BL i høringssvar: Alpereglen er unødvendig, uegnet og uforholdsmæssig

Bæredygtigt Landbrug har afgivet høringssvar til den nye alperegel. Ifølge foreningen har Fødevareministeriet fuldstændig misforstået videnskaben omkring jorderosion. Jurist Nikolaj Schulz opfordrer direkte til at Alpereglen ophæves

Fødevareministeriet er med Alpereglen på direkte kollisionskurs med Grundlovens § 73 og EU-retten. Derfor mener Bæredygtigt Landbrugs jurist Nikolaj Schulz, at reglen, der er sat i verden for at fjerne et problem, der reelt ikke eksisterer i Danmark, kasseres før den skal træde i kraft efter høst. 

Nikolaj Schulz

”Den væsentligste, potentielle erosion i Danmark er vinderosion på sandede jorde. Dette er efter vores opfattelse allerede løst af landbruget selv med læhegn og vinterafgrøder. Vi har utallige gange opfordret fødevareministeren til at lade reglen have dette fokus. Det vil medføre, at vi lever op til EU-kravene og vi samtidig undgår nye byrder på erhvervet. Vi har i høringssvaret meddelt fødevareministeren, at Bæredygtigt Landbrug står klar til dialog, så vi får en regel, der ikke påfører landbruget nye omkostninger og afspejler problemets omfang,” fortæller jurist hos Bæredygtigt Landbrug Nikolaj Schulz efter foreningen har indsendt et otte sider langt høringssvar til 12-gradersreglen.

Ifølge juristen er der gået ”eksperimenterende videnskabsværksted i Fødevareministeriet”, og resultatet er en erosionsregel, der ikke kan fagligt begrundes i Danmark; Alpereglen er en regel om vanderosion, der ikke udgør et reelt problem.

Ifølge Nikolaj Schulz misforstår Fødevareministeriet grundlæggende videnskaben på området, lægger afgørende vægt på kriterier og indfører nye kriterier, der ikke har noget med videnskaben at gøre.

”De udpegede arealer er så langt fra at have et erosionsproblem, at der er mindst lige så stor sandsynlighed for, at der forekommer erosion andre steder end på netop disse pletter. Reglen udtrykker, at man anskuer virkeligheden gennem et sugerør. Der anskues et uhyre smalt udsnit af virkeligheden,” lyder det blandt andet fra juristen, der fortsætter sin hårde kritik af Alpereglen:

”Alpereglen har ikke et reelt formål. Alpereglen er unødvendig, uegnet og uforholdsmæssig. Alpereglen misforstår den bagvedliggende videnskab. Alpereglen krænker den private ejendomsret i grundlovens § 73. Alpereglen er i strid med EU-retten.”

Ekspert mangler debat om jorderosion

Bakket landskab raps og skov

Ved fødevareminister Dan Jørgensens seneste udlægning af 12-gradersreglen på Christiansborg, blev det gjort klart, at det er videnskabelig data, der ligger til grund for Alpereglen, og at forskere fra Aarhus Universitet har været i gummistøvlerne for at se, om der reelt er et problem med jorderosion på de arealer, der er underlagt loven. Men Goswin Heckrath, forsker i bl.a. jorderosion ved Aarhus Universitet, har tidligere til baeredygtigtlandbrug.dk udtalt, at blandt andet den arealmæssig afgrænsning på 5.000 kvadratmeter, der er en del af Alpreglen, ikke er en del af de videnskabelige modeller.

”Ud over de enkelte kriterier som inddrages i vores modeller, er landskabsformen erfaringsmæssigt af væsentlig betydning. Vi ved eksempelvis, at landskaber, der har form som en tragt, normalt også har større risiko for erosion. Selve størrelsesafgrænsningen er dermed selvsagt ikke en del af vores model og størrelsesafgrænsningen anser vi alene som et administrativt tiltag. Det skal bemærkes, at lokale faktorer i oplandet, hvor der kan være risiko for erosion bør inddrages i det enkelte tilfælde. Dermed anvender man risikomodellen korrekt, men tager også højde for lokale faktorer, der er af væsentlig betydning.”

Bæredygtigt Landbrug har i sit høringssvar opfordret til, at den nuværende regel ophæves og den foreslåede regel ikke udstedes. Efterfølgende bør der ifølge foreningen etableres en dialog om, hvordan Danmark kan leve op til den formelle kritik, der er kommet fra EU’s Revisionsret.

Læs Bæredygtigt Landbrugs høringssvar ved at klikke på linket herunder:
Høringsvar på ændring af GLM-bekendtgørelsen 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top