12 graders reglen skal fjernes

Den KO-belagte 12 graders regel indebærer, at man fra høst (august) til 1. marts på visse skrånende arealer ikke må jordbearbejde. Reglen savner juridisk og faglig begrundelse, så hvordan finder sådan en regel alligevel vej til dansk lovgivning?

Af Nikolaj Schulz, jurist, Bæredygtigt Landbrug

Kravet stammer fra en EU-forordning
Kravet stammer fra en EU-forordning (forordning 73/2009), der angiver, at der skal beskyttes mod: 

”Jorderosion: Beskytte jorden ved passende foranstaltninger”, og medlemslandene skal derfor stille krav om: ”1) Minimumsjorddække og 2) Minimumsarealforvaltning, der afspejler lokalitetsbestemt stand” (forordningens bilag III).

Forordningen giver altså ikke i sig selv nogen begrundelse for at indføre 12 graders reglen. I forbindelse med høringen af 12 graders reglen afgav Bæredygtigt Landbrug et kritisk høringssvar, hvortil NaturErhvervstyrelsen uden nærmere faglige eller juridiske forklaringer tilkendegav, at 12 graders reglen er: ”[…]den mindst bebyrdende mulighed for opfyldelse af revisionskritik”. 

EU’s revisionsret og problemets kerne
Revisionsretten er en uafhængig EU institution, der bl.a. påser, at der ikke skaltes og valtes med EU-midler, men hvad er det egentlig Revisionsretten kritiserer? Ja, kritikken går på, at Danmark regulerer jorderosion for det udyrkede areal og mangler regler om jorderosion for det dyrkede areal. Der er med andre ord tale om en formel kritik, der ikke forholder sig til, hvorvidt der rent faktisk findes et problem med jorderosion i Danmark. 

Her har vi problemets kerne. NaturErhvervstyrelsen har forholdt sig til en formel kritik, men har tilsyneladende ikke undersøgt om der er et faktisk problem. Det er med andre ord ikke undersøgt om reglen er proportional, hvilket ellers er et krav efter EU-retten. Styrelsen skal nemlig sikre, at reglerne er:
1) egnede til at nå målet, 2) er nødvendige og 3) forholdsmæssige. Herudover burde styrelsen afvente Kommissionens reaktion og ikke uden videre indføre regler alene på baggrund af så tynd en revisionskritik. 

Vi savner en faglig og juridisk begrundelse
Styrelsen synes ikke at have foretaget tilstrækkelige faglige undersøgelser. Relevante spørgsmål kunne være: Er der et problem med jorderosion i Danmark? Hvis der er et problem, er der allerede i dag regler, der imødekommer problemet? Hvor henne i Danmark er der risiko for jorderosion? Hvordan opstår jorderosion og er 12 graders reglen egnet til at løse dette problem? Hvilke alternative regler eller tiltag burde overvejes? 

Bæredygtigt Landbrug står fast
Det er absurd, at styrelsen løser et problem, der ikke er der – og konstruerer en løsning, der er fagligt og juridisk fejlbehæftet. Vi går videre med sagen, for det er fuldstændig uacceptabelt, at der indføres regler, der reelt er en brakordning på skrånende arealer, uden en meget solid begrundelse. Vores principielle synspunkt er derfor, at reglen er en krænkelse af den private ejendomsret (Grundlovens § 73) og i øvrigt er den ugyldig.

12-graders reglen bakke TOP

Scroll to Top