Betalingsrettigheder kom tilbage til landmanden

Et medlem i Bæredygtigt Landbrug fik meddelelse fra NaturErhvervstyrelsen om, at han havde tabt en portion af sine rettigheder, fordi rettighederne ikke var blevet brugt to år i træk. Bæredygtigt Landbrugs juridiske rådgivningstjeneste gik ind i sagen, og inden for to måneder var betalingsrettighederne tilbage hos landmanden

Som så mange andre fik et af BLs medlemmer beskeden om, at en portion af hans betalingsrettigheder var blevet inddraget på grund af den såkaldte to års regel. To-års reglen indebærer, at hvis man ikke har brugt sine rettigheder i to år i træk, så inddrages de.

I sagen havde planteavlskonsulenten omhyggeligt prioriteret og søgt på alle rettigheder i forbindelse med indsendelse af Fællesskema for 2013, så ingen rettigheder forsvandt. Alligevel får landmanden den triste nyhed om, at en pæn portion af hans rettigheder bortfalder på grund af to-års reglen.

Bæredygtigt Landbrug søgte om aktindsigt og fik bl.a. fremsendt et regneark, der viste hvornår, hvilke rettigheder var blevet brugt. Efter at have tydet NaturErhvervstyrelsens egen logik, så var det tydeligt, at der ikke var nogen rettigheder, der burde have været inddraget.

Efter en hurtig korrespondance kom der en utvetydig ny afgørelse, der gik på, at landmanden fik sine rettigheder tilbage. NaturErhvervsstyrelsens håndtering af sagen kritiseres nu af jurist i Bæredygtigt Landbrug Nikolaj Schulz, og han frygter, at tilfældet langt fra er enestående.

”Det er grotekst, at vi ved at gennemgå NaturErhvervstyrelsens egne oplysninger uden videre kan komme frem til, at landmanden ikke burde have fået inddraget sine rettigheder,” lyder det fra juristen, der fortsætter sin kritik af NaturErhvervstyrelsens upersonlige håndteringen af landmændenes forhold.

”Det er fint at automatisere, men IT-systemet skal fortsat leve op til forvaltningsretten. Det er jo dårlig forvaltningsskik, når systemet år efter år gør landmandens arealer mindre og mindre uden forklaring eller begrundelse. Og advarer højt og flot om manglende randzoner. Når det så kommer til betalingsrettighederne, så kan er sidste års indberetning ikke tilgængelig eller meget dårlig tilgængelig. Der ud over kommer der jo ingen advarsel om rettigheder, der snart vil blive inddraget.”

Har du selv problemer med landbrugsjuraen, så kontakt Bæredygtigt Landbrugs jurist Nikoljaj Schulz på mail: nsc@baeredygtigtlandbrug.dk .

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen