Han havde en periode i begyndelsen af 00’erne, hvor han blev træt af at gentage sig selv. Han havde rejst land og rige rundt med de samme pointer i mere end 10 år, og selvom mange landmænd efterlyste handling efter at have hørt hans argumenter, skete der ingenting.
”De var helt enige, og de ville have gjort noget ved tingene, men der skete jo bare ikke mere. Og så holdt jeg mere eller mindre en pause,” fortæller cand.agro. Poul Vejby Sørensen.
Argumenterne forsvandt dog ikke, selvom Poul Vejby Sørensen holdt pause, og den aktive agronom kunne da heller ikke fastholde pausen.
Redfield-konstanten
I 2010 var han en af talerne på Bæredygtigt Landbrugs konference om vandmiljø, der blev afholdt på Christiansborg den 22. oktober.
Her argumenterede Poul Vejby Sørensen – igen – for, at den strategi, som myndighederne havde lagt om kvælstof, var udsigtsløs.
Han forklarede tilhørerne om Redfield-konstaten, som er udviklet af Alfred C. Redfield i 1934. Kort fortalt beskriver Redfield-konstanten, at forholdet mellem en række stoffer, herunder kvælstof og fosfor, i havets økosystem tenderer mod en konstant – og at dette gælder overalt i det globale vandmiljø uanset koncentrationernes størrelse.
Et sundt vandmiljø forudsætter, at N/P-forholdet ligger inden for en såkaldt ’Redfield komfortzone’ i nærheden af Redfield-konstanten, men den danske strategi går ud på at sænke N/P-forholdet yderligere under denne komfortzone, netop hvor det i forvejen ligger under, forklarede Poul Vejby Sørensen på konferencen. Hvis kvælstof/fosfor (N/P) ligger over Redfield-konstanten, forsøger man at tvinge det yderligere op, men hvis N/P er under konstanten, definerer man ’kvælstofbegræsning’ og forsøger at tvinge forholdet endnu længere ned gennem yderligere reduktion af kvælstofudledning.
Formålet skulle være at nedsætte produktionen af alger, men det er misforstået, lod Poul Vejby Sørensen forstå.
”En fisk på et kilo har via fødekæden forbrugt et ton alger, så de rigtige alger er et aktiv i havmiljøet. De er en forudsætning for livet i havet,” forklarede Poul Vejby Sørensen i 2010 og påpegede desuden endnu et problem med handlemåden:
”Man får ganske vist en lavere produktion af de nyttige alger, som indgår i fødekæden. Derfor bliver der færre fisk. Til gengæld stiger produktionen af andre organismer – blandt andet de kvælstoffikserende cyanobakterier (blågrønalger), der kompenserer for det manglede kvælstof, som miljøstrategien er skyld i, ved at føre luftens kvælstof ned i vandmiljøet. Men disse blågrønalger indgår ikke i fødekæden. Derfor rådner de med dårligt vandmiljø til følge.”
Nyt lys, men stadig meget at gøre
Konferencen var en positiv oplevelse, husker Poul Vejby Sørensen. Det var endnu en anledning til at få synspunkterne understreget, og selvom han ikke kan pege på nogen revolution, mener han alligevel, at konferencen flyttede noget.
”Der blev jo sat lys på kvælstofs rolle på en bredere måde, end vi havde formået før, og med stiftelsen af Bæredygtigt Landbrug er der kommet langt mere pondus bag,” forklarer Poul Vejby Sørensen nu.
”Og så er det jo sket det, at man har fået kastet mere lys på, hvad det koster os, og hvad det har kostet samfundet, at forfølge den forkerte strategi.”
Holdningerne hos myndighederne har kun i begrænset omfang ændret sig siden konferencen, og der er stadig et arbejde, der skal gøres, så der er ingen fare for flere selvvalgte pauser fra agronomen lige foreløbig.
”Miljømyndighederne trådte forkert dengang. De troede, at de kunne kontrollere algevæksten ved at tage kvælstoffet væk. Og det kan man ikke, hvilket er påvist i et 37 årigt fuldskalaforsøg under professor David Schindlers ledelse. Så det er der stadig behov for at fremføre,” påpeger Poul Vejby-Sørensen, der har et klart argument for, at der ikke er sket nok på de tre år, der er gået siden konferencen om vandmiljø blev afholdt:
”Nej, det er der da ikke, eftersom vi har vandplaner endnu med det indhold, som de nu har.”
Poul Vejby Sørensen lægger da heller ikke skjul på, at hans hovedpointe er den samme som for tre år siden – og 25 år før det.
”Jeg holder fast i, at en revurdering af kvælstofs rolle i vandmiljøet er absolut nødvendigt, for 80-90 procent af vores tiltag bygger på den opfattelse, at man ved at begrænse kvælstof kan ændre noget, og det kan man kun i meget specielle tilfælde. Miseren er, at miljømyndighederne ikke vil bekæmpe kvælstof, fordi der er meget af det, men fordi der er lidt af det, og det er netop her, vi har den logiske brist: At jo mindre, der er jo farligere bliver det. Så kommer vi jo aldrig ud over problemerne ved fortsat at begrænse udledningen,” siger Poul Vejby-Sørensen og fortsætter:
”Jeg vil tillade mig at gentage mit budskab fra konferencen igen og igen: Fysiologisk kvælstofbegrænsning er et tegn på, at økosystemet modtager for meget fosfor – og ikke et tegn på, at kvælstof skal begrænses.”
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
