Som at komme hjem

Bjarne Nigaard skifter fra rollen som chefjurist til administrerende direktør i Bæredygtigt Landbrug, men fokusset på danske landmænds vilkår ændrer sig ikke. Vejen til målet bliver måske anderledes, men ambitionen om at gøre en forskel er intakt

Han bruger udtryk som ’mangt et læs’, ’synes betimeligt’ og ord som ’qua’, ’kontra’ og ’eksakt’. Når han forklarer sig, bruges hænderne til at understrege pointer og et bestemt ordvalg bakkes op af en markerende hånd. 

Han er ordentlig. Altså i betydningen ’lever op til visse sociale normer, pæn, respektabel’, som Den Danske Ordbog forklarer ordet. Selv når han er afslappet klædt, er T-shirten strøget.

Kan han finde ro i lovstof og paragraffer? Ja, sagtens. Her kan han også hente inspiration, arbejdsglæde og stof til eftertanke. Men juraen, paragrafferne og det korrekte, lidt stringente sprog er ikke hele hans verden.

Over den strøgne T-shirt kan man af og til finde en sweatshirt med et logo på brystet. Ikke på kraven, hvor firmalogoer sidder. Lige over hjertet. Der hvor sportsklubber og loger sætter deres bomærke. På hans står der DFU. Dansk Fodbolddommer Union.

41-årige Bjarne Nigaard – for det er ham, vi taler om – er jurist. Og fodbolddommer. Familiefar. Landmandssøn. Vinterbader. Øl-entusiast. Berejst. Belæst. Begejstret. Og nybagt direktør.

Otte kilometer vest for Viborg
Bjarne Nigaard blev født i 1973. Han er sine forældres førstefødte og var enebarn i et årti, før hans søster kom til i 1984.

Hans barndom blev tilbragt på forældrenes gård otte kilometer vest for Viborg. Så langt ude, at hans klassekammerater klagede over den lange strækning, der skulle tilbagelægges på den to kilometer lange grusvej, der fulgte, når man drejede fra hovedvejen. Bjarnes forældre drev 120 tønder land og havde 200 søer.

Som dreng hjalp han med at køre korn i laden. Han kørte i traktoren ved siden af mejetærskeren, så hans far ikke behøvede at stoppe for at læsse kornet over.

”Jeg har kørt traktor, siden jeg var fire år gammel. Jeg påstår ikke, at jeg var særlig god til det, men jeg har kørt mangt et læs korn i laden. Og jeg har også kastreret flere grise end du har spist ærter,” fortæller han smilende i dag om sin barndom.

Det lå aldrig i kortene, at Bjarne skulle overtage gården. Efter sin matematiske studentereksamen, og en aftjent værnepligt, begyndte han i 1993 på jurastudiet på Aarhus Universitet.

”Der er ikke i mig personligt gået nogen stor landmand tabt. Der er både landbruget og mange andre godt tjent med, at det ikke var der, jeg valgte at satse på karriere,” siger han med et grin.

Derfor var det også uafvendeligt at gården måtte sælges, da Bjarnes far døde i 2002. Hans mor kunne ikke drive den alene og selv hvis hun havde haft interessen var hans søster for ung. Det havde betydning for følingen med landbrugserhvervet.

”Vi solgte gården i 2002 og dermed blev den naturlige tilknytning til landbrug mere perifer. Det var sådan noget med, at høre hvad fætter eller onkel fortalte, når der var familiesammenkomster og fætter-kusine-gilder. Det har siden da været min primære tilknytning, udover hvad jeg har læst om i medierne.”

Bjarne på traktor (IKKE top) foto Kristian Brasen

70 kilometer vest for København
Opvæksten på landet har præget ham. Han kan høre sin fars eder og forbandelser for sit indre øre, når han møder urimelige og uforståelige regler.

Før han begyndte at arbejde for Bæredygtigt Landbrug var han måske ikke opmærksom på de forskellige aktører, der var aktive, når der blev talt om landbrug og vilkår og politik. Men reaktioner på og holdninger til landbrug er ikke gået hans næse forbi.

