Klima- og energiordfører: Dansk enegang koster kun danske arbejdspladser

Det var meningen, at onsdagens samråd i klima- og energiudvalget omkring regeringens klimaplan skulle kaste lys over de spørgsmål, der var fremsendt på forhånd. Men svarene svæver stadig i vinden, siger Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt, der mener, at de økonomiske og de jobmæssige konsekvenserne af planen mangler

Har du fået svar på dine tre spørgsmål, som du havde fremsendt inden samrådet?
”Nej, jeg synes stadig, det svæver i vinden, hvilke regninger, der venter danskerne. Man kan jo ikke gå fra et 34 til et 40 procents reduktion uden, at det kommer til at betyde yderligere skatter og afgifter. Og uden at man laver nogle helt urimelige tiltag i forhold til landbruget og fødevareerhvervet.” 

Men de tre ministre gjorde meget ud af at sige, at det her ikke handler om at nedlægge men derimod at skabe jobs?
”Jeg frygter, at det i de konkurrenceudsatte erhverv kommer til at koste danske arbejdspladser. Dagens samråd har ikke givet nogen afklaring. Tværtimod, synes jeg, der er god grund til, at man ryster i bukserne ude omkring i forhold til, hvad det er, der er på vej. Der er kommet et katalog med 78 forslag, og jeg frygter regeringen over den kommende tid, vil aktivere forslagene ét efter ét. Der er jo ingen grund til at komme med et katalog, hvis ikke også, man har lyst til at aktivere de foreslåede tiltag. ”

Du spurgte på samrådet meget ind til, hvem der skal betale for det her?
”Ja, og det har vi ikke fået svar på. Jeg frygter virkelig for skattestigninger. Vi har jo set, hvad der er kommet af NOx-afgifter og stigende PSO osv. Der er ingen grund til at sove trygt om natten.”

Hvad vil du gøre fremadrettet for at følge op på det her?
”Jeg vil følge det her meget nøje, og vi vil lægge et fortsat pres på regeringen for, at man dropper planen om at øge CO2-reduktionsforpligtigelsen fra 34 til 40 procent i 2020, og at man anderkender, at Danmark med 34 procent i forvejen ligger i den bedste tredjedel af lande i Europa.”

Men hvad siger du til Lidegaards idé om, at man skal gå foran med et godt eksempel?
”Danmark er foran. Danmark er blandt de lande i Europa, der har den største CO2-reduktion. Vi har ikke noget at være flove over. Opgaven er tværtimod at få den øvrige del af verden til at flytte sig. Dansk enegang koster kun danske arbejdspladser. Ikke mindst i landbruget.”

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top