Mere kvælstof på marken giver flere svin på slagteriet

For to måneder siden afværgede Danish Crown-medarbejdere på Bornholm med nød og næppe - og på et hængende hår - en lukning af slagteriet i Rønne. Det skete, fordi slagteriarbejderne frivilligt valgte at gå ned i løn.

Af Jens Iversen, svineproducent og bestyrelsesmedlem Bæredygtigt Landbrug

Nu er den så gal igen. Danish Crown har netop offentliggjort, at nye 150 ansatte i både Sønderborg, Herning og Ringsted skal fyres, fordi der mangler slagtesvin ved skærebordene. Men hvorfor mangler der slagtesvin i Danmark? Vi producerer jo henved 30 millioner smågrise hvert år!

Slagtesvinene mangler, fordi godt en tredjedel af dem hvert år triller ud af landet til opfedning og slagtning i primært Tyskland og Polen. Og det sker fordi, vi med vores rammevilkår og stramme kurs på kvælstof, undergøder vores marker.

Hvordan hænger det nu sammen? Jo, der er den sammenhæng, at når danske svineproducenter laver deres foder, skal der tilsættes mere protein. Svin skal jo have protein for at kunne vokse. Men da proteinet i kornet i dag er lavere end nogensinde på grund af undergødskningen, så er der ikke længere nok protein i kornet. Og for at få protein nok i foderkornet, er landmanden nødsaget til at tilsætte dyrt importeret sojaskrå.

Sammenligner du fx en dansk og en tysk landmand, så skal tyskeren blande forholdsvis lidt af den dyre sojaskrå i foderet, fordi hans korn jo indeholder meget mere protein. Mens den danske landmand skal bruge meget mere sojaskrå for at få et proteinindhold, der svarer til normen. Så hans foder bliver meget dyrere. Det gælder også, hvis landmanden køber alt sit foder; det bliver stadig langt dyrere, end hvis proteinet blev produceret i Danmark.

Det betyder selvfølgelig, at danske landmænd, der opfeder svinene, ikke kan betale det samme for smågrisene som de udenlandske landmænd, der har langt lavere foderomkostninger i forhold til de danske. Og derfor er der så mange smågrise, der ryger til udlandet. Og derfor betyder det noget, hvor meget kvælstof, vi kører på marken.  

Og tilbage til slagteriarbejderne; al ære og respekt for ansatte, der forsøger at redde deres arbejdsplads. Men selvom lønnedgangen og den kollektive accept af forringede vilkår på Bornholm var velment, så hjælper initiativet ikke på den lange bane.

Nej, skal vi dæmme for de unødvendige dyretransporter og sikre, at arbejdspladserne bliver på de danske slagterier, skal vi gribe anderledes fat om nældens rod. Den dårlige produktionsøkonomi og den forvredne konkurrence sker jo allerede ude ved første led i fødekæden; nemlig ude på marken. Det er det, der gør, at vi må vinke farvel til alle de smågrise, der årligt triller ud af landet til opfedning i udlandet. Og det er rammevilkårene, der gør, at vi danske svinebønder allerede er mellem 80-100 kroner per svin bagud i forhold til de andre.

At lave lønnedgang på slagteriet er måske noget, der flytter 10 kroner per svin. Så det er jo i småtingsafdelingen. Og det er ikke en holdbar løsning på den lange bane.

Så kære politikere; giv os rammevilkår og gødningsnormer, som i vores konkurrerende nabolande. Giv os mere kvælstof på marken, det giver flere svin på slagteriet. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen