Slagtesvin: Bolden ligger hos politikerne

Fødevareministeren fortalte på onsdagens åbne samråd i Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, at han med forårets vækstplan for fødevarer har gjort rigeligt for at styrke den danske produktion af slagtesvin. Venstre og Liberal Alliance mener der skal gøres yderligere, og kræver politisk handling nu

Bolden ligger hos politikerne, når det handler om at skabe rammerne for en økonomisk bæredygtig produktion af slagtesvin i Danmark. Det var meldingen fra Venstres Erling Bonnesen og Liberal Alliances Mette Bock på det åbne samråd i Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på Christiansborg den 10. september, men fødevareminister Dan Jørgensen (S) mener, regeringen har gjort det nødvendige.

Emnet var ellers meget aktuelt, og truslen mod slagtesvineproduktionen i Danmark helt reel. Danske producenter af slagtesvin kæmper med en konkurrenceforskel per slagtegris på 109 kroner i forhold til Tyskland. Oveni har tyskerne nu, politisk, konstrueret en ny ordning, hvor producenter af slagtesvin kan få en ekstra gevinst på op mod syv euro pr. svin, hvis de producerer efter et særligt sæt miljø- og dyrevelfærdsregler. Regler, mange danske landmænd allerede i dag lever op til, hvilket igen vil betyde, at stadig flere danske slagtesvin vil køre uden om de danske slagterier.

Ifølge landbruget, slagterierne, slagteriarbejderne, Venstre og Liberal Alliance er det nu politikernes ansvar at følge udviklingen og indrette rammevilkårene, så der også i fremtiden er plads til slagteriarbejdspladser i Danmark. Og der skal handles nu, lød det fra indkalderen af samrådet, Erling Bonnesen.

Bonnesen (xborg)

”Det er jo ikke landmandens skyld, det er vores forpligtelse at sætte rammevilkårene. Det er jo ikke slagteriernes skyld, at der kommer færre slagtesvin ind – det kan de jo ikke gøre ved. Det er derfor bolden ligger her hos os som politikere, for at prøve at se på de her rammevilkår,” lød det fra Erling Bonnesen.

Fødevareministeren fortalte samrådet og tilhørerne, at regeringen ikke er i gang med at finde nye store løsninger på landbrugets udfordringer, da fødevareforliget fra foråret, hvor Enhedslisten som eneste parti ikke var med, nu skal bevise sit værd.

”Vi er i gang med at implementere og arbejde hårdt med de her ting, vi har besluttet, og det både håber vi på og regner vi med vil skabe langt bedre forhold for erhvervet,” lød konklusionen fra ministeren efter Venstre og Liberal Alliance i godt halvanden time havde bedt fødevareministeren redegøre for, hvilke yderligere tiltag regeringen vil tage for at sikre slagtesvin til de danske slagterier.

Erling Bonnesen spurgte ministeren, om det ikke gør indtryk, at produktionen flager ud af landet, og venstremanden kvitterede for de tiltag, der lå i fødevare og vækstaftalen, men anmodede om, at der fra regeringens side også blev kigget på de nye udfordringer.

”Vi er nødt til at adressere, at udviklingen, den kører så hurtigt, som den gør. Der var ingen, der for et halvt år siden kunne se, at der var optræk til de her ekstra-ekstra slagterifyringer, som vi står overfor nu. Og det beder jeg om, at vi prøver at få i fokus.”

LA: For uambitiøst af regeringen
Mette Bock, der netop er vendt tilbage til posten som Liberal Alliances landbrugsordfører, gjorde det klart for ministeren, at en ændring af rammevilkårene for landbruget ikke kun er et spørgsmål om ’mindre af det hele’, altså, at det ikke blot handler om at slække krav til blandt andet miljøet. Det handler ifølge Mette Bock om at skabe løsninger, der virker, i stedet for at fortsætte den generelle regulering af landbruget.

Mette Bock Værebro Å

”Det er et spørgsmål om at bruge fagligheden, landmandskabet og den sunde fornuft,” lød det fra Mette Bock, som appellerede til, at ministeren tager landbrugets, slagteriarbejdernes og oppositionens bekymringer for fremtiden alvorligt.

”Hvis man som minister allerede nu læner sig tilbage og siger, at ’vi har jo allerede lavet en vækstplan – vi kan ikke gøre mere’, samtidig med at vi konstaterer, at arbejdspladserne fortsat flytter ud af landet, så synes jeg bare det er for uambitiøst, og jeg synes ministeren skal være mere ambitiøs.”

Når der gælder spørgsmålet om, hvilke rammevilkår, der skal blive bedre, pegede Mette Bock på specielt tre indsatsområder:

”Skulle vi ikke prøve at se om vi kunne gøre et eller andet, som vil gøre, at flere af de der smågrise som vi faktisk producerer i Danmark, faktisk bliver i Danmark og også bliver slagtet i Danmark. Og hvis vi skal det, så er det de der tre niveauer: implementering af EU-direktiver, afgifter i Danmark og det generelle skatteniveau, vi skal have kigget på.”

Arrogant minister
I 2012 blev der ifølge fødevareministeren kørt cirka 11. millioner levende grise ud af Danmark, og slagtesvineproducent Peter Kjær Knudsen, der var mødt op for at følge det for landmanden så vigtige samråd, var dybt skuffet over ministerens ligegyldighed overfor de danske slagtesvineproducenter.

Peter Kiær Knudsen

”Jeg er meget skuffet over den arrogance, som fødevareministeren udviser over for det her samråd. Det er ude i primærproduktionen, hvor vi har det her problem med den manglende indtjening på slagtesvin, og det er derfor produktionen falder. Fokus fra især fødevareministeren og venstrefløjen kører på Danish Crown og slagterierne, og det er jo ikke der, vi har problemet. Nej, problemet opstår i Danish Crown fordi vi har problemet ude i primærproduktionen,” lød konklusionen fra Peter Kjær Knudsen efter samrådet.

Ifølge landmanden er der især to rammevilkår, regeringen skal ændre på, hvis der fortsat skal eksistere en produktion af slagtesvin til de danske slagterier.

”Det er mere gødning, så vi kan producere noget mere foder med noget højere protein, og så handler det om at få nogle rimelige harmonikrav, så vi ikke skal ud og købe så meget jord, hvis vi skal producere nogle flere slagtesvin. Det er de to faktorer, der betyder mest økonomisk – og her og nu.”

Bæredygtigt Landbrug skuffede over ministerens manglende vilje
Bjarne Nigaard, Adm. direktør i Bæredygtigt Landbrug, var også til stede på Christiansborg, og efter samrådet udtrykte han stor forundring over fødevareministerens manglende vilje til samarbejde.

Bjarne i svinestald TOP

”Jeg er lidt overrasket over, hvor lidt indtryk det faktisk gør, at et stykke af virkeligheden siger: vi har slagteriarbejdere, der har mistet deres job. Vi har landmænd, der ikke længere kan få bundlinjen til at hænge sammen, og samlet set taber Danmark dermed stort potentiale.”

Bjarne Nigaard anmoder derfor ministeren om at tage problemerne i forbindelse med produktionen af slagtesvin til de danske slagterier langt mere alvorligt.

”Ministeren sparker hele tiden diskussionen til hjørnespark, hvor ministeren hele tiden peger på, ’jamen, vi har gjort meget – lad os nu lige som det hjælper’. Jo, men det hjælper ikke ham, der har mistet sit arbejde på slagteriet, og det hjælper ikke den landmand, der skal hen og fortælle i banken, at han ikke kan betale næste termin. Og det irriterer mig voldsomt, at man ikke sætter det i perspektiv.”

Ifølge Bjarne Nigaard efterlader regeringens arrogance overfor slagtesvineproducenterne og slagteriarbejderne midt i et politisk spil, som de ikke selv er herre over.

”Midt i det hele står den enkelte landbrugsfamilie. De vil så gerne have lov til at tjene deres penge. De vil så gerne have lov til at servicere deres gæld. De vil så gerne have lov til at beholde gården – og alt imens, så skal vi vente på at ministeren han siger ’jaa, narj, vi er ved at kigge på det – der kommer en god løsning i morgen’.

Læs også: Kan dansk landbrug klare sig uden en slagtesvineproduktion?

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Gris i stald - Foto: Mads Armgaard

Foto: Mads Armgaard

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen