Leif Mikkelsen: Det er ikke ligegyldigt, hvem man stemmer på lokalt

Selvom han selv er landspolitiker, var budskabet fra landbrugsordfører Leif Mikkelsen (LA) klar på stormøde i Ringsted tirsdag aften: Det er ikke ligegyldigt, hvem der sidder i byrådet

En gruppe yngre landmænd på Sjælland havde tirsdag aften inviteret til stormøde, fordi de bekymrer sig om erhvervets fremtidige muligheder. Blandt de inviterede var Liberal Alliances Leif Mikkelsen, der i sin taletid fortalte, at han selv havde insisteret på at være landbrugsordfører i stedet for fødevareordfører, da han skulle overtage posten fra Mette Bock.

Landbrugsordføreren vil nemlig landbruget, understregede han, og en del af kampen for landbruget skal kæmpes ude i kommunerne, hvis man spørger Leif Mikkelsen.

”Det er ikke ligegyldigt, hvordan et byråd ser på landbruget. Det er for eksempel kommunen, der står for miljøgodkendelser, og vi har brug for dynamiske lokalpolitikere, som kan se idéen i et stærkt landbrug,” sagde Leif Mikkelsen og fortsatte:

”Det er slet ikke ligegyldigt, hvem man stemmer på, hvem man vælger.”

Enormt vækstpotentiale
De lokalpolitikere, der skal vælges, skal altså ville landbruget. Men de skal også have fokus på, at det vækstpotentiale, der er i landbruget, bliver udnyttet optimalt.

”Vi skal ikke importere råvarer for at kunne øge produktionen. Vi har jorden, vi har solen, vi har vandet. Det kræver ingen import. Hvorfor gør vi det ikke,” spurgte Leif Mikkelsen.

Landbrugsordføreren havde selv et bud på, hvad der bremser væksten i dansk landbrug: Rammevilkårene.

”Vi misrøgter landbruget i det her land. Det er vigtigt at tale om landbrugets vilkår, for vi gør det dumt for os selv. Et af de steder, vi dummer os, er at vi overimplementerer EU-lovgivning. Jamen, hvor dumme kan vi være? Landbruget kunne biddrage med 30 milliarder yderligere til Danmark, hvis bare det fik lov,” sagde Leif Mikkelsen, der blandt andet påpegede, at de tyske landmænd under de samme EU-regler gøder 37 procent mere end deres danske kolleger.  

Lokalpolitikere i Ringsted, 29. okt. 2013

Lokalpolitisk debat og BNBO
Leif Mikkelsen var ikke aftenens eneste taler. Den afgående borgmester i Ringsted Kommune, Niels Ulrich Hermansen, bød velkommen til byen og fortalte, at det ikke giver mening for ham, at landbruget ikke må producere mere.

”Når nu landbruget er den største naturplejer og gør det så godt, forstår jeg ikke, at det skal være så besværligt. Det undrer mig, at vi ikke kan få lov til at producere som de andre EU-lande,” sagde Venstremanden.

Efter de indledende bemærkninger fra borgmesteren og landbrugsordføreren fik seks inviterede lokalpolitikere ordet, fem minutter hver, og salens omkring 100 tilhører fik mulighed for at stille spørgsmål til dem. De seks borgerlige politikere, der repræsenterer seks forskellige kommuner, var John Harpøth (O) fra Holbæk, Karsten Nonbo (V) fra Næstved, Jan Heine (LA) fra Lejre, Asger Diness Andersen (V) fra Vordingborg, Gert Jørgensen (C) fra Sorø og Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V) fra Kalundborg.

De seks blev spurgt fra salen, hvad de hver især vil satse på, hvis de bliver valgt, og svarene var meget forskellige.

Karl Åge Hornshøj Poulsen påpegede, at sagsbehandlingstiden virkelig er lokalpolitik, som han ville fokusere på, mens John Harpøth fortalte, at Holbæk Kommune vil have én indgang til kommunen, så borgerne mødes med udstrakte arme, og så understregede han, at det er vigtigt at samarbejde med nabokommunerne om oprensning af vandløb.

Carsten Nonbo sagde, at det nationale fokus er lige vilkår, mens hans lokalpolitiske fokus er, at medarbejderne i kommunen skal have gummistøvler, så de kan komme ud og besøge landmændene og se tingene. Jan Heine mente, at dialog er vejen frem og sagde, at politikerne skal sørge for, at den dialog kan komme, både mellem medarbejdere og borgere og borgerne imellem. Asger Diness Andersen synes, at der skal fokuseres på humusindholdet i jorden, så man kan øge produktionen, mens Gert Jørgensen gav aftenens mest upopulære svar, da han sagde, at hans forventning ikke er, at væksten skal komme fra det konventionelle landbrug og at man derimod skal satse på den sekundære produktion, nicherne.

De yngre landmænd havde også inviteret repræsentanter fra Gefion, Nordsjællands Landboforening og Bæredygtigt Landbrug til at fortælle om kommuner og landmænds udfordringer i forbindelse med såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

Herdis Dam, der repræsenterede Nordsjællands Landboforening, fortalte, at de tre repræsentede foreninger er blevet enige om at arbejde sammen.

“Det er noget, vi skal gøre politikerne opmærksomme på, at de skal være opmærksomme på. Vi er nødt til at gøre noget ved det her, og vi gør noget,” sagde Herdis Dam, hvilket fik mødeleder Bøje Østerlund fra Effektivt Landbrug til at udtrykke spænding over at se, hvad to Landbrug & Fødevarer-organisationer og Bæredygtigt Landbrug, der arbejder sammen, kan udrette.

“Det kan ikke sprøjtes væk, desværre,” sagde chefjurist i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard om BNBO-truslen til stor morskab for forsamlingen, inden han fortalte om det absurde scenarie, som myndighederne har opsat for, at der skal oprettes et BNBO: En landmand kører ud med en 15 liters dunk med ufortyndet glyfosat, landmanden taber dunken uden at opdage det og landmanden kører dunken over – igen uden at opdage det – inden han kører hjem, stadig uden at opdage, at han har tabt dunken, som derfor ligger og lækker ned til grundvandet.

Chefjuristen opfordrede derfor tilhørerne til at tænke på, hvilke politikere, der vil behandle dem fair og ordentligt, når der skal sættes kryds til kommunalvalget.

Arrangører i Ringsted, 29. oktober 2013
Arrangørerne finder flere stole, så alle fremmødte kan få et sted at sidde

Tilfredse arrangører
Gruppen af yngre landmænd, der var gået sammen om at arrangere stormødet, var glade for aftenen.

“Der har selvfølgelig været lidt valgfloskler, men jeg kunne forstå på folk, at de har fået noget, de kan tage med hjem,” sagde Ole Christiansen, der som fritidslandmand driver 200 hektar, inden han med et glimt i øjet tilføjede:

“Det er jo altid dejligt at sætte flere stole frem.”

 Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top