Vandmiljøplaner på forkert grundlag

TEMA: TRE ÅR SENERE Er kvælstof overhovedet det problem, som det bliver gjort til og blev vandmiljøplanerne til på et rigtigt grundlag? Uenigheden er stor. Du får her agronom Per Hansens syn på sagen

’Tiden læger alle sår’ – eller ’Tiden sletter alle spor’. Det er dog ikke tilfældet for agronom og tidligere landbrugsskoleunderviser Per Hansen, der i sit indlæg på Bæredygtigt Landbrugs konference om vandmiljø i ’10 bidrog langt fra havde glemt, hvordan de oprindelige vandmiljøplaner blev til. Og hvordan de blev til på et forkert grundlag. 

Ifølge Per Hansen var den hændelse, der tilbage i 80’erne betød, at man fra politisk side iværksatte den første vandmiljøplan, en række døde hummere, som en fisker fangede i sit net ved Gilleleje i Nordsjælland. Fiskeren, der var bror til chef og havbiolog ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Gunni Ærtebjerg, fik med broderens hjælp præsenteret de døde hummere til en hungrende hob af presse, der ventede på kajkanten med snurrende kameraer parate til at forevige beviserne og konsekvenserne af landbrugets lemfældige brug af kvælstof.    

Lynetten som synder
Men ifølge Per Hansen skyldtes den virkelige årsag til de døde hummere ved Gilleleje og iltsvindet i Kattegat ikke landbrugets brug af kvælstof. Men derimod organiske stoffer i spildevand og udledningerne fra ukloakerede sommerhusområder i Nordsjælland samt ikke mindst Danmarkshistoriens største uheld med overløb af urenset spildevand til Østersøen fra rensningsanlægget, Lynetten, ved København.

”Optakten til vandmiljøplanen i sin tid var uden faglig baggrund. Der er ikke noget, der tyder på, at kvælstof var hovedsynderen i denne her sammenhæng,” siger Per Hansen i dag til baeredygtigtlandbrug.dk.

”Det hele blev baseret på en forkert teori om kvælstofs effekter. Og hele den samlede danske miljøfløj, herunder Miljøstyrelsens ansvarlige, vendte blot ryggen til Danmarks største miljøsvineri – uheldet på Lynetten – hvor urenset spildevand i ufattelig store mængder løb over. Her blev dog aldrig placeret et ansvar, som man gør alle andre steder. I stedet fik den virkelige synder lov at køre på frihjul, mens landbruget fik skylden,” lyder kritikken fra Per Hansen.

”Nu har man så opdaget, at selvom man har halveret mængden af kvælstof, så hjælper det ikke. Og da det ikke har hjulpet at halvere, så har man med ’Grøn Vækst’ foreslået yderligere en halvering af landbrugets brug af kvælstof. Det er jo lige til at grine af. Det er de samme forkerte antagelser, som man byggede på dengang – og det er de samme forkerte antagelser, som reguleringen bygger på den dag i dag.”

Forskere i osteklokker
Og netop antagelser er et emne, der optager den tidligere planteavlslærer. Per Hansen mener, at den danske forskerverden er præget af et enstrenget syn, og at det derfor er svært at fremsætte nye teorier i miljø med en allerede herskende orden.

’Tidligere arbejdede jeg sammen med en række biologer, og jeg opdagede, at når jeg kommunikerede med biologerne og forskere, så refererede de kun til sig selv. Ingen refererede til landbrugets forskning. De refererede kun til hinanden. Ligesom i en osteklokke. Man refererer altså kun til naboen, der tilsvarende sidder i sin osteklokke, men altså ikke til andre faggrene. Man pakker sig ind i sit eget og isolerer sig i sit eget spind. Dertil har man jo skubbet landbrugets eksperter ud på sidelinjen, og al deres forskning er opgivet og givet over til nogen uden landbrugskendskab,” lyder kritikken fra Per Hansen.

”Tag nu eksemplet med DMU, der tidligere mente, at 35 procent af alt kvælstof i de danske farvande skyldtes landbruget. I 2002 ændrede de så pludselig kurs og sagde, at kun 12 procent af kvælstoffet kom fra landbruget. Det var en voldsom nedgang. Men de havde jo fuldstændig overset den største kilde til kvælstoftilførsel i de danske farvande; nemlig Jyllandsstrømmen. Og den er jo voldsom stor, så man kan undre sig over, at de havde overset den. Først lang tid efter, at teorien om en sådan strøm blev fremsat, medgav miljøstyrelsen, at der rent faktisk var en Jyllandsstrøm, der bidrog med stor kvælstoftilførsel fra Tyskland og Rhinen. Og det er jo et klart eksempel på en herskende teori, der viser sig ikke at holde som først antaget.”

Embedsværket en stat i staten
Selvom der er sket meget siden, de døde hummere lå lit de parade på kajkanten i Gilleleje, og siden den første vandmiljøplan så dagens lys, så savner Per Hansen stadig en nuanceret diskussion og en knapt så enstrenget faglighed.

”Det værste er implementeringen af vandmiljøplan fra EU, som i Danmark er implementeret vældigt dårligt. Men når vi taler miljøminisiteren, så skal vi jo lige huske på, at der sidder et kor af embedsmænd bag og dirigerer. Og det undrer mig, at miljøstyrelsen ikke har et modspil på det. Når eksempelvis regeringen og politikere skal have oplysninger og adgang til fagkundskab, så går de til Miljøstyrelsen – og hvad gør oppositionen? De går det samme sted hen. Så de står jo faktisk og dirigerer det hele. Det er jo en hel forkert konstruktion,” siger Per Hansen, der efterlyser en anden struktur i forhold til implementering af miljøreguleringer m.m. 

”Det rigtige er jo at oprette noget a la en ombudsmandsinstitution, der ser kritisk på den information, som embedsmændene fodrer politikerne med. Sådan at de råber ’vagt i gevær’, hvis der er ting, der ikke holder vand rent fagligt. Og man har jo oprettet Natur- og Landbrugskommissionen lidt i samme stil, og der fik man jo sammensat et ekspertpanel, som er bredt repræsenteret og et organ der løbende kigger efter, om det som Miljøstyrelsen kommer med også holder stik. Der burde en strukturændring til. Det trænger vi til. Fordi hele konstruktionen er jo oprettet forkert. Det er jo blevet et kæmpe organ. Det er en stat i staten.”

Læs mere om Per Hansen på www.landbrug-ph.dk

Se og hør agronom Per Hansen fortælle om optakten til vandmiljøplanerne på Bæredygtigt Landbrugs konference om vandmiljø i oktober 2011.

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen