400 mødt op til stormøde i Horsens

Kvælstof er det helt store tema på dagens møde på Bygholm. Men inden mødestart simrer snakken også om vandplaner og udmeldelser blandt de godt 400 fremmødte. Bæredygtigt Landbrug har taget temperaturen inden mødestart

Allerede halvanden time før mødestart træder de første landmænd op ad trappen til Bygholm Landbrugsskole ved Horsens. De er tidligt på færde, men med 400 forhåndstilmeldte må man være tidligt ude, hvis man vil være sikker på at få en god plads. 

En af dem, der har taget turen fra Sønderjylland til mødet i Horsens, er landmand Jens Peter Aggesen. Sammen med et par hundrede af hans kollegaer, glæder han sig til en eftermiddag, hvor fagfolk og landmænd skal diskutere kvælstofudledning og målinger.

Jens Peter Aggesen 30 oktober 2014

”Kvælstof er jo livsvigtigt, når vi som landmænd skal dyrke jorden. Som sønderjyde bor jeg tæt på grænsen til Tyskland, så vi kan jo nemt ved at følge med i, hvordan det ser ud for dem. Og selvom tyskerne giver meget mere kvælstof end os og selvom de kun kører med en meters bræmme, så har de jo ingen problemer med kvælstof. Men til gengæld kan de sammen med polske og baltiske landmænd få 139 kroner for 100 kilo korn, hvor danske landmænd kun kan få 109 kroner, når de skal sælge. Og det er fordi vi med vores stramme kvælstofkurs ikke kan lave den samme kvalitet, ” lyder det fra Jens Peter Aggesen, der frygter at dansk landbrug er på vej mod en større katastrofe, hvis ikke der snart kommer ændringer til.

”Jamen, der skal jo til at ske noget, ellers dør dansk landbrug. Og jeg tror ikke, at politikerne og hele det politiske system har opdaget, hvor alvorligt, det står til, ” lyder det fra landmanden, inden han fortsætter:

”Vi bliver simpelthen nødt til at lægge et meget større pres. Og det kan meget vel være, at der ikke sker noget sønderligt, før landmændene strejker eller laver blokade. Så kan det godt være, at Merrild siger, at det er gammeldags at strejke. Det kan godt være, men hvis det er det, der virker, for at politikerne får øjnene op, så er det, der skal til, ” lyder det fra landmanden, der dog håber, at alle danske landmænd kan gøre fælles front og stå sammen om at lægge pres og få flyttet det politiske system.

Behov for mere viden
En anden landmand, der har lagt vejen forbi Bygholm, er Holger Iversen fra Als. Han har netop opsagt sit medlemskab af den lokale landboforening og dermed også af L&F, fordi, som han forklarer, organisationen ikke har varetaget landmandenes interesser.

”Jeg er kommet til mødet for at få indspark og få mere viden. Tingene er efterhånden blevet så komplicerede, at man som landmand selv bliver nødt til at sætte sig  mere ind i tingene. Der er jo ingen andre, der gør det for en. Tværtimod, ” siger Holger Iversen og understreger i samme ombæring sin utilfredshed med søsterorganisationen.

”Jeg er skuffet over, at vores hovedorganisation Landbrug&Fødevarer ikke selv er kommet i gang med alt det her med målinger. I stedet har de nu ad to omgange samlet bruget 90 mio. kroner på at fortælle, at fremtiden ikke er så sort. De penge burde de i stedet have brugt på målinger, så vi kunne have været komme i gang med denne her dokumentation af, at kvælstof ikke er skadeligt, for længe siden.”

Udmeldelser er nødvendige
Selvom det er kvælstof, der er det store tema på eftermiddagens program på Bygholm, så kan en anden mødedeltager, Peter Jørgensen, ikke skjule, at han også håber, at emnet omkring de mange landboforeningsudmeldinger også bliver diskuteret.

”Vi skal have båret den her videre med udmeldingerne, vi skal have skubbet ilden videre. Martin skal presses noget mere, så han kan lære at sætte hælene i. Men han vil jo hellere være med ved bordet. Det kan selvfølgelig også være godt, men det er sundt at sige nej en gang imellem. At sige nu er nok, nok! Som landmand bliver jeg jo også nødt til at sige nej en gang imellem, for eksempel når jeg handler korn. Der kan jeg jo heller ikke altid sige ja. Og den nye regulering i den udformning, som retentionskortet foreskriver, kan og skal L&F ikke forhandle om. Vi landmænd skal kunne gøde efter planternes behov, hverken mere eller mindre, ” siger Peter Jørgensen fra Als.

Mødet blev indledt af formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen.
Flemming på talerstolen

Du kan læse mere fra stormødet fredag på Bæredygtigtlandbrug.dk .

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen