Naturfredningsforeningens prætentiøse krystalkugle

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har i en række indlæg i diverse medier på det seneste forsøgt sig med at forudse EU-Kommissionens fremtidige ageren overfor Tyskland, på baggrund af en begrundet udtalelse omkring tilstanden med nitrat i 2012 i Tyskland.

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør

DN udlægger teksten fra Kommissionen som om, at der er tale om, at Tyskland har nogle regler, der er et brud på EU’s regler. DNs logik er, at vi derfor i Danmark ikke kan henvise til, at vi vil have de samme regler som i Tyskland.

Lad os lige få fakta på plads.

Kommissionen træffer hver måned en række afgørelser på traktatbrudsområdet for at skride ind over for medlemsstater, der ikke har opfyldt deres forpligtelser i henhold til EU‑retten. Afgørelserne har til formål at sikre en korrekt anvendelse af EU-retten til gavn for borgere og erhvervsliv.

Kommissionen har alene i juli 2014 truffet 419afgørelser på traktatbrudsområdet, som omfatter 63 begrundede udtalelser og 14 sagsanlæg ved Den Europæiske Unions Domstol. Der er altså langt fra tale om et usædvanligt skridt overfor noget land, at der kommer en afgørelse der vedrører dette medlemsland. I juli fik Danmark fx også en begrundet udtalelse om forbud mod snustobak.

Afgørelsen vedr. Tyskland er netop en begrundet udtalelse. Kommissionens resumé af den begrundede udtalelse siger bl.a.:

”… Europa-Kommissionen har opfordret Tyskland til at sætte mere ind på at bekæmpe vandforurening med nitrater. De seneste tal fra Tyskland, som stammer fra 2012, viser en forværring af nitratforureningen af grundvand og overfladevand, bl.a. i form af eutrofiering af kyst- og havvand, især i Østersøen. Til trods for denne forværring har Tyskland ikke i tilstrækkelig grad forstærket sin indsats for at mindske og forebygge nitratforurening, således som det kræves i EU-lovgivningen. …”

I overensstemmelse med retspraksis ved EU-domstolene giver Kommissionen i øvrigt ikke nogen oplysninger eller dokumenter vedrørende igangværende overtrædelsessager ud over de oplysninger, som offentliggøres gennem dens pressemeddelelser.

Med mindre DN derfor har en helt særlig kanal til at vide hvad næste skridt i sagen måtte blive, er det altså krystalkuglen DN har kigget i, når de konkluderer, at der er ved at blive ”… statueret et eksempel…” mod Tyskland. Tyskerne vil nemlig formentlig besvare den begrundede udtalelse inden fristen senere denne måned, hvorefter det videre sagsforløb afhænger af svaret og efterfølgende sagsbehandling hos Kommissionen.

Endvidere er det væsentligt at notere sig hvad sagen egentlig handler om. Der er i Tyskland, efter Kommissionens opfattelse, sket en overtrædelse af EU-lovgivningen, som Kommissionen skriver. Det er nitratdirektivet der sigtes til. Og det er i nitratdirektivet ligevægtsprincippet findes.

Med andre ord må henvendelsen tolkes sådan, at Kommissionen mener Tyskland forbryder sig mod nitratdirektivet. Selv samme direktiv, som dansk landbrug ønsker sig reguleret af. Tyskland har ikke et regelsæt, der er imod EU-lovgivningen. Tyskland har bare ikke styr på at overholde EU-lovgivningen, som svarer til de gældende regler i Tyskland.

Det er selvfølgelig slemt nok, især for miljøet, hvis det er sandt, men hvordan DN dermed kan konkludere, at Tyskland har en ”… alt for lempelig regulering af kvælstof…”  i forhold til EU-lovgivningen, og hvordan de kan mene, at ”… EU-kommissionens udmelding (hamrer) en tyk pæl igennem landbrugets påstande om overimplementering af nitratdirektivet…” , det hører vi meget gerne uddybet.

Tyskland har styr på målinger i vandmiljøet
Sagen handler alene om, at Kommissionen mener, at Tyskland med deres adfærd går videre end EU-lovgivningen. Det betyder ikke, at EU-lovgivningen står for fald. Tvært imod håndhæves den jo. Så lad os endelig få den i Danmark også, i stedet for begrænsende særregler.

Sandheden om Tyskland er formentlig, at man ikke overholder ligevægtsprincippet, bl.a. fordi tyske landmænd stadig udbringer store mængder husdyrsgødning i efteråret. Og fordi de fx kører deres gærrester fra deres biogasanlæg ud både forår og efterår uden det bliver indregnet i antallet af dyreenheder. Det har tyskerne en plan på vej for at håndtere.

I øvrigt må man også huske at rose tyskerne for reelt at have indblik i, hvad tilstanden er i deres vandmiljø. Tyskerne udfører nemlig forholdsmæssigt langt flere og hyppigere konkrete målinger, end Danmark. Og målingerne har fx i den seneste nationale debat om iltsvind i Østersøen påvist, at omfanget af dette iltsvind var langt mindre, end det forskellige grønne organisationer mente og havde modelberegnet sig frem til.

Så nej, danske landmænd vil ikke gøde lige så meget og håndtere gødning ligesom tyskerne. Danske landmænd vil gøde efter de samme regler som i Tyskland. Og EU. Og danske landmænd vil overholde disse logiske og fagligt baserede regler.

Topbillede: Foto: Jacob Nyborg Andreassen

Kunstgødningsspreder feb 2014

Scroll to Top