Randzonesagerne genoptages

Landmænd, tiltalt for at overtræde randzoneloven, får nu deres retssager genoptaget

Det er godt en god måned siden, at landmænd tiltalt for at bryde randzoneloven fik deres retssager udskudt. Det skete med henvisning til den nye udgave af randzoneloven, som Folketinget netop har vedtaget, og som træder i kraft 1. august.

Udsættelsen blev dengang mødt med stor skuffelse hos mange af de landmænd, der var indkaldt i retten og, som derfor havde set frem til at få deres sag prøvet ved domstolen.

Men fra i dag den 19. juni er sagerne ikke længere på stand by. Statsadvokaturen i Viborg har overfor Bæredygtigtlandbrug.dk bekræftet, at samtlige randzonesager nu genoptages.

”Vi har i dag bedt vores politikredse om at genoptage sagsbehandlingen, ” siger senioranklager Anders Raagaard ved Statsadvokaten i Viborg. 

Herefter skal de enkelte politikredse decentralt vurdere de konkrete sager på baggrund af den nye lovs formulering, oplyser Anders Raagaard videre.

En besværlig omgang
Men det kan blive en besværlig omgang eftersom, Folketinget nu har vedtaget en ny version af randzoneloven, og landmændene er stævnede for at have overtrådt loven i en førsteversion, siger administrerende direktør og jurist i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard.

”Det er, en på alle måder kreativ juridisk løsning, anklagemyndighederne nu skal finde, hvis ellers ikke de vælger den eneste anstændige løsning; at frafalde alle de sager, der har været rejst efter den gamle lov, ” lyder den umiddelbare reaktion fra Bjarne Nigaard.

”Hvis anklagemyndighederne vælger at opretholde tiltalerne, så skal de altså ud i at ’mikse’ en gammel lov med en ny lov. For de, der blev hårdest ramt af den gamle lov, skal man bruge den nye. Men i hvor høj grad? Skal man bruge den nye lovs kriterier for udpegning randzonerne, som er helt anderledes end den gamle lovs? Eller skal man bruge den gamle ikke længere eksisterende lovs kriterier, og så dømme efter den nye, til den tid gældende lovs sanktioner? Hvordan skal den enkelte landmand have en jordisk chance for at vide, hvilken retsstilling der var eller er gældende for ham?, ” lyder det spørgende fra Bjarne Nigaard, der forudser, at håndhævelsen med to versioner af den samme lov bliver noget af en udfordring.

”Det er noget af et kludetæppe der skal hækles rundt omkring hos specialanklagerne, og jeg kan på forhånd konstatere, at det ikke bliver særlig kønt, særlig logisk eller særligt forståeligt for den enkelte landmand, der åbenbart forventes at skulle kunne holde styr på hele to lovgivninger, som ingen hos myndighederne hidtil har kunnet holde styr på. Det var jo netop derfor, at den første lov blev lavet om. Og desværre er der heller ingen styr på den nye lov, hvor der fx ikke er de tilhørende kort over randzoner, ligesom der henvises til vandplaner, som ikke endnu findes. Randzonecirkusset fortsætter dermed desværre med endnu en runde i manegen.”

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Randzone juli 2013

Scroll to Top