Vagn Lundsteen: Med Ida blev fokus flyttet til fakta

Bæredygtigt Landbrug beklager, at landbruget efter SF’s udtræden af regeringen den 30. januar skal have ny miljøminister

”Vi opfatter Ida Auken som en klog minister. Derfor er det et tab, at SF går ud af regeringen. Selv om vi ikke altid har været enig med ministeren, er der sket mange positive tiltag i Ida Aukens regeringstid,” lyder det fra direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, efter SF den 30. januar trådte ud af regeringen, og hos Bæredygtigt Landbrug er der stor respekt for det paradigmeskifte, Ida Auken (SF) satte i gang.

”Fokus blev med Ida Auken ved roret flyttet langt mere over mod de forhold, som vi i Bæredygtigt Landbrug mener er det væsentlige i forhold til at få natur og landbrug til at fungere sammen. Nemlig at skabe rimelige konkurrenceforhold for landbruget med baggrund i en ny regulering. Vi forventer, at den nye minister fortsætter den linje fremefter, og at den ny regulering af landbruget har højeste prioritet.” 

Vagn Lundsteen mener, at Ida Auken med sin insisteren på at få fakta ind i miljødebatten har fået gjort op med nogle vigtige fordomme, og det er ifølge direktøren en stærk platform at arbejde videre ud fra. 

”Vi har omsider fået en konstruktiv debat omkring lukkede vandboringer og årsager til lukningerne. En undersøgelse, der på ministerens foranledning blev sat i værk. Konklusionen er, at der ikke er lukket vandboringer på grund af landbrugets regelrette anvendelse af godkendte sprøjtemidler, og Ida Auken har æren for, at diskussionen nu foregår på et mere oplyst grundlag end tidligere,” lyder det fra Vagn Lundsteen. 

Ida blev ikke færdig med oprydningen
Ifølge Bæredygtigt Landbrug har Ida Auken som leder for et af de største og væsentligste ministerier fået ryddet op og ’fejet i krogene’, men foreningen ser alligevel frem til, at efterkommeren på posten fortsætter det arbejde, ikke mindst i forbindelse med forvaltningen af Naturstyrelsens økonomi, der i december førte til, at Ida Auken fyrede styrelsens direktør. 

”Der er især i Naturstyrelsen en uheldig kultur, som ministeren desværre ikke nåede at blive færdig med at rydde op i. Her ligger en stor opgave og venter på hendes efterkommer,” lyder det fra Vagn Lundsteen, som har sat stor pris på, at kommunikationen mellem ministeren og Bæredygtigt Landbrug har været konstruktiv, når ikke det, fra begge sider, har handlet om at skabe overskrifter i medierne. 

”Til trods for den til tider store uenighed mellem Bæredygtigt Landbrug og ministeren foregik den løbende korrespondance og dialog altid i en god tone. Ministeren svarede altid på vores henvendelser, og der blev sat de nødvendige ressourcer af til at svare ordentligt på vore henvendelser. ” 

”Vi vil gerne takke Ida Auken for samarbejdet og ønsker hende held og lykke i fremtiden. Hun er, efter min opfattelse, den dygtigste miljøminister, vi har haft de sidste 10 år”. 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen