BL og NNF: Grisene skal blive her, hvor de har det bedst

I en fællesudtalelse fra Fødevareforbundets lokalafdelinger, Bæredygtigt Landbrug og Agerskovgruppen gør fagbevægelsen og landbruget fælles front for at sikre, at arbejdspladserne i fødevareklyngen bliver i Danmark samtidig med at der bidrages med et tocifret milliardbeløb til det danske samfund

Dansk dyrevelfærd er i verdensklasse. Medicinforbrug og miljøbelastning ved svineproduktion i Danmark ligger blandt de laveste i verden. Effektiviteten i svinestaldene og på slagterierne er blandt de højeste i verden. Den danske fødevaresikkerhed er berømt verden over.

Vi har nogle af de mest moderne og højteknologiske slagterier i verden og de mest effektive og veluddannede medarbejdere på slagterierne. Det hele står klar til at skabe vækst og arbejdspladser til fordel for det danske samfund. 

Fællesudtalelse fra NNF, BL og Agerskovgruppen

At der hvert år drager mere end elleve millioner smågrise sydpå, for at blive opfedet med udenlandsk korn, ved hjælp af udenlandsk arbejdskraft og slagtet af kolonnearbejdere på tyske slagterier, er en helt grotesk situation, som vi i Bæredygtigt Landbrug og Fødevareforbundets lokalafdelinger ønsker at få stoppet. Vi ønsker at tilkendegive, at vi står samlet i de to organisationer om at sikre at slagtesvinene bliver hjemme i Danmark, hvor de hører hjemme, så de kan blive slagtet på danske slagterier og af danske slagteriarbejdere.

Vi ønsker:

  • Harmoniregler som i andre EU-lande
  • Gødning efter ligevægtsprincippet som i andre EU-lande
  • At fremtidig regulering af landbrugsproduktionen sker på baggrund af målinger
  • At slagterierne fjerner sig fra den ensidige fokusering på løn som konkurrenceparameter
  • At der fokuseres på landbrugsfamiliernes konkurrencedygtighed i stald og på mark

Tiltag der ensidigt nedsætter slagteriernes omkostninger, fastholder ikke et eneste slagtesvin i Danmark. Det er økonomien i staldene, der er afgørende for, om der produceres slagtesvin i Danmark. Vi har ikke brug for flere stalde. Tomme stalde har vi rigeligt af. Vi ønsker økonomi i at fylde dem op. Vi tilbyder at øge antal af arbejdspladser på slagterierne og hos landbrugsfamilierne, uden tilskud fra staten. Vi ønsker forhold, så vi kan konkurrere og beholde grisene hjemme i Danmark, hvor de hører hjemme og har det bedst. 

Vi vil gerne bidrage til væksten. Vi be’r ikke om noget. Det koster ikke det danske samfund noget.

Vi har behov for politiske tiltag og appellerer til sund fornuft og handlekraft hos politikerne. 

På vegne af:

Fødevareforbundets lokalafdelinger                              Bæredygtigt Landbrug

Peder Pedersen                                                                  Flemming Fuglede Jørgensen

Grisestald

Scroll to Top