Landboformand: Stop den forcerede snak om robuste og ikke robuste jorde

Det giver ingen mening at skelne mellem robuste og mindre robuste jorde. Det er først og fremmest en forudsætning, at der er enighed om, hvor meget kvælstof, der i det hele taget må tilføres til vandmiljøet, mener formanden for Østlige Øers Landboforeninger

Mens miljøminister Ida Auken allerede onsdag kastede spørgsmålet om finansiering af en ny regulering – med en sondring mellem robuste og ikke robuste jorde – i ringen, så efterlyser landboformanden Povl Fritzner i stedet en snak om præmissen for den kommende regulering.

Povl Fritzner mener, det er bagvendt timing, at tage hul på en diskussion om økonomi og ’hvem der nu skal betale’, før man har diskuteret, hvad udgangspunktet for kvælstofniveauet i det danske vandmiljø i det hele taget skal være.  

”Man må aldrig begynde med det, der skal være slutproduktet. Man er nødt til at starte med, at finde præmissen for det her. Og derfor skal man finde ud af, hvad er væsentligt og hvad, der ikke er væsentligt. Hvor er det, at niveauet for kvælstofudledningen i Danmark skal lande henne? Er det på 11 mg N/per liter eller er det 6, 8 eller 12? Er 3-4 procent ude i Kattegat væsentligt, eller er det ikke væsentligt? Er 5-6 procent nede i Karrebæksminde væsentligt eller ikke væsentligt? Den diskussion må vi have. Vi skal jo vide, hvad det er for et udgangspunkt, vi skal operere ud fra. Og jeg synes ikke, det er klart. Den debat har vi ikke haft i Danmark. Og så længe, vi ikke har haft den debat, så kan vi ikke dele op i robuste eller ikke robuste, for så har vi jo ikke et overblik over, hvad det egentlig er, at vi siger ’ja’ eller ’nej’ til, ” lyder det fra Povl Fritzner til baeredygtigtlandbrug.dk.

Politisk krig mod kvælstof
Ifølge Povl Fritzner er det mere påtrængende end nogensinde at få taget diskussionen om  niveauet for kvælstof. Det skal gøres med afsæt i fysiske målinger, da de teoretiske beregninger, ifølge Fritzner, har tabt i forhold til de fysiske målinger.

”Vi har jo en mængde målinger, hvor vi allerede i dag kan gå ud og sige, at vores drænvand og vores vandløb indeholder meget begrænsede mængder kvælstof, ” siger Povl Fritzner og supplerer med et eksempel:

”Tager vi Susåen, så har man fra 1986 til 2004 reduceret kvælstofudvaskningen med 40 procent, og det har vi bevist via de officielle målinger. Men nu er vi så bare så langt nede i kvælstoftildeling i Danmark, at vi har nået den grænse, hvor det koster kassen, og hvor vi nogle steder nærmer os den naturlige udledning, der er fra naturarealer, skove osv.  Så i forhold til andre lande, men også i forhold til det land, vi selv bor i, så har det nu en stor kostpris, at vi er så langt nede i kvælstof tildeling.”

”Men der er gået politik i det, og man har meldt krig mod kvælstof. Den kamp den skal vi se at få taget. Og den skal vi have vendt til noget positivt,” lyder opfordringen fra Povl Fritzner, der mener, at politikere i stedet bør fokusere på at øge tilførslen af kvælstof, fremfor at begrænse den.

”Det er en win-win situation for samfundet. Selvfølgelig skal vi have et øje for, at på nogle arealer skal man ikke bare ’køre fuld styrke’. Og det kan da også godt være at, der er vandløb, der ligger ualmindeligt højt. Og så må vi gøre noget. Men vi skal bare passe på med ikke at gøre kvælstof til noget, som vores børnebørn dør af. Det er ikke tilfældet,” siger Povl Fritzner og lægger dermed op til en fortsat diskussion om kvælstofs rolle.

Tabersag
For Povl Fritzner er en accept af diskussionen om sårbare, ikke sårbare, robuste eller ikke robuste jorde uden diskussion af grænseværdier og niveau for kvælstof lig med en accept af, at kvælstof er et problem uanset mængden.   

”Hvis vi anderkender den med de robuste og ikke robuste, så er det for let for politikerne at gå ud og sige; ’jamen, det har i jo selv sagt, at i selv vil være med og betale’. Og det vil vi også på et eller andet niveau. Men da ikke, når vi ikke kender præmisserne. Derfor må vi også have en snak om, hvad der er væsentlig eller ikke væsentlig i forhold til kvælstofniveauet i Danmark. For hvor er vi henne? Hvad mener dem, der bestemmer?”

Ifølge Povl Fritzner har sondringen også andre konsekvenser.

”Det med robuste og ikke robuste jorde kan blive en tabersag, både for landmændene og den finansielle sektor. Den finansielle sektor kan jo ikke leve med, at gården pludselig kun er det halve værd i produktionsværdi. Hvem skal betale? Jeg mener, det er mere vigtigt, at vi i stedet kommer ind og siger; vi vil have en ny kvælstofregulering, og det har en eller anden pris. Er der nogen politikere, der vil være med til at se, hvordan vi kan gøre det her bedre?”

”Ida Auken kan ikke sammenligne som med bankerne, for der er kun samfundet til at betale til de landmænd, der er gået fallit af, at vi laver en regulering, der er så kraftig, at den finansielle sektor også griber ind, så landmændene ikke længere kan blive på deres gårde. Jeg synes, hun har været for tidligt ude at sige, at hun ’ikke vil røre det her med økonomien med en ildtang’. Vi kommer alle sammen til at bidrage et eller andet sted,” slutter Povl Fritzner.

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top