælstofmængden til planterne, men hvor det eneste målbare resultat har været en udpining af jorden. 

”Bæredygtigt Landbrug vil bevise, at Naturstyrelsen og NaturErhvevstyrelsen ikke har styr på deres tal overhovedet. Skulle man have den kætterske tanke, at deres oplæg vil blive fulgt efter styrelsernes regneark, vil man tale om udledningstal som i 1300-tallet. Det er jo fuldkommen absurd. Bæredygtigt Landbrug vil i den kommende tid arbejdet hårdt for at åbne landmændenes øjne for sandheden.” 

Flemming Fuglede Jørgensen opfordrer nu sine medlemmer til at hæve stemmen, så alle danske landmænd, og resten af det danske samfund, forstår, hvor alvorlig situationen er. 

”Jeg vil godt bede jer alle om at være med til at råbe vagt i gevær, for vi kan ikke forvente, at L&F forstår situationens alvor. Alle kræfter skal sættes ind.” 

Den 30. oktober afholder Bæredygtigt Landbrug stormøde for landmænd på Bygholm Landbrugsskole, hvor der blandt andet vil blive sat fokus på landbrugets dystre økonomiske situation. Under mødet vil Bæredygtigt Landbrug give sine bud på, hvordan landbruget kan komme tilbage på rette spor. En af løsningerne løfter Flemming Fuglede Jørgensen gerne sløret for på forhånd; Der skal gøres op med de skadelige tiltag L&F igennem en årrække har været med til at påføre dansk landbrug. 

 ”Vi vil på dette møde virkelig gå til stålet, og vores analyse af situationen vil på stormødet blive bakket op af CBS (Copenhagen Business School), der giver os helt ret i vores dystre forudsigelser. Desværre føler jeg mig også nødsaget til at anbefale danske landmænd at melde sig ud af L&F. Det er simpelthen for grelt, hvad der foregår bag lukkede døre i København. De direkte forhandlinger imellem L&F, ministrene og styrelserne har været voldsomt skadelige for dansk landbrug.” 

Læs også: Lave afgrødepriser øger krav om gødskning efter ligevægt

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen