”Omfordeling er kommunistisk”

Regeringen lægger med afsæt i Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger op til, at nogle landmænd må gøde mere, mens andre skal tage jord ud af drift, og at der skal ske en omfordeling efterfølgende. Det er en kommunistisk tankegang, mener direktør Vagn Lundsteen

Miljøminister Ida Auken (SF) har siden Natur- og Landbrugskommissionen fremlagde sin rapport ’Natur og Landbrug – en ny start’ talt om omfordeling i forbindelse med sondringen mellem robuste og sårbare jorde.

Omfordelingstanken udspringer af anbefaling 11 i rapporten, som omhandler en ny regulering af landbrugets kvælstof. Ud fra denne anbefaling taler ministeren om sårbare og robuste jorde, som skal kortlægges og derefter være grundlaget for kvælstofnormerne for det specifikke område.

Sondringen i sig selv giver direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, ikke meget for.

Læs artiklen: ’Derfor giver det ikke mening at tale om sårbar jord’.

Men også den affødte tanke om omfordeling er uforståelig for direktøren.

”Det er jo en kommunistisk tankegang. Er det virkelig det, vi ønsker? Ønsker vi virkelig at bidrage til en omfordeling mellem naboer og kolleger ud fra noget så tilfældigt som myndighedsdefineret jord, men ikke i forhold til for eksempel klimapåvirkning. Der er jo stor forskel på for eksempel nedbør alt efter hvor i landet, man bor, ligesom dyrkningsforholdene er væsentligt forskellige på Lolland i forhold til Vestjylland. Sådan har det altid været, og det lever vi fint med. Som landbrugsfamilie kender vi forudsætningerne inden vi etablerer os, og så tilpasser vi vores drift efter jord- og klimaforhold,” forklarer Vagn Lundsteen.

Målinger i stedet for kort
Myndighederne vil lave et Danmarkskort med indtegninger af sårbare og robuste jorde, så kvælstofnormerne kan fastsættes herudfra og derefter omfordele de økonomiske gevinster af øgede gødningsnormer, så landmænd, der må gøde mindre end deres kolleger, tilgodeses.

Men det er et helt forkert sigte, mener Vagn Lundsteen. Kortlægningen skal droppes til fordel for målinger i hele landet.

”Vi skal finde ud af, om det overhovedet er et problem ved at måle. Situationen er jo den, at stort set alle målesteder ved recipienten er nedlagt, så vi ved jo ikke, om der er et problem og om det i givet fald er landbruget, der er skyld i det. Vi må have genetableret målestationerne og på den måde konkludere, om der er et problem, for vi skal jo ikke reparere noget, der ikke er i stykker,” siger Vagn Lundsteen og understreger, at et kort ikke kan afgøre, om et vandområde påvirkes.

”Hvis man læser det første afsnit i anbefaling 11, står der: ’Vandområderne påvirkes blandt andet af næringsstoffer, bundforhold, fiskeri, muslingeskrab, klimaforandringer og miljøfremmede stoffer.’ Med andre ord er kvælstof, altså næringsstoffer, kun én blandt mange påvirkninger i vores vandområder. Og jeg synes, det giver mening at måle sig frem til, hvor recipienten eventuelt har problemer – og så derefter igen med målinger konstatere, hvor problemet stammer fra.”

”Det er muligt, at en mælkeproducent i Vestjylland belaster et vandområde, men det er lige så muligt, at en roeavler på Lolland gør det, selvom hans jord traditionelt set betragtes som mere robust end mælkeproducentens. Det kan vi ikke vide – for vi har ingen målinger.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen