BL: Igen er der signalforvirring fra Videncenteret

Direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, forstår ikke Videncenter for Landbrug. Centeret burde arbejde for erhvervets interesser, men atter en gang viser det sig, at man ikke har blik for, hvem man arbejder for, mener direktøren

Han har sagt det før, og han ville ønske, at det ikke var nødvendigt at sige igen: Videncenter for Landbrug (VfL) glemmer, at de bør arbejde for dansk landbrug og erhvervets interesser.

Fredag d. 10. januar udtaler Susanne Øster Sørensen, VfL Planteproduktion, til Effektivt Landbrug at ’oversvømmede marker kan give god mening’ i forbindelse med bekæmpelse af oversvømmelser i byerne. Den udmelding fatter Vagn Lundsteen slet ikke.

”Fakta er jo, at det ingen mening giver at oversvømme marker for at modvirke oversvømmelser. Den eneste måde at modvirke oversvømmelser er at sikre en god vandløbsvedligeholdelse, så jorden er afdrænet ned i en meters dybde. Derved kan jorden optage op til 230 mm vand, før den er vandmættet. Det vil normalt sikre mod oversvømmelser af byer, sommerhusområder og marker. Stort set alle oversvømmelser skyldes myndighedernes manglende vandløbsvedligeholdelse. Det drejer sig om at vandet kan komme væk, i stedet for at oversvømme landbrugsjord,” siger Vagn Lundsteen.

Signalforvirring
Bæredygtigt Landbrug deltager i fem forskellige vandfora, som er nedsat i forbindelse med arbejdet med anden generation vandplaner, sammen med blandt andre repræsentanter fra Naturstyrelsen og netop VfL. Her kæmper Bæredygtigt Landbrug, Danske Vandløb, Landbrug & Fødevarer sammen med blandt andet folk fra VfL for en korrekt implementering af Vandrammedirektiver, herunder mod den forkerte klassificering af de danske vandløb, som Naturstyrelsen benytter som argumentation for at oversvømme marker.

Derfor undrer det Vagn Lundsteen, at VfL går i pressen og omtaler det at oversvømme marker som en win-win-situation.

”Det er helt uforståeligt og hovedløst, at VfL på samme tid udsender signaler, der skyder den modsatte vej end arbejdet i vandfora. Jeg står fuldstændig uforstående overfor VfLs dagsorden. Jeg forstår dem simpelthen ikke,” siger Vagn Lundsteen og fortsætter:

”Lars Hvidtfeldt siger, at vandplanerne er af det dårlige og skal arbejdes imod, men samtidig står Videncenteret og taler for at oversvømme marker. Det er umuligt at finde ud af, hvad de vil. Man kan sige, at de hepper på begge hold, og det holder jo ikke.”

Ikke ny problematik
Det er langt fra første gang, at direktøren påtaler, at det er svært at se, hvor VfLs loyalitet ligger. Han har flere gange påpeget, at centeret bør tænke på, at det er danske landmænd, der betaler deres løn og derfor mener direktøren, at centeret bør arbejde for dansk landbrugs interesser.

”Det er mig komplet ubegribeligt, at man modarbejder det erhverv, der betaler for ens eksistens. Man skulle tro, at Videncenteret havde interesse i fremme det danske landbrug, som de lever af, men det er langt fra den oplevelse, man står tilbage med.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top