Økologisk møller: ’Udvidelse af økoarealer er utopi med nuværende gødningsnormer’

Hveden er sløjfet på årets markplan. Gødningsnormen giver ganske enkelt for lidt protein til, at det kan betale sig, siger økologisk møller Niels Mejnertsen, der også mener, det er utopisk at indfri ambitionen om en udvidelse af det økologiske areal med de nuværende kvælstofnormer

Han sælger allerede til kunder i Tyskland, Holland, Frankrig og andre lande i Europa. Og netop hjemvendt fra den økologisk e fødevaremesse Biofac i Nürnberg, er der gode chancer for at salget af økologisk korn-, mel- og specialprodukter fra Mejnerts Mølle fremover kan udvides over Atlanten. Både amerikanske og canadiske kunder har vist stor interesse for de danske kvalitetsprodukter fra økomøllen fra Svebølle på Sjælland.

Hvede til hjemmeside

Men det bliver næppe økologisk vinterhvede, der i fremtiden skal krydse Atlanten til nordamerikanske økoforbrugere, hvor canadierne alene sidste år måtte vinke farvel til 60 procent af høsten på grund af vejrlige forhold.

På grund af Danmarks restriktive kvælstofnormer kan Niels Mejnertsen nemlig ikke producere et højt nok proteinindhold i sin vinterhvede, og han har derfor taget konsekvensen og helt droppet den efterspurgte hvede i dette års markplan. Det fortæller økologen til Bæredygtigt Landbrug med den nye vækstsæson for døren, og med udsigt til endnu et år uden mulighed for at give afgrøderne tilstrækkeligt med gødning.    

”Det er ærgerligt, men jeg kan simpelthen ikke have vinterhvede, fordi det er så svært at få protein- og glutenindholdet højt nok. Derfor tager jeg vinterhveden helt ud nu,” siger Niels Mejnertsen, der trods anstrengelser og kvælstoftilførsel via grøngødning og kløver fremover vil satse på andre kornprodukter.

”Vi har helt klart været i underforsyning i al for lang tid. Og det koster udbytte. Også i protein. Lavt protein, giver lavt gluten. Det er jo gluten, du har brug for. Og hvis du kommer for langt ned i protein, så mister melet evnen til at bage. Og det er jo fordi, den har for lidt kvælstof, ” lyder det fra mølleren og planteavleren, der fremover har andre planer.

”Nu sår jeg Øland, spelt og andre specialting, som jeg så eksporterer til hele Europa. Men det kunne vi da også lave meget mere af, hvis bare vi fik lov. Men det handler jo igen om adgang til gødning og kvælstof.”

Mangler kvælstof
Som økolog må Niels Mejnertsen maksimalt tilføre 70 kg kvælstof via konventionel gylle per hektar. Og det er et problem, da økologisk gylle er en mangelvare, fortæller Niels Mejnertsen, der selv dyrker 880 hektar med økologisk planteavl ved Svebølle på Sjælland.

”Jeg må jo gøde efter samme normer som de konventionelle. Altså de 140 kg N per hektar. Men jeg er jo nede på 70 kilo N per hektar, som jeg må tilføre fra anden kilde, som fx grøngødning. Men selvom jeg formår at tilføre 140 kilo i alt, så er det stadig for lavt. Hvis vi skal lave noget ordentlig hvede, så skal vi op på 170-180 kilo per hektar. I princippet mangler jeg fra de 70 og op til de 180, ” fortæller Niels Mejnertsen, der i stedet har valgt at satse på afgrøder med højere protein og mindre udbytte.  

Niels Mejnertsen bestemmer dog selv, hvordan han vil fordele kvoten indenfor bedriften. Men pulsespillet betyder alt andet lige, at hvis der tildeles mere til en afgrøde, så må en anden mangle.

”Jeg må jo give 70 på alle mine arealer, så derfor har jeg noget til rådighed til at omfordele, men det er jo stadig kvoten, der er for lille. Så hvis kvoten var stor nok, så havde jeg også rigeligt til mine hvedemarker og kunne give mindre til rugen. Så det er jo et stort pulsespil, hvordan den begrænsede kvælstof skal fordeles, ” fortæller Niels Mejnertsen, der netop har indleveret sine gødningsregnskaber for sidste år.

Økoudvidelse umulig med nuværende normer
Selvom Mejnertsen selv har fravalgt vinterhveden fremover, så maler han dog stadig hvede fra andre producenter.

Niels Mejnertsen i plansiloen (IKKE top)

”Jeg kan helt klart mærke, at hvis jeg får korn ind fra en økologisk kvægavler, så er der mere protein, fordi de har gylle til rådighed. Og jeg vil mene, at hvis man er ren økologisk planteavler, så kan man i princippet ikke lave møllehvede. Og personligt er jeg nødt til at have den fra andre, der kan fylde op med økologisk gødning, ” lyder det fra Niels Mejnertsen, der mener, at en udvidelse af det økologiske areal i Danmark har hårde odds med de nuværende regler på området.

”Hvis man vil øge det økologiske areal i Danmark, og samtidig forbyde at vi må bruge konventionel gylle, så kan man godt glemme alt om udvidelse af økologisk landbrug. Det er helt umuligt. Man når overhovedet ikke det målsatte omkring økologi, fordi det ikke vil kunne lade sig gøre for de rene planteavlere. Overhovedet ikke.”

”I virkeligheden bør man helt fjerne gødningsreglerne. De skal bare væk. I stedet vil det være langt bedre, hvis vi kan gøde efter ligevægtsprincippet”.

”Og man kan dertil gøre tingene langt mere simpelt ved at sige; der er ingen forskel på, om det er konventionel eller økologisk gylle, der bliver brugt på marken. Men gødningsreglerne, de skal fjernes.”

Læs også: Mindre dansk i melet

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Niels Mejnertsen kløver (IKKE top)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen