Peter Kiær: Nu laver jeg målingerne selv

Mens myndighederne tøver med målinger, så tøver landmand Peter Kiær på ingen måde. Han etablerer nu målinger på samtlige dræn, der skal dokumentere den faktuelle udledning af kvælstof. Når myndighederne ikke vil, så må jeg jo gøre det selv, lyder det fra landmanden, der efterlyser handling nu

To hundrede tons sojaskrå. Så meget ekstra protein står der på dosmersedlen, når landmand Peter Kiær næste år skal købe foder til de 600 søer, 19.000 smågrise og de 11.000 slagtesvin, han årligt opdrætter på gården ved Haslev på Sydsjælland.

Korn omlæsses

Med den seneste høst, der landet over har budt på skuffende resultater, er proteinet i Peter Kiærs foderkornproduktion faldet to procent. Fra 11 til 9 procent. Og selvom de 9 procent dermed er en halv procent over landsgennemsnittet på 8,5 procent, rækker det langt fra til foder.

Derfor må Peter Kiær nu tilsætte de ekstra 200 tons importeret soja fra Sydamerika. Og det er en ekstra udgift, der kan mærkes.

”Jamen, det koster jo 600.000 kroner ekstra, som det overhovedet ikke havde behøvet at koste, hvis vi kunne tilføre noget mere gødning,” fortæller Peter Kiær, der ikke lægger skjul på sin manglende tillid til myndighedernes modelberegninger og derfor efterlyser flere konkrete målinger.

Dokumentation døgnet rundt

Sorbisense ikke top

For at få et eksakt billede af, hvor stor udledningen af kvælstof er fra Peter Kiærs 240 hektar med planteproduktion, etablerer landmanden nu måleudstyr på samtlige dræn. Ved at placere de såkaldte Sorbiceller, der så at sige ’husker’ både flow og koncentrationen af næringsstoffer, på hvert hoveddræn, kan Peter Kiær dokumentere præcis, hvor stor en mængde kvælstof, der eventuelt udledes fra lige præcis hans mark. Og motivationen, ja, den er klar nok:

”Jeg har fået nok. Jeg kan ikke se økonomien i at have både grise og planteavl i Danmark i fremtiden, hvis ikke vi får gjort noget ved vores massive undergødskning nu, ” siger Peter Kiær.

Som både plante- og svineavler rammer den nuværende miljøregulering, hvor markerne bevist undergødes, ekstra hårdt, og Peter Kiær tror ikke på en fortsat svineproduktion, hvis ikke politikerne er klar til en ændret regulering. 

”Det er nu, vi skal gøre noget. Det er ikke om to år, når vi har undersøgt og testet målere, som for øvrigt har været tilgængelige på markedet gennem årtier. Det er ikke om et år, det er nu. Derfor føler jeg, at jeg er nødt til at gå i gang med at undersøge det selv på egen hånd. Myndighederne kan jo ikke finde ud af det. Og når de nedlægger målestationer, så må jeg jo oprette mine egne, ” lyder det fra Peter Kiær, der ikke regner med en nævneværdig udledning.

”Viser målerne det, jeg regner med; nemlig at jeg ikke udleder noget nævneværdigt, så må jeg jo sætte i gang med gødskning efter ligevægtsprincippet, ” lyder det fra landmanden, der ærgrer sig over myndighedernes passivitet, når det kommer til konkrete løsninger, der kan dokumentere den reelle udledning.

”Jeg er dybt skuffet over, at myndighederne ikke kan se det helt rigtige i at få gjort det her med det samme. Derfor tager jeg sagen i egen hånd, fordi jeg føler, der er det rigtige at gøre.”

Godt initiativ
Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen har længe talt for en anden regulering, hvor markerne kan tilføres mere gødning, og han bakker derfor op om initiativet med egne målinger.

Bonnesen 30. oktober 2013

”Jeg synes det er godt, hvis der er landmænd, der tager initiativ til at foretage konkrete målinger på deres egne bedrifter og ved deres egne vandløb. Det er jo med til at vise, hvordan den faktiske tilstand er. Og det synes jeg er godt, for så kan man holde det op imod de teoretiske modeller, som bliver anvendt i øjeblikket. Det er vældig fint, så lad os få de konkrete resultater på bordet.”  

Tirsdag d. 30. september kl. 12. installeres Sorbicellerne ved fire hoveddræn på Peter Kiærs marker. Her vil det være muligt at tale med både Peter Kiær, en repræsentatnt fra Sorbisense samt lokale landmænd, der overvejer etablering af egne måleenheder. Adressen er Storgaarden, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev.

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen