Iltsvindsrapport bekræfter at landbrugets kvælstofreduktioner ingen effekt har

DCE, under Aarhus Universitet, har d. 29. august udgivet årets første iltsvindsrapport[1], bestilt af Naturstyrelsen. Den bekræfter lige som sidste års rapport, at der stadig er store problemer med iltsvind mange steder, på trods af at kvælstofudledningen fra landbruget er faldet til under det halve i forhold til før den første vandmiljøplan

Af Vagn Lundsteen, fagpolitisk rådgiver

Rapporten nævner da heller ikke landbrugets anvendelse af gødning, et eneste sted, som årsag til iltsvindet. Tværtimod er der en lang række andre forhold, der har betydning for iltsvindet. 

Den mest iøjefaldende er nævnt på side 14 i rapporten:

’De iltfrie forhold ved bunden i flere områder førte ud over frigivelse af svovlbrinte også til frigivelse af store mængder næringssalte til bundvandet. Ved den efterfølgende opblanding af vandmasserne blev disse næringssalte tilgængelige for planteplankton (alger) og forårsagede masseopblomstring med markant nedsat sigtbarhed i vandet til følge’.

Næringssaltene (kvælstof og fosfor) ligger for en stor del på bunden af fjordene. For eksempel udgør, ifølge professor Stiig Markager[2], kvælstof bundet i bundsedimentet, ca. 96 procent (slide 11) af den totale kvælstoftilførsel til fjordene. Det betyder, at når forholdene er iltfrie ved bunden, har kvælstof fra det åbne land lille eller ingen betydning for eutrofieringen og dermed iltsvind.

Hvad er iltsvind? (fra rapporten om ’Iltsvind i de danske farvande’)

Iltsvind er et naturligt fænomen, som kan forøges i hyppighed, udbredelse, varighed og styrke som følge af eutrofiering (stor tilførsel af næringssalte og organisk stof) og klimaforandringer. Iltsvind opstår når iltforbruget i bundvandet er større end ilttilførslen. Iltforbruget skyldes bunddyrs samt bakteriers og andre mikroorganismers respiration (ånding) ved nedbrydning af organisk stof i vandsøjlen og sedimentet og forbrugets størrelse afhænger af mængden og nedbrydeligheden af det organiske stof og af temperaturen. Ilttilførslen er først og fremmest styret af vejrforholdene. Iltsvind opstår derfor typisk i forbindelse med stille, varme perioder med temperaturlagdeling af vandsøjlen og/eller ved salt-lagdeling som følge af indtrængende saltere og tungere bundvand eller ferskere og lettere overfladevand.

Ifølge Dieter Heinrich, Manfred Hergt 1992[3]

Algevæksten kan blive så voldsom, at de højere planter forsvinder, og nedbrydningen af døde alger skaber derefter iltmangel i løbet af efterår, vinter og forår. Det fjerner først og fremmest de iltkrævende fisk som ørred, sandart og aborre, og det medfører på sin side, at skidtfiskene (brasen, skalle m.fl.) får bedre opvækstbetingelser. Da de foretrækker dafnier som føde, fjerner de størstedelen af disse krebsdyr, som ellers kunne have holdt algerne nede. En ond cirkel er sluttet.

Ophobningen af bundslam gør det vanskeligt at fjerne en eutrofiering, selv efter at tilførsel af næringsstoffer er standset. Ofte er det nødvendigt at gribe ind på flere fronter samtidig:

  • opsugning og bortkørsel af bundslam
  • opfiskning af skidtfisk
  • kalkning (der binder fosfater)
  • tilførsel af ilt ved indpumpning af luft 

Ingen effekt af kvælstofreduktion fra landbrug
Derfor ser vi ingen effekt af kvælstofreduktionerne. Derfor giver det ingen mening at fortsætte med at reducere udledning af kvælstof fra landbruget. Hvis vi skal gøre noget effektivt ved iltsvindet, skal bundslam fjernes, vandet kalkes, eller der skal monteres iltpumper, der både kan tilføre ilt i de iltfrie vandområder og lave en opblanding af det iltfattige tunge vand langs bunden og det iltrige vand ved vandoverfladen. Der er udført forsøg med denne fremgangsmåde i flere svenske fjorde, med stor succes.

For øvrigt er det interessant og påfaldende, at der ingen fornuftig sammenhæng er mellem iltsvind og landbrugsområder. Tag for eksempel Limfjorden. Den østlige del af Limfjorden modtager drænvand fra de meget store landbrugsområder i Himmerland og Vendsyssel. I denne del af Limfjorden er der aldrig problemer med iltsvind, i hvert fald ikke siden Aalborg kommune fik styr på spildevandet.

I den vestlige del af Limfjorden omkring Thisted Bredning og Løgstør Bredning, er der ofte iltsvind, til trods for at landbrugsområdet er meget lille. Samme paradoks er omkring Mariager Fjord/Randers Fjord. Mariager Fjord har kraftigt iltsvind hvert år, til trods for at det afvander et lille landbrugsareal. Omvendt med Randers Fjord, der afvander det største landbrugsareal i Danmark, via Gudenåen. Her er aldrig iltsvind.

Til gengæld er der også områder, hvor der hvert eneste år er iltsvind. Skive inderfjord, Lovns bredning og området omkring øen Als. Her er nogle særlige bundforhold, der gør at der kommer iltsvind hvert år. Uanset vind, vejr, regn eller sol. Så sammenhængene er ikke så enkle, som man i Naturstyrelsen og hos DCE har villet fortælle offentligheden gennem mange år. Der er faktisk en tendens til at sammenhængen slet ikke findes.

Hvis nitrat er et problem for vandmiljøet, skal der laves en klar kortlægning af denne sammenhæng. En sådan findes ikke i dag. Målinger af vandløb er den eneste vej til et bedre vandmiljø, da det er nødvendigt at vide, hvad problemet er, før vi kan gøre noget ved det.

Vi skal jo ikke reparere noget, der ikke er i stykker.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen