Promillepenge skal tilbage til landbruget

Danske landmænd opkræves mange forskellige afgifter og gebyrer, som i sidste ende havner hos foreninger, fonde og selskaber, der er underlagt L&F

Denne konstruktion gør det vanskeligt for den enkelte landmand at overskue, hvor mange penge han hvert år sender til L&F, fordi pengene udgår fra mange forskellige poster i landmandens regnskab og videre til mange forskellige cvr-numre under L&F – ad yderst snørklede veje. Når L&F så yderligere har valgt IKKE at lave et offentligt regnskab, er det fuldstændigt umuligt at finde ud af, hvad der foregår, og hvordan landmændenes penge forvaltes.

Den 27 og 28. februar udtalte Sven-Aage Stenholt, formand for VfL, i Effektivt Landbrug, Landbrugsavisen og Maskinbladet, at ’VfL modtager 90 mio. kr. fra promilleafgiftsfondene og ikke 570 mio. kr.”, som det blev anført af undertegnede under generalforsamlingen i BL den 26. februar. 

Link til artiklen fra Landbrugsavisen: BL skød en halv mia. kr. forkert

Der er ganske rigtigt overført cirka 95 millioner kroner direkte fra promilleafgiftsfondene til Videncentret for Landbrug i 2014, men listen over penge, der går i L&Fs kasser, stopper ikke her. Og om pengestrømmen standser ved de 570 mio. kroner er også yderst tvivlsomt. 

Videncentrets samlede budget, fraregnet datterselskaberne, for 2014 består ifølge udregninger af cand. oecon. Bjarne Brønserud af følgende hovedposter; Sverigespenge 12 mio. kr., Promilleafgiftsfonden for Landbrug 91 mio. kr., projektmidler 128 mio. kr., Promillefonden for økologisk landbrug 3,56 mio. kr., hvorfra også L&F direkte får tilført 446.000 kroner. En stor del af det resterende beløb stammer fra salg af ydelser og brugerbetaling.  I alt budgetterer Videncentret for Landbrug med, at de samlede indtægter kommer til at ligge på 626 mio. kroner i 2014. 

Såfremt ”Sverigespengene” indregnes under tilskud fremgår det af VfL’s eget budget for 2014, at 267 mio. kr. modtages som tilskud/projektmidler. Hvorvidt VfL så sælger ydelser, som er finansieret af promilleafgifterne m.v., oplyses ikke, men sikkert er det, at VfL er anført som samarbejdspartner under flere projekter, hvor VfL altså ikke er den direkte modtager af midlerne, men hvor Videncentret får en del af kagen.  Et eksempel er Promilleafgiftsfonden for økologisk landbrugs projekt: ’Miljøsikker udvikling af ungsvin på friland’, hvor både VfL og VSP er anført som samarbejdspartner for ’Udviklingscenter for husdyr på friland’. Hvor mange penge der tilføres L&F via sådanne projekter fremgår ikke af fondenes regnskaber, men igen er det et bevis på, at pengene går i en lind strøm fra landmanden via fondene og til L&F. 

Det vanskelige spørgsmål er, hvilke midler, der ender hos L&F og hvor mange det drejer sig om. Derfor giver det et misvisende billede, når L&F alene argumenterer med, hvor meget VfL modtager fra en enkelt tilskudsgiver blandt mange. For der er rigtig mange om at betale gildet hos L&F. Desuden fungerer pengene fra promillefondene i de enkelte projekter som en slags grundfinansiering. Det vil sige, at når tilskuddet fra promillefonden er på plads, så kan VfL lave en såkaldt gearing ved at to eller firedoble støttebeløbet ved at søge penge fra andre fonde. Nogle få millioner kroner her og der bliver til rigtig mange penge, når regnestykket gøres op. 

Et mangearmet monster
Videncentret for Landbrug og Landbrug og Fødevarer som helhed har udviklet sig til et mangearmet monster, hvor hænderne henter penge ind fra snart den ene kasse og snart den anden. Men i stedet for at aflevere dem til de retmæssige ejere, landmændene, sørger VfL så ofte som muligt for at få andel i projekterne, uanset set om de gavner dansk landbrug.

Et eksempel på den skadelige praksis har været, da VfL i 2011-12 samarbejdede med Aarhus Universitet i forbindelse med notatet ’Notat sårbarhed for N udledning til vandmiljøet – Videncenter for Landbrug’. Her var VfL rekvirent på et notat omkring opdelingen af danske marker i sårbare og robuste arealer. Et projekt, som kan ende med at koste dansk landbrug milliarder, men også et beskæftigelsesprojekt for forskere og medarbejdere i de to store institutioner. Desværre ender VfL med at save den gren over, man selv sidder på, for det er nok begrænset, hvor længe de landbrugsfinansierede fonde kan eksistere uden et levedygtigt landbrug i Danmark. 

Beregninger viser, at en gennemsnitsbedrift betaler over 100.000 kr. til L&F om året. Eller sagt på en anden måde, så modtager L&F mere end en halv milliard kroner årligt alene i produktionsafgifter fra danske landmænd. Det er altså rigtig mange penge, der tages fra landmændenes i forvejen slunkne lommer.

Under generalforsamlingen i Bæredygtigt Landbrug den 26. februar blev det diskuteret, hvordan fakta for Bæredygtigt Landbrug og Videncentret for Landbrug ofte er forskellige, og kritikken af tallene fremført den 26. februar viser, at diskussionen kommer til at fortsætte indtil L&F fremlægger sine regnskaber åbent. 

Administrerende direktør i Videncentret for Landbrug, Jan Mousing, har tilbudt mig at møde op til et af BLs bestyrelsesmøder og nærmere redegøre for VfLs virksomhed, og BL ser nu meget frem til, at hele finansieringen af L&F bliver blotlagt, så de danske landmænd kan få vished for, hvad landbrugets penge bruges på. De danske landmænd kan i melletiden være forvisset om, at Bæredygtigt Landbrug vil bruge alle kræfter på at føre landbrugets penge fra L&F og tilbage i landmændenes lommer. 

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand Bæredygtigt Landbrug

Flemming view over GF 2014 fra talerstol

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen