Gustav Grüner: Det handler ikke om vækst, men om Lidegaards eftermæle

Det var ikke kun politikere, der havde stor interesse i onsdagens samråd omkring de økonomiske og jobmæssige konsekvenser af regeringens udspil til en klimaplan, der betyder, at Danmark inden 2020 skal nå målet om en 40 procents CO2-reduktion

Også Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlem, Gustav Garth-Grüner, deltog i samrådet, der gjorde indtryk.

”Mit umiddelbare indtryk er, at jeg synes det er skræmmende, at man siger, man gerne vil tage hånd om gartnerierhvervet, som man har pålagt nogle afgifter, der risikerer, at vi i femtiden ikke kan være selvforsynende i Danmark. Og så siger man, at den øvrige landbrugsproduktion, den er man ikke interesseret i at tage hånd om, fordi det er et eksporterhverv, og vi skal helt derned, hvor vi er på kanten af at være underforsynede til det danske marked, før man siger; ’der er noget galt’. Og det synes jeg er skræmmende, at det skal være realiteten, før man politisk vågner op og siger; ’når vi ikke kan brødføde os selv, så bliver vi nødt til at tage fat’. Indtil da skal vi udsultes.” 

Flere af ministrene sagde at vækst og grøn omstilling sagtens kan gå ’hånd i hånd’, føler du dig overbevist om det efter samrådet i dag?
”Ikke med deres fremlægning. Jeg er da overbevist om, at der er nogle ting, der kan være gavnlige. Men når det er så ukonkret, så er det jo luftkasteller alt det, de kommer med.”

Hvad mener du om de mildest talt store regnefejl, der har været i forhold til nogle af tiltagene i klimaplanens virkemiddelkatalog?
”Jamen, det er jo pinligt, at målet er vigtigere end midlet. Det er jo spørgsmålet om, at man har nogle ambitioner på klimaområdet, men at man ikke har regnet det igennem. Det er jo dybt pinligt, at de arbejder på den måde.”

Hvad er ellers dit indtryk?
”Jeg er bekymret, især når Lidegaard tidligt meldte ud, at det er op til de forskellige erhvervs lobbyister, hvordan de agerer, og at det er det, de dermed vil lægge klimapolitikken ud fra. Så er det jo useriøst, det de kommer med.

Men Lidegaard gjorde jo meget ud af at sige, at klimaplanen ikke kommer til at koste arbejdspladser, men derimod at den kan være med til at skabe arbejdspladser?
”Ja, det siger han nu. Men han har jo tidligere sagt, at det ikke gør noget, at det kommer til at koste noget, for vi er jo et rigt land. Og vi har råd til det i forhold til mange andre. Så er det jo ikke vækst, han går efter, så er det jo rent hans eftermægle – at han var en grøn politiker – som han går efter.”

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top