Erling Bonnesen: Sporet endte blindt med Dan Jørgensen

Fødevareordfører Erling Bonnesen kalder erhvervsminister Henrik Sass Larsen i samråd

Det plejer normalt at være fødevareministeren, der skal svare på spørgsmål, når der inviteres til samråd i Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Men ganske utraditionelt bliver det nu erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S), der skal svare, når udvalget senere på måneden gentager spørgsmålet om, hvordan dansk slagtesvinsproduktion i fremtiden skal sikres.

Invitationen til erhvervsministeren kommer på opfordring af Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen efter samrådet i sidste uge, hvor fødevareminister Dan Jørgensen afslog at bidrage yderligere med initiativer, der kan bremse den uheldige udvikling i slagtesvinsproduktionen. En produktion, der årligt sender millioner af slagtesvin til opfedning og slagtning i lande som Tyskland og Polen, mens danske slagteriarbejdere i stadig større stil kan skrive sig bagerst i køen af arbejdsløse.

”Vi havde et samråd med fødevareministeren i sidste uge. Og det korte af det lange er, at fødevareministeren henholdt sig til den fødevare- og vækstaftale, vi lavede i foråret. Og han vil ikke gå videre, ” lyder kritikken af fødevareministeren fra Erling Bonnesen, der tidligere har omtalt forårets vækstplan, som ’små skridt i den rigtige retning’, men langt fra nok til at dæmme op for udviklingen.  

”Nu er det et halvt år siden aftalen, og vi ser stadig slagteriarbejdspladser, der nedlægges, så vi synes, der er behov for nogle flere konkurrenceforbedrende tiltag, ” fortsætter kritikken fra Erling Bonnesen, der ikke lægger skjul på, at initiativet med at invitere erhvervsministeren til samråd i fødevareudvalget er en anelse utraditionelt.

”Jamen, det er bestemt ikke særlig traditionelt, men jeg synes bare ikke, der er andet at gøre efter samrådet med Dan Jørgensen. Det endte jo blindt. Og jeg synes, vi skal have det her bragt et niveau op. Sass Larsen var som erhvervsminister den koordinerende minister, da vi lavede fødevare- og vækstaftalen i foråret. Og derfor er det selvfølgelig også naturligt, at inddrage ham i det. Men det er selvfølgelig også for at prøve på at få gjort opmærksom på, at det går den skæve vej med slagtesvin i Danmark; vi kan jo kort og godt se, at de danske slagtesvin er ved at flage ud, og det synes vi jo er en frygtelig situation. Og jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke reagerer anderledes på det.”

Sætter sin lid til Sass
Erling Bonnesen håber på, at erhvervsministeren modsat sin partifælde vil tage anderledes fat om problemerne i svineproduktionen.

”Derfor vil vi nu have erhvervsministeren Sass Larsen i samråd omkring det. Og så må han jo give en redegørelse af, hvad, udviklingen med et tilsyneladende fortsat fald i antallet af slagtninger på grund af for dårlige rammevilkår for danske landmænd, betyder. Og så selvfølgelig spørge ham, om han ikke er enig i, at der er et behov for at gøre noget mere nu”

Erling Bonnesen peger på, at faldet i antallet af slagtninger på de danske slagterier giver en uheldig afsmittende virkning hele vejen rundt i samfundet.

”Det er jo ikke kun slagteriarbejdspladser. Det er jo også i foderstof-, transportsektoren, maskinhandlerne og alle, der har en tæt tilknytning til erhvervet.”

”Man kan jo ikke give slagterierne skylden for, at antallet af slagtesvin falder. Og man kan jo heller ikke give landmændene skylden for det, for det er jo for dårlige rammevilkår her i Danmark. Og derfor ligger det ansvar på politikerne og på Christiansborg, ” siger Erling Bonnesen til bæredygtigtlandbrug.dk .

Læs også: Slagtesvin: Bolden ligger hos politikerne

 Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top