Liberal Alliance skifter ’fødevareordfører’ ud med ’landbrugsordfører’

Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance er ikke længere fødevareordfører. Han er derimod landbrugsordfører og det handler om at markere sin støtte, forklarer han. Direktør i Bæredygtig Landbrug er glad for signalværdien

På listen over Leif Mikkelsens ordførerskaber står der ikke længere ’fødevareordfører’. Liberal Alliance har nemlig valgt at droppe den titel og i stedet gå tilbage til det tidligere anvendte ’landbrugsordfører’.

Og det er ikke et tilfældigt eller ligegyldigt ordvalg.

”Det er fordi, vi markerer, at vi er på landbrugets side. Vi synes, at erhvervet er blevet misrøgtet, og der er mange gange, hvor danske landmænd må se på, at vilkårene er anderledes i andre EU-lande. Vi synes, der trænger til at blive taget hånd om landbruget,” forklarer Leif Mikkelsen til baeredygtigtlandbrug.dk på en telefon fra Kina.

”Vi synes, at det er at forlade landbruget at kalde det alt muligt andet. Så det er derfor.”

God signalværdi
Skiftet fra fødevareordfører til landbrugsordfører glæder direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen.

”Det sender jo et klart signal om, at man vil have mere fokus på landbruget og de vilkår, vi bliver præsenteret for. Det kan jeg kun bifalde,” siger direktøren, der noterer sig et begyndende mønster.

”Da Karen Hækkerup tiltrådte som ny minister, var noget af det første hun sagde, at hun gerne ville kaldes landbrugsvenlig. Det er helt nye toner. Senere har hun også udtalt, at landbrugets vilkår skal være i orden og at landbruget skal i fokus. Det hele peger i en retning, vi kun kan glæde os til at se politikerne følge.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top