DF vil have gang i forhandlinger om anbefalinger nu

Dansk Folkeparti har den 8. oktober offentliggjort fire beslutningsforslag, der skal indgå i forhandlingerne om Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Ifølge René Christensen er det på høje tid at komme i gang. Første punkt er at få styr på målingerne

Det er nu godt et halvt år siden, Natur- og Landbrugskommissionen fremlagde deres anbefalinger for, hvordan fremtidens landbrug kan se ud, når der på samme tid skal tages højde for natur og miljø. Siden har der været relativ politisk stilhed omkring anbefalingerne og om, hvordan de bedst omsættes til virkelighed.

Det har nu fået formand for fødevareudvalget, René Christensen (DF), til at fremskynde processen og sætte fokus på fire beslutningsforslag med afsæt i kommissionens anbefalinger. Forslagene behandles netop nu i DF-gruppen og bliver fremsat først i næste uge, hvorefter egentlige forhandlinger vil kunne påbegyndes.

”Vi vil gerne kickstarte forhandlingerne. Vi har nu gået i to år og ventet på, at Natur- og Landbrugskommissionen skulle blive færdig. Så blev de så færdige, og nu går vi så stadig og venter. Og det er lidt ærgerligt, fordi det arbejde, der blev lavet med formand Jørgen Jespersen i spidsen var faktisk et super godt stykke arbejde. Dermed ikke sagt, det er en facitliste, der er lavet. Men det ærgrer mig lidt, at vi ikke på noget tidspunkt har siddet rundt om det runde bord og kigget på hinanden og sagt; ’hvad er det, vi skal arbejde videre med? Hvor er det, vi skal hen med dansk landbrug og fødevareproduktionen i det hele taget?’ ”, siger René Christensen til baeredygtigtlandbrug.dk.

Vandprøve Tempelvej juni 2013

Politikern sidder på hænderne
Selvom nogle af Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger kræver yderligere faglig dokumentation, inden de kan implementeres, rummer anbefalingerne også en lang række forslag, der ifølge René Christensen er lige til og som sagtens kan sættes i værk allerede nu.

”Vi kunne jo godt gå i gang med eksempelvis at lave målinger. Jeg har siddet i Folketinget i seks år og har arbejdet med landbrug i frem år. Og i de fem år, der har vi altså talt om det her. Og der er bare ikke rigtig sket noget. Og nu kan vi ikke blive ved med at tale. Nu skal vi altså handle,” lyder det fra René Christensen.

”Man kan sige på den negative led, at landbruget har brug for, at der sker noget. Men man kunne også vende den om og sige, landbruget står i en helt unik situation i øjeblikket, hvor brandet omkring danske fødevarer er i top. Vi får super gode priser, når vi kigger ude i Østen. Vi har verdens dygtigste kok. Vi har nogle af verdens bedste restauranter. Vi har fået det nordiske køkken sat på dagsordenen. Danske fødevarer er blevet et godt brand i Europa – og uden for Europa også. Og så er det jo paradoksalt, at landbruget har så svært ved at udvikle sig, fordi vi sidder på hænderne på Christiansborg. Derfor mener jeg, at vi simpelthen er forpligtet til at få sat nogle ting i gang nu. Fordi der nu er det her vindue, hvor der faktisk er nogle muligheder for at ekspandere.”

Politikerne skal tage ansvar
Indtil videre har Dansk Folketing afsat en pulje, der skal dække nogle af omkostningerne i forbindelse med de fire beslutningsforslag i deres udspil til en kommende finanslov. Men selv frygter René Christensen ikke for finansieringen af de fire forslag og foreslår, at forslagene evt. finansieres med landdistriktsmidler eller nogle af de tiloversblevne midler fra Grøn Vækst.

”Jeg har ikke skrevet noget om finansiering i beslutningsforslagene, for det er faktisk ikke der, problemet er. Problemet er, at politikerne ikke tør tage det ansvar og få sat de her ting i gang. Det her skal ikke falde på finansiering. Pengene er ikke problemet her, og beløbenes størrelse er jo relative – vi bruger knap en halv milliard på at sende børnechecks ud af Danmark bare for at sammenligne med et andet eksempel, ” siger René Christensen, der forventer at invitationen til forhandlinger på området vil blive taget godt imod.

”Jeg havde møde med den tidligere minister, Mette Gjerskov, og det var jo sådan lidt svævende, hvad der kunne komme ud af det. Og nu har jeg så haft møde med den nuværende minister, som jeg faktisk fornemmer gerne vil gøre noget. Men det er ved at være over en måned siden, jeg havde det møde med ministeren, hvor jeg sagde; ’få nu sat en dato på, så vi kan komme i gang med det her’. Og der er stadig ikke sket noget. Det er ikke længere nok at snakke om det. Vi skal også lave konkret lovgivning ud af det.” 

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top