”Jeg har bare været opmærksom på, at mediebilledet tit har været for ensidigt med historier som ’nu sviner de igen med kvælstof’ og ’nu må vi også lige få styr på vores vandmiljø, for det er også de skide landmænd, der hælder gylle i åen’. Og det har hver gang slået mig som noget, min far ville bande over og dermed også noget, jeg bander over, for jeg har selvfølgelig fået den samme forståelse og den samme virkelighedsopfattelse som mine forældre har været med til at give mig i min opvækst,” forklarer Bjarne Nigaard.

Da muligheden for at arbejde med landmænd og for landbruget opstod, var han sådan set ikke i tvivl om, at det var den rette beslutning at arbejde hos Bæredygtigt Landbrug i Vipperød omkring 70 kilometer vest for København.

”Jeg ved, at der er nuancer. Jeg ved, at så enkelt kan man på ingen måde opstille miljødebatten eller debatten om dansk landbrug, og det var med den bevidsthed, at jeg, da jeg fik muligheden for at træde ind i den verden, sådan set ikke var i tvivl om, at jeg syntes, det kunne være rigtig spændende og interessant for mig personligt, for – uden det skal lyde alt for nostalgisk – så følte jeg det lidt som at komme hjem. Jeg kunne relatere mig til problemstillingerne, og jeg kunne høre mine fars eder og forbandelser, og jeg kunne også godt høre, hvad han synes, der skulle gøres, og det ville jeg gerne være med til at bidrage til.”

Langt fra Danmark
Landbrugsanerne rækker langt uden for landets grænser. Bjarnes morfars tvillingebrødre emigrerede til Australien i begyndelsen af 1900-tallet og bosatte sig på hver sin farm ved byen Rockhampton i Queensland, ’lige der ved den tropiske vendekreds’, som Bjarne forklarer.

Deres efterkommere driver stadig kvægfarmene, og dem har Bjarne besøgt. Både alene og senere med sin familie.

Om udlængslen og lysten til eventyr er genetisk, skal vi lade stå usagt. Men Bjarne er med egne ord ’en globetrotter’. Han rejser så ofte det er muligt.

”Jeg er et nysgerrigt menneske. Jeg vil gerne understrege, at vi rejser ikke på den måde, at vi lægger os på en strand i otte dage. Al respekt til dem, der har lyst til det, men det kan jeg ikke finde ud af. Jeg får simpelthen stress af at ligge stille for lang tid. Det kan jeg ikke. Jeg skal ud og finde ud af, hvad det her er for noget, og jeg vil hellere køre ad den snoede, snørklede bjergvej, som ingen rigtig ser ud til at have kørt på i de sidste mange år, for at finde ud af, hvad der sker for enden, end jeg vil fortsætte på motorvejen,” forklarer Bjarne.

”Det er sådan, vi holder ferie. Det største problem, man støder ind i der, er, hvor er den næste benzintank. Det har givet os nogle helt fantastiske oplevelser, fordi man møder nogle mennesker på nogle præmisser, man ellers ikke ville møde dem på.”

Udlængslen og rejselysten har smittet af på hans børn, Sidsel og Johan, som han og hustruen Nanna har taget med så mange steder hen som muligt. Det var børnene, der fik lov at bestemme, at den familierejse, der blev planlagt i forbindelse med Bjarnes 40-års fødselsdag blandt andet skulle gå til Sydafrika. For de ville ’gerne ned og se nogle dyr’.

Bjarne mødte Nanna 1. maj 2001, flyttede sammen med hende 19. november 2003 og spurgte hende om hun ville gifte sig med ham d. 4. april 2004.

”Det ville have været mine forældres 40-års bryllupsdag, og så er der indbygget det lille trick i det, at det er 04.04.04 og det kan de fleste mænd huske,” siger han med et smil, da jeg afkræver ham svar på, om det er noget særligt ’juristet’ at kunne huske sin forlovelsesdato i hovedet.

Parret blev gift 7. maj 2005 og har fået to børn, Sidsel, der er født 30. december 2006 og Johan, der kom til verden 6. marts 2011.  Datoerne sidder naturligvis fast i hukommelsen.

Børnene bliver podet med så mange indtryk som muligt. Det er et bevidst valg. De skal have så meget med sig som muligt.

”Livets skole for vores børn er vigtig. Derfor har vi rejst rigtig mange steder rundt i verden for at opleve, at verden er forunderlig og foranderlig og forskellig og nuanceret, og at der ikke nødvendigvis er kategorisk rigtige svar, men at nuancer er væsentlige. Det har børnene lært. Vi vil gerne give dem så meget ballast i deres mentale, intellektuelle rygsæk, at de kan vælge frit, men det er deres valg. Det de vælger, gør de på et oplyst grundlag.”

Begge børn hedder to navne, Sidsel Marie og Johan Christian. Så kan de senere i livet ’vælge et navn, som de synes er betimeligt i situationen’, som Bjarne formulerer det. Navnene kan bruges internationalt. Og det har allerede været nødvendigt. Bjarne fortæller, at 7-årige Sidsel har været i 30 lande på fire kontinenter.   

Tæt på Christiansborg
Chefjuristen bliver administrerende direktør i en landbrugsorganisation med store armbevægelser og ambitioner. Der følger udfordringer og ansvar med, det er han klar over. Han er også klar over, at det er store sko, han skal udfylde efter sin forgænger, at der vil være mange øjne i nakken og mange forventninger til ham og hans funktion.

At direktøren ikke længere er en mand med en jordbrugsfaglig uddannelse og dyb indsigt i planteavl, er hverken en ulempe eller en fordel, lader han forstå.

”Fordi lederen har en anden faglighed end han har haft tidligere, betyder det ikke nødvendigvis et skifte. Det der kommer til at betyde et skifte nu, er vel, at Vagn og jeg ikke er og ikke kan være ens. Jeg er anderledes, jeg har en anden personlighed og ja, jeg har også en anden faglig tilgang, og dermed starter jeg måske med at kigge på nogle andre vinkler.”

Det er en klar ambition for Bjarne, at han som direktør skal tættere på Christiansborg. Måske ikke i fysisk forstand, men forstået på den måde, at hans bånd til politikerne skal styrkes i så vid udstrækning som muligt.

Den organisation, han nu sætter sig spidsen for, er udsprunget af frustration og som en modreaktion på den generelle negative stemning imod landbruget, der hele tiden blev hængt ud som syndere og miljøsvin. Men hvor de første år har handlet om at få gjort opmærksom på, at der er et problem, ser Bjarne nu et nyt fokus i horisonten.

”Jeg synes, vi er brudt igennem lydmuren. Jeg synes, vi er der, hvor både beslutningstagere, landmænd og måske endda også den brede offentlighed har set, at her er der nogle, der synes, at ting kan gøres anderledes i dansk landbrug. Nu skal organisationen så være voksen nok til at vide, hvordan vi gør ting anderledes og i stedet for at risikere at blive dem, der står og er sure ovre i hjørnet og ikke vil snakke med nogen, men bare råbe, skal vi fortælle, hvad vi synes, der skal ske. Vi skal levere, vi skal til at være konkrete.”

FAKTA – lidt om Bjarne

  • Bjarne Nigaard (f. 1973), gift med Nanna og far til Sidsel og Johan
  • Uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1998
  • Tog dommerkort som 15-årig. Har primært dømt kampe i det, der i dag hedder anden division, men har også været fjerdedommer i Superligaen, dømt kampe i Norge, Færøerne og Finland. Dømmer stadig kampe, primært i Københavnsserien, men af og til som linjedommer i anden division
  • Er øl-entusiast og stifter af hjemmesiden copenhagenbeer.dk
  • Er uddannet brandmand og røgdykker under sin værnepligt på befalingsmandsskolen i Beredskabskorpset
  • Var aktiv fodboldspiller, indtil han begyndte på gymnasiet. Havde efter eget udsagn ’teknik som en traktor’ – og ret store overarme den sidste sæson, han spillede fodbold. Han var på U17-holdet og til træning var reglen, at man, som forsvarsspiller, skulle tage armbøjninger, hver gang, den mand man skulle dække op, scorede et mål. Bjarne skulle dække Steffen Højer op. Højer fik senere en flot superligakarriere, spillede på landsholdet og for den italienske klub Brescia
  • Er træner for sin datter Sidsels fodboldhold. Truppen består af 28 piger i alderen 6-10 år

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
Foto: Kristian Brasen

1 kommentar til “Som at komme hjem”

  1. It’s in point of fact a grеat and helрful piece of info.
    I am happy that you just shared thіs useful info with us.
    Please keep us informed like this. Thanks for sharing.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen