Der er stadig liv i DCE – og i fjordene

Af Vagn Lundsteen, direktør

Inden jeg sendte artiklen i juni, fremsendte jeg mine erhvervede konklusioner og baggrunden for disse, til den ene af de pr. 21.10.2013 udgivne artikels forfatter, Poul Nordemann Jensen (PNJ). Jeg har efterfølgende fulgt op på min henvendelse flere gange og bedt om et møde, hvor vi kunne drøfte konklusionerne. Dette har PNJ afvist. Efterfølgende er DCE blevet kontaktet af vore journalister med henblik på at få PNJ’s og andre DCE-forskeres kommentarer til vore konklusioner. Stadig uden held.

Forskere og ledelse ved DCE og det nu nedlagte DMU er kendt for ikke at være særlig åbne for kritik. ”Der er kun plads til en mening hos DMU”, som den tidligere direktør i DMU, Henrik Sandbech, udtalte ved et møde i 2006. Citat fra en årsrapport fra Videnskabernes Selskab om troværdighed: 

”Hvis en organisation påtager sig faglig rådgivning, må den nødvendigvis fungere som en enhed, når den rådgiver. Man kan ikke have en afdeling, der siger et og en forsker i en anden, der modsiger dette. Og dermed underminerer den troværdigheden i den rådgivning, som organisationen har udarbejdet. To konfliktende råd fra en institution giver selvfølgelig ingen mening”.

Ergo, hellere enighed om en forkert rådgivning, end uenighed om en rigtig!

Det er derfor ikke overraskende, at centrets medarbejdere ikke ligefrem klapper i hænderne over min kritik af deres arbejde. Der er heller ikke noget nyt i centrets tavshed. Men med artiklen fra DCE har jeg nu netop opnået, hvad jeg ville: En debat om årsagerne til iltsvind, som er hele baggrunden for de tre vandmiljøplaner, som hvert år koster landbruget milliarder i manglende indtjening.

Det er dog en farlig debat, DCE’s medarbejdere begiver sig ud i. De har nemlig en dårlig sag. Efter 26 år og tre vandmiljøplaner har vandmiljøet nemlig stadig ikke fået det bedre. Forskerne har lokket politikerne til at begrænse et naturligt stof med løfter om, at så ville vandmiljøet ’få det bedre’. En sådan løfte svarer til, hvad kvaksalvere i Det Vilde Vest prøvede at sælge af vidundermidler til en naiv befolkning. 

For øvrigt har vi aldrig påstået, at den første vandmiljøplan var uden mening. Der var mange gode elementer. Stop for ulovlige udledninger fra industri, spildevand og landbrug. Et krav om nye og effektive spildevandsrensningsanlæg. Men hvad angår fosfor og organisk kvælstof fra spildevandet, var skaden allerede sket. Det døjer vi stadig med. Enorme mængder organisk materiale på bunden af de indre fjorde, udsætter og forsinker en genopretning af fjordene. Denne forsinkelse forstærkes yderligere af de bundskrabende fiskeredskaber, der anvendes ved muslinge- og bundfiskeri.

Til trods for, at der ifølge den årlige rapport fra DCE (VANDMILJØ OG NATUR) [1], stadig ikke ses effekt på vandmiljøet af at begrænse kvælstof, fremturer forskerne stadig med samme paradigme. Heldigvis er politikerne nu blevet skeptiske. De vil se beviser på effekten. Når vi så samtidig kan påvise, at der ikke findes den sammenhæng, ikke et eneste sted, er det særdeles kompromitterende for forskerne ved DCE.

’Ordforbistring’ er forskerne selv skyld i, da man i første vandmiljøplan arbejdede med udledning og i anden og tredje vandplan kaldte det udvaskning og i ’Grøn Vækst’ igen fandt begrebet udledning frem. Så kan det godt være, at naturen er ligeglad med ’ordforbistring’, som DCE-forskerne skriver, men det forvirrer beslutningstagerne, og det kunne virke som en bevidst vildføring.

Tilbage til artiklen fra DCE. Nu skal læseren være vågen. For forfatterne begår den tilsnigelse, som ofte er set fra centret: Man bruger i flæng begreber som ’kvælstof’ og ’næringsstoffer’. Forskerne er udmærket klar over, at man ikke kan forveksle fosfor, som typisk stammer fra spildevand, med nitratkvælstof, som typisk stammer fra landbrugets udledning. Man skelner heller ikke mellem nitrat, som er et naturligt stof i vandløbene, og organisk kvælstof og ammonium, som typisk kommer fra husdyrgødning, affald og spildevand. Det er en faglig tilsnigelse, som ikke tjener forskerne til ære.

En anden tilsnigelse er at blande nutid og fortid. Det er rigtigt, som forskerne skriver, at spildevand i dag kun udgør ca. 10 procent af kvælstofudledningen. Men sådan var det ikke før første vandmiljøplan. Der udgjorde spildevandet ca. 50 procent af udledningen[2]. Til gengæld er den kvælstof, som kommer fra spildevandet langt farligere for vandmiljøet end det, der kommer fra landbruget. Det er nemlig i langt overvejende grad ammonium- og organisk [3] kvælstof, som fjerner ilt fra vandet, hvor nitratkvælstof, som kommer fra drænrørene, derimod tilfører ilt til vandet, da der er tre iltmolekyler for hvert kvælstofmolekyle.

Hvad forskerne også glemmer at fortælle er de store udledninger af spildevand, der hvert år tilføres vandmiljøet. Enten i form af ca. 100.000 overløb fra rensningsanlæggene eller fra de 360.000 husstande, som stadig ikke er tilsluttet et rensningsanlæg. [4]

Forskerne kritiserer også det diagram, jeg fremlagde for Folketingets miljøudvalg. Eneste kommentar fra forskerne: ’Der er ingen referencer, der dokumenterer de fremførte sammenhænge’! Her stiller jeg med et diagram, der bygger på DCE’s egne målinger og tal, men uden den automatiske slutning fra DCE’s side. I stedet viser tallene, som altså er DCE’s egne, den direkte modsatte sammenhæng i forhold til, hvad forskerne har udtalt i tre årtier, og så er den eneste kommentar, at der ingen referencer, der dokumenterer vores fremførte sammenhænge, er. Der er jo tale om en fuldstændig afmontering af forskernes påstande. Forskerne mener, at kvælstofudledningen øger potentialet for iltsvind. Men en ting er potentiale, noget andet er virkelighed og realitet.  Jeg kan ikke finde et eneste eksempel på, at landbrugets kvælstofudledning har skabt øget iltsvind. Hvor er de eksempler, kære forskere? Jeg ønsker ikke udokumenterede påstande, jeg ønsker beviser.

’At Mariager Fjord døde i 1997 skyldtes nogle ugunstige meteorologiske forhold’, skriver de fire DCE-ansatte. Det er første gang, jeg hører dette. Hvorfor fortalte forskerne ikke det, dengang landbruget blev udskreget som den store miljøsynder?

At der skulle være nogle specielle forhold omkring Mariager Fjord, der gør, at kvælstof er længe om at nå recipienten, er vi ikke bekendt med. Mariager Fjord er netop kendetegnet ved et meget lille landbrugsopland i modsætning til Randers Fjord, der har et af Danmarks største landbrugsoplande på baggrund af Gudenåen. Randers Fjord er kendetegnet ved, at der stort set aldrig er iltsvind. Hvorfor forholder det sig sådan, kære forskere?

Man anfører, at det store iltsvind i 2002 skyldtes, at kvælstoftilførslen var større i 2002 end normalt.  Det passer ikke. Kvælstofudledningen var præcis på gennemsnittet[5]. Vi er dog enige om, at iltsvindet skyldtes specielle meteorologiske forhold, da sommeren var varm og vindstille. Animerede modeller fra DMI viser, at med en normal sommer, havde der ikke været det kraftige iltsvind. [6]

Hvorom alting er, er der behov for, at forskerne fra DCE kommer ud i den virkelige verden og forholder sig til realiteterne i stedet for at til stadighed at forfølge et teoretisk paradigme, som har vist sig at være svært at påvise i virkeligheden. Det er ikke forbudt at skifte synspunkt. Det er sket mange gange i historien. Enhver læge med respekt for sig selv, fortsætter ikke med at give sin patient en medicin, der ikke virker.