Vagn Lundsteen: Vækstplan er for uambitiøs

Fyringer hos Danish Crown viser med al tydelighed, at regeringens vækstplan på fødevareområdet ikke er ambitiøs nok, mener direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen

Danish Crown meldte torsdag ud, at der skal fyres 470 medarbejdere i Faaborg og virksomheden oplyste desuden, at yderligere 350 arbejdspladser er i spil.

Udmeldingen overrasker egentlig ikke Bæredygtigt Landbrugs direktør Vagn Lundsteen, men han mener, at den hårde situation for de berørte måske kunne have været undgået, hvis man havde prioriteret anderledes.   

”Det er ikke noget, der kommer bag på nogen som helst. Det er et eksempel på, at det er en vanvittig prioritering, man har lavet med den her vækstplan. Dagens meddelelse om fyringer på Danish Crown synliggør at regeringens vækstplan er alt for uambitiøs, og at det går for langsomt med at få sat vækstinitiativer i gang,” siger Vagn Lundsteen og fortsætter:

”Man burde have satset på primærlandbruget og have givet nogle ordentlige rammevilkår ude i staldene og på markerne, så vi kunne lave noget billigt og godt foder og gode grise, i stedet for at prioritere slagterierne, som nu alligevel lukker op mod 800 arbejdspladser. Hvorfor? Fordi de ikke får nok grise, fordi det ikke kan svare sig at lave slagtesvin i Danmark.”

Mange konkrete muligheder
Direktøren vil gerne indgå i arbejdet med vækstpakken, og mener, at der er masser af punkter at tage fat på. Det drejer sig blandt andet om den ny regulering, som han og BL er varm fortaler for og har talt om længe. Og om erhvervets rammevilkår.

”Vækstplan 1 fokuserer på forædlingsvirksomhedernes konkurrenceevne. Men det er ikke problemet. Det er primærproducenternes økonomi, der skal kigges på. Det kan ikke betale sig at producere grise i Danmark. Derfor holder slagtesvineproducenterne op eller også sælger landmanden smågrisene til Tyskland, hvor producenterne kan betale en bedre pris for dem,” siger Vagn Lundsteen og forklarer dermed, at det er produktionsvilkårene, der skal ses på.

”Man skal være opmærksom på, at en stor del af økonomien i dyreproduktionen kommer fra rammevilkår i marken. Jo mere og jo billigere, der kan dyrkes på marken, jo bedre økonomi i de grise, der skal betale for foderet.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen