Bonnesen om klimaplanen: Det er noget makværk

Hele fire ministre var onsdag indkaldt til samråd omkring regeringens klimaplan, der blev præsenteret i august. Men samrådet gav flere spørgsmål end svar og bør derfor skrottes, mener Erling Bonnesen (V), der især savner svar på, hvordan vækst og arbejdspladser sikres i Danmark

Det var Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt, der havde indkaldt til onsdagens samråd, hvor både klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), skatteminister Holger K. Nielsen (SF) og fødevareminister Karen Hækkerup (S) skulle svare på spørgsmål omkring regeringens udspil til klimaplanen. 

Ud over en håndfuld medlemmer af klima- og energiudvalget, havde også tre medlemmer af fødevareudvalget valgt at lægge vejen forbi. En af dem var Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen, der langt fra var imponeret over ministrenes svar på, hvad den ambitiøse klimaplan koster. 

”Jamen, jeg er ikke imponeret. Fødevareministerens flotte festtaler blegner jo fuldstændig, når vi på udvalgsmøder som dette spørger ind til det mere konkrete. Fødevareministeren kunne jo ikke en gang garantere, at landbruget og fødevareerhvervet ikke vil blive udsat for nye stramninger, nye krav eller nye belastninger. Hun kunne heller ikke garantere, at planen ikke vil komme til at koste arbejdspladser. Så må jeg bare konstatere, at så er festtalerne faldet til jorden med et brag. Tingene ikke hænger sammen,” siger Erling Bonnesen til baeredygtigtlndbrug.dk.

Flere af ministrene sagde jo, at det er tanken, at planen skal skabe jobs og ikke koste jobs? 
”Her til formiddag var jeg til en konference med fødevareministeren, hvor jeg synes, hun meldte fint ud, at vi skal have mere vækst i landbruget og fødevaresektoren, så vi kan få en større eksport af fødevarer og flere jobs. Men det hænger jo slet ikke sammen med de svar, vi så får i udvalget nu. Tværtimod,” lyder det fra Erling Bonnesen, der er bekymret for, at planen reelt kommer til at koste danske jobs.

”Det er jo flotte festtaler. Men svaret kommer jo ikke, når vi så spørger ind til det helt konkret. Derfor ligner det meget snak og ingen handling. Regeringen og ministrene må se at oppe sig nu og komme med noget konkret. Når vi ser, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af smågriseproduktionen bliver kørt til udlandet, fordi det ikke længere kan betale sig at investere i slagtesvinsproduktion i Danmark, så er det altså et wake up call til regeringen. Festtaler er ikke nok, der skal konkret og kontant handling til.”

En utroværdig plan
Venstreordføreren savner især realistiske beregninger for omkostningerne af de 78 punkter i klimakataloget.

”Priserne på flere af tiltagene har jo vist sig ikke at holde stik. Tag for eksempel forslaget om låg på gylletankene. Til at starte med sagde man, at det ville koste 20 mio. kroner. Det viste sig at være baseret på en regnefejl og koster nu i stedet hen ved 150 mio. kroner. Tilsvarende oplever gartnerierne, at PSO-afgiften er blevet 14 gange dyrere, end den var tænkt og beregnet i forudsætningerne. Det kan man som gartnerisektor ikke leve med. Så sagt på godt dansk, så er den klimaplan, som vi har set nu, kort og godt noget makværk. Smid den lodret i skraldespanden. Det er ikke det papir værd, som det er skrevet på,” lyder kritikken fra Erling Bonnesen.

”Når fødevareministeren selv har bekræftet i et svar til mig og til os, at ’adskillige af tiltagene – og det er hendes egne ord – er mange gange dyrere end først beregnet’, så har hun jo selv leveret svaret på, at det er noget makværk. Så fjern den og få så sat fokus på noget vækst i stedet for.”

”Mit spørgsmål er derfor; hvor er væksten, hvor er arbejdspladserne og hvor er de tiltag, der skal få landbruget, gartnerierne og fødevareerhvervet til at tro på, at her kan vi få skabt noget mere vækst og nogle flere arbejdspladser?”

Nabotjek med lån fra Venstre
Selvom det ikke skortede på kritik fra venstremanden efter samrådet, så var der dog også enkelte roser at hente.  

”Lige nu ser det ud som om, regeringen gerne vil bruge vores overskrifter med væksttjek og nabotjek. Nabolandtjek og væksttjek er to gode overskrifter, som faktisk er fremsat af Venstre. Men i stedet for, at vi nu laver det her tjek på nogle få områder, så siger vi i Venstre; ’Lad os nu med et nabolandetjek få gået hele fødevaresektoren igennem. Det gælder landbrugssektoren, det gælder fødevarevirksomhederne og det gælder myndighedskontrol og bureaukratiet.’ Hvor er det, at vi oplever vækstbarrierer? Vækstbarriererne skal findes, så de kan blive fjernet. Og så skal vi have fundet de områder, hvor der er overimplementeret med langt strammere krav, som begrænser produktionen i Danmark. Og når vi så har det katalog, så kan vi jo tage fat på, hvilke ting er det så er, der skal gennemføres?”

Men ministrene snakkede jo meget om, at vækst og grøn omstilling sagtens kan gå hånd i hånd?

”Jo, jo. Og vi er jo fuldstændig enige i, at de flere arbejdspladser, der kan blive i forbindelse med green tech-området, altså miljøteknologi man kan eksportere ud i verden, som fx rensningsanlæg til Kina, jamen, det er jo fint nok, og det bakker vi jo fuldstændigt op. Men det betyder jo ikke, at man så skal skyde sit eget erhverv ned i mellemtiden. Jeg håber ikke, at man i regeringen siger; ’vi skal bare satse noget mere på de arbejdspladser, der ligger i green tech, og så nedlægger arbejdspladser i resten af erhvervet imens. Det håber jeg da ikke, det er sådan.” 

Venstre vil følge op
Inden samrådet var ministrene blevet stillet tre spørgsmål på skrift. Spørgsmål, der bl.a. handlede om vetoret i forhold til udspillet og om hvem der skulle betale regningen.

”Jeg synes, det var nogle tågede svar. Det blev slet ikke besvaret, hvem der skal betale for det her, og derfor kan man jo frygte, at de regninger, der følger med, at det bliver efter princippet om at fodre hunden med sin egen hale. De er jo eksperter i at snakke uden om. Det er rene festtaler.”

Selv agter Erling Bonnesen at følge op på dagens samråd i håb om at få svar på mange af de ubesvarede spørgsmål.

”Vi vil holde dem op ved fx at fremføre det i dag på samrådet for åbne mikrofoner, og så følger vi op med paragraf-20-spørgsmål og med udvalgsspørgsmål. Og det vil jeg gøre gennem fødevareudvalget, hvor jeg allerede har indkaldt fødevareministeren til møder i november og december. Her får fødevareministeren lejlighed til at redegøre yderligere for planen, ” slutter Erling Bonnesen.  

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